Fire timers arbejdsuge

Efter at have fulgt Tim Ferriss blog i to års tid er jeg endt med at købe hans bog ‘The Four Hour Work Week’. På den måde blev jeg også “offer” for hans velsmurte maskine, men det gør ikke noget, det er en udmærket bog, hvor jeg sprang et enkelt kapitel over og måske synes de første var de mest interessante.

Egentlig havde jeg misforstået bogens indhold indtil jeg kort omtalte den for min gode ven Andreas. Jeg troede, at det handlede om, at hvis jeg ved siden af mit arbejde brugte fire timer om ugen på noget jeg synes om, så ville jeg også få succes med det. Og fra den tid jeg startede med at følge Tim Ferriss blog, var det noget jeg begyndt at praktisere. Delvist i forhold til denne blogs skift af indhold tilbage i maj 2008. Mere markant i forhold til andre ting, der er bloggen her uvedkommende.

Undertitlen er “Escape 9-5, live anywhere, and join the new rich”. Det handler ikke om at bruge fire timer ved siden af sit arbejde. Jeg havde opfattet det forkert. For det handler om at bruge fire timer om ugen på sit arbejde. Gennem bogen fortæller Tim Ferriss om hvordan man frigør sine ressourcer. Han har en personlig assistent i Indien. Han får sig faktisk meget hurtigt to. Han fortæller om sine mange fejl og succeser og selvom han er amerikansk i sin salgstone, så synes jeg ikke bogen er overdrevet langtrukken, som nogle af hans amerikanske non-fiction kollegaer har for vane.

Bogen er anvendelig. Budskabet kommer indefra, trækker tingene ned på jorden og gør det muligt.
Den starter med at definere nogle problemstillinger. Introducerer hvordan han bruger 80/20 reglen. At han tjener 80% på de 20% bedste kunder. De sidste 20% er dem, der giver ham flest problemer i arbejdet.
Han definerer nogle barrierer de fleste(?) går rundt med og så bryder han dem ned. Blandt andet bruger han begreber som “ikke at overvurdere sin modstander eller undervurdere sig selv”. Hvilket virker rigtig godt, hvis du skal møde en stor kanon i en virksomhed.
Og så stiller han i det hele taget en masse spørgsmål, som man som læser må overveje for at kunne opretholde sin selvforståelse.

Det er iværksætteren (entreprenøren) han taler til. Og der er flere ting som ikke interesser mig synderligt at forfølge. Det er nu engang ikke min stil at “bede om tilgivelse i stedet for at bede om lov”. Ønsket om konstant at rejse og opleve hele verden er heller ikke min drivkraft. Tim er god nok her og siger, at det blot handler om at definere sit mål og forfølge det; ikke at vente til man pensioneres med at gøre hvad man vil.

Men efter at have læst bogen står jeg nok bedre rustet til at forfølge ideen om at bruge fire timer om ugen på (noget andet) jeg synes om.

Privat ejendomsret gælder ikke domænenavne

Klonk.dk, Orango.dk og Eof.dk har indtil for nyligt været ejet af privatpersoner. I forbindelse med klagesager hos ”Klagenævnet for Domænenavne” er alle tre domæner blevet frataget ejerne og givet videre til virksomheder, som mener, at de er retmæssige ejere af domænet.

Jeg har for nyligt købt et domænenavn - http://www.recitat.dk/ - og i den forbindelse fik jeg en brochure fra DK Hostmaster, hvor der står følgende:

DIFO (Dansk Internet Forum) og DK Hostmaster har p.t. tre muligheder for at gribe ind, hvis et .dkdomænenavn ønskes suspenderet. Det drejer sig om tilfælde, hvor der er tale om:

  • Åbenbart og ulovlig forvekslingsvirksomhed
  • Åbenbar og ulovligt virke, der udgør en sikkerheds- eller samfundsmæssig risiko,
  • Typosquatting, det vil sige fejltastningsdomænenavne, der får besøgende på deres hjemmeside, fordi internetbrugere taster et enkelt bogstav forkert i forhold til et allerede eksisterende domænenavn.

Men i disse sager har domænerne har været registreret før de pågældende virksomheder eksisterede. Altså har de private ejere aldrig handlet i ond tro eller haft til hensigt at købe domænet med henblik på videresalg.

I ”Lov om Internetdomæner, der særligt tildeles Danmark” hedder det i §12

Registranter må ikke registrere og anvende internetdomænenavne i strid med god domænenavnsskik.
Stk. 2. Registranter må ikke registrere og opretholde registreringer af internetdomænenavne alene med videresalg eller udlejning for øje.

I grunden er det en god regel, der skal holde domænesnyltere fra fadet. Hvordan det i de tre sager kan fortolkes mod ejerne står jeg undrende overfor. Registranten har nogle forpligtelser i forbindelse med betaling samt at domænet skal være i anvendelse. I alle tre tilfælde har domænerne været brugt til blandt andet privat email.

Selvom DK Hostmaster ifølge punkt 1 i deres Generelle Vilkår skriver, at de ”tildeler og registrerer domænenavne under .dk-domænet efter først –til-mølle princippet”, så ejer den danske stat domænenavnet. Det er kun til låns. Hvis den danske stat senere vurdere, at andre kan have mere gavn af domænenavnet, så skal det altså overdrages til vedkommende. Det er hvad lovfortolkningen fra Klagenævnet lægger op til og dermed kan ingen længere vide sig sikre på om de må anvende deres domæne aktivt til evig tid.

Men hvad er det for en vægtning mellem privatpersoner og eller virksomheder, som gør sig gældende? Hvilken nytteetik er det den danske stat ønsker at være garant for? Og vil de også anvende den praksis i forhold til telefonnumre, nummerplader, uddannelsespladser, pladsreservationer i toget, fordeling af energi, etc. etc. i ”almenvellets interesse”?

Jeg læste for nyligt en artikel på News dk, som handler om, at ”kina ikke vil tillade domæner til private”.
I Kina handler det om censur. I Danmark handler det om kommercielle interesser. Kinas politik i forhold til Internettet er afskyelig. I Danmark må jeg konstatere, at vi er langt fra de forhold, der gør sig gældende vedrørende dot-com domænet. Her skal der være opfyldt alle af følgende tre elementer for at en klage efterkommes:

  • The domain name is identical or confusingly similar to a trademark or service mark in which the complainant has rights;
  • The registrant does not have any rights or legitimate interests in the domain name; and
  • The registrant registered the domain name and is using it in “bad faith.”

Kilde: Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/UDRP

Jeg er nu klar over, at den danske stat ejer domænerne og at vi kun har dem til låns. Men jeg er ikke enig i, at kommercielle interesser kan sidestilles med samfundsmæssige interesser og derved være vigtigere end private interesser.



Artikel fra Version2 om Eof.dk: http://www.version2.dk/artikel/12124-klagenaevn-konfiskerer-html-fri-domaener
Artikel fra Version2 om Orango: http://www.version2.dk/artikel/13478-it-folk-i-oproer-orangodk-sagen-er-en-skandale
Artikel fra ComON om Klonk.dk: http://www.comon.dk/nyheder/Ny-kontroversiel-domaene-afgoerelse-1.250247.html
Artikel fra ComOn om Isabells.dk: http://www.comon.dk/nyheder/Dansk-domaenesynder-reddet-af-otte-arig-datter-1.241803.html
Se også redegørelser på de respektive domæner så længe det varer: Klonk.dk og orango.dk

Blippy.com - del hvad du køber og bliv inspireret af andres køb

I går signede jeg op til et af de mest grænseoverskridende communities, som jeg har deltaget i … indtil videre. Blippy.com lader dig dele dine transaktioner med venner, bekendte og fremmede. Det vil sige, at alt hvad jeg køber på Amazon, Threadless og iTunes vil fremover kunne ses på min Blippy konto. Havde jeg en amerikansk bank ville jeg også kunne knytte mit Visa eller Mastercard til tjenesten. Og ligeledes er et par andre - primært amerikanske - tjenester tilknyttet såsom Zappos, GoDaddy, Audible og Blockbuster og man kan forvente, at flere kommer til i takt med at sitet vokser.

Techcrunch har lavet en video med CEO Philip Kaplan, der forklarer hvad tjenesten går ud på og hvorfor han synes, at det er en god ide til et community. Se den her: http://www.youtube.com/watch?v=SSibRDdKG04

Facebook afprøvede egentlig ideen med Beacon. Tjenesten blev udsat for massiv kritik og lukkede igen i slutningen af 2009. I mine øjne var problemet i første omgang, at personer på Facebook aldrig blev spurgt om de ville være med og at de ikke havde kontrol med den information, som flød mellem sites og andre brugere. I anden omgang kan det så diskuteres, hvor meget information folk er villige til at dele. Men selvom der har været en række reaktioner på Facebooks seneste ændringer i forhold til hvilke informationer, der er private på Facebook, så er det min overbevisning, at det ikke bliver færre informationer, som vi er villige til at dele. Selvom Blippy netop får en til at tænke på privatliv, vil jeg dog undlade at lade dette blogindlæg handle om denne problemstilling yderligere.

Det interessante er den relation, der er mellem transaktion og køber og potentiel køber.

Christoffer Rolleyson skriver i en artikel på ofte interessante SocialMedia.biz, at:

“Federated identity + social will rapidly become a mechanism for people to ask their friends for input on buying decisions. It will change how people buy.”

1. Almindelige menneskers bedømmelser og anmeldelser har været et af de første skridt i retning af tjenester, der tilbyder sociale elementer til vurdering af produktet. Vi kan i flere tilfælde være trygge og få mere valid information om et produkt eller service, når mange mennesker har afgivet deres vurdering, end når der kun er tale om én eksperts vurdering. På samme måde kan Googles og Facebooks Friend Connect give sites med produkter eller services muligheder for at skelne mellem hvad de nære venner mener og hvad den store mængde af mennesker har sagt.

2. Blippy gør produktanbefalinger endnu mere nærværende. Vi bedømmer ikke alt hvad vi køber. Og vi fortæller ikke om alt hvad vi i vores dagligdag bruger igen og igen. Det er to sidet: for det første promoveres det enkelte produkt overfor vennerne. For mit vedkommende gælder det hvis et nyt album er udkommet uden min viden. Det kan også gælde gode tilbud på f.eks. tøj. Jeg frygter ikke, at mine nære venner køber præcis samme T-shirt på Threadless som jeg gør. Men de vil givetvis blive inspirerede til at købe en anden vare på grund af prisen. For det andet vil tjenester, hvor vi afholder vores transaktioner, blive promoveret. Hvis jeg er interesseret i produktet, så ved jeg både hvor det kan købes og til hvilken pris.

3. Når Jason Calacanis køber PacMan til sin iPhone, så vil der potentielt være folk der følger ham, som går ud og gør præcis det samme. Køber PacMan til iPhone. Ydermere åbner det op for markedsføringstiltag i form at sponsorerede køb, fordi penetrationen sker gennem genkendelige og troværdige personer – venner og indflydelsesrige eller respekterede personer. Det er ikke nyt, men det er mere direkte og lettere end nogensinde før.

4. De data jeg efterlader på Blippy er tilgængelige for andre personer på nettet. Og virksomheder. Disse virksomheder vil kunne se mig som potentiel kunde og vil måske kunne finde på at markedsføre sig direkte overfor mig. Det er måske meget omkostningstungt at markedsføre sig overfor den enkelte, hvor prisen for en vare eller ydelse er lav. Men sælger virksomheden et produkt, der kræver færre salg pr måned, for at opnå en tilfredsstillende indtjening, så er det måske interessant? Mere interessant er det dog, hvis problemstillingen omkring automatisering af markedsføring af varer til lav pris kan løses uden at det betyder, at forbrugeren spammes med tilbud eller føler sit privatliv invaderet.

5. At være en tjeneste som Blippy, som har data på brugeren og på de produkter der er købt, kan blive en særdeles givtig forretning. Ikke fordi mine private data sælges, men fordi de opnår information om købemønstre, geografiske forskelle, trends, relationers indflydelse, deres strukturelle udvikling, etc., etc. Det er ikke noget som er forbeholdt Blippy og noget jeg er specielt bekymret omkring. Vi kender det i dag fra supermarkeder, der laver analyser på hvilke varer og tilbud, som optræder sammen i de handlendes indkøbskurv.

Jeg er klar over, at min tilgang er alt for positiv, ubekymret og naiv. Men jeg synes blufærdigheden omkring privatliv kan være hæmmende for udviklingen. Det er ikke et spørgsmål om narcissisme eller at gå rundt i offentligheden uden bukser på. Det er et spørgsmål om at være bevidst om hvilke data jeg efterlader hvor og at tage kontrol over det.  I sidste ende vil min tilgang måske efterlade så meget information, at jeg i mig selv er et informationsoverload? Jeg siger det ud fra devisen, at hvis det ser ud som om ingen informationer om mig er hemmelige, så er ingen informationer om mig interessante. Så langt ud behøver man ikke komme. Men det jeg ønsker, at andre også tænker over, er, at de informationer, der kan findes om mig på nettet ikke er anderledes end dem, der kan findes om mig i den fysiske verden. Forskellen er måske hvor nemt tilgængelige de er.

Hvordan ser fremtiden ud for Blippy? Vi kan forvente, at lignende sites skyde op. Blippy har allerede 2.500 brugere og 10.000, der venter på at blive lukket ind i deres beta version. Jeg fik min invite i går og har 20 invites tilbage til, såfremt nogen måtte have lyst til at afprøve det. Min konto er her: http://www.blippy.com/scherz/