RE:aktion

Nye tider
Der er to begivenheder, der har påvirket vores syn på privatliv de seneste år. Den ene er forfølgelsen af celebritys - og med amatørers indtog i denne verden, forfølgelsen af disse personer. Den anden er Internettet og dets muligheder for at producere, indsamle, håndtere og distribuere data om dig. Det er sidstnævnte, der har min interesse.

Frygt, paranoia, idealisme, pragmatik, ligegyldighed, uvidenhed, sensation og meget mere, præger en debat om privatlivet på Internettet, der både må forholde sig til etisk filosofiske dimensioner såvel som kapitalistiske mekanismer. Information skriver i artiklen “Ville du dele feriebilleder med Stasi?” i en pervers tone om hvordan vores privatliv er truet. Google og Facebook sammenlignes med en manipulerende og morderisk organisation, og ved at kaste om sig med eksempler til højre og venstre eksemplificerer den en journalistisk tilgang til en kompleks problemstilling.

Big Brother fremstilles ofte i et negativt lys. Supermarkedernes indsamling af data ved hjælp af kassebonnens lille tabel, der afslører at flertallet af købere af Ariel vaskepulver også handler Lambi køkkenruller, hjælper Supermarkedet til ikke at sætte begge ting på tilbud i samme uge. Er du bange for, at et system, der tænker ikke selv, er klogere end dig og at du derfor ikke kan træffe dine egne valg?

Dine oplysninger på nettet er en handelsvare
Jeg har i snart 11-12 år brugt Google som søgemaskine. I 3-4 år har jeg været på Facebook og et enkelt år er netop passeret på Twitter. På intet tidspunkt har jeg betalt dem en eneste krone.

Internettet er kommet for at blive. Google er kommet for at blive. Facebook er kommet for at blive. Vi bruger tjenesterne mod at udlevere vores data. Det er vores handelsvare i en verden, der ikke er gratis, men tilgængelig.

Det er ikke min hensigt at diskutere mekanismerne ved og implicationerne af Freeconomics [Bogen] [Wired]. Men free betyder paradoksalt nok, at forbrugeren ikke er helt fri. Den information jeg afgiver, bliver brugt overfor mig selv, personligt, såvel som data der adderes til en større mængde, hvor min adfærd lægges i bunken af andres adfærd.

Lovgivning, relevans og mig selv
Når jeg opretter mig på sociale medier (Facebook, Youtube, wordpress, etc.), hvor jeg skaber og deler indhold, så siger jeg ja til en række betingelser. Det skal jeg af flere årsager. Hvis ikke tjenesterne havde mit samtykke, kunne de slet ikke publicere mine handlinger. Det ville stride imod lovgivningen og derved umuliggøre tjenesten i sin natur (muligvis er straffelovens § 263 og § 264, persondataloven § 7 og § 8 samt forvaltningsloven § 28 den direkte reference i danske sammenhænge, men jeg ved det egentlig ikke). De handlinger jeg foretager bliver for så vidt deres ejendom (for det meste ikke-eksklusiv). Den viden de opnår, kan de så anvende til at forbedre deres tjeneste.

Når jeg søger på Google er det deres hensigt at gøre resultaterne mere relevante. Deres kendskab til mine præferencer gennem tidligere søgninger er medhjælpende til dette. De reklamer der vises kan have en tendens til at fremstår som relevant indhold. Men så længe de overholder markedsføringsloven, så har jeg ikke noget problem med det.

Internettet rummer nogle helt nye muligheder inden for markedsføring i forhold til målretning og måling af vores handlinger. Selvfølgelig skal det udnyttes. Lad mig citere Information, hvor Stephan Humer siger:

“Det største problem med privatliv og internet er folks manglende evne til at omgås problemet. Det er et spørgsmål om teknisk kompetence. Det kan vi fastslå igen og igen. Mange mennesker har ganske enkelt svært ved at håndtere problematikken, og de handler, før de tænker,” [Han] nævner debatten om VHS-maskinens skadelige indvirkning på ungdommen i 80′erne som et eksempel på manglende viden om nye medier.

“Hvis folk var klar over, hvilke betingelser de går ind på, ville det ikke være så slemt.”

Privatlivet er en social norm
Ovenstående er i bloggens udgangspunkt et udtryk for mine private holdninger. Jeg siger ikke, at Big Brother er godt. Men jeg mener, at Constanze Kurz (citat igen fra Information) har ret, når hun siger:

“Jeg tror, vi skal til at opfinde nye sociale normer, men også nye juridiske regler, der kan forhindre, at teknologiens indtog i privatsfæren opfattes som noget selvfølgeligt,”

Hvad mine bedsteforældre eller forældre opfattede som privatliv er ikke det samme som jeg opfatter som privatliv. Og de yngre generationers (kritiske og naturlige) anvendelse af sociale medier vil ligeledes påvirke mine normer. Privatlivet er en social norm og vi er først lige begyndt at stille spørgsmålene.

Efter at have fulgt Tim Ferriss blog i to års tid er jeg endt med at købe hans bog ‘The Four Hour Work Week’. På den måde blev jeg også “offer” for hans velsmurte maskine, men det gør ikke noget, det er en udmærket bog, hvor jeg sprang et enkelt kapitel over og måske synes de første var de mest interessante.

Egentlig havde jeg misforstået bogens indhold indtil jeg kort omtalte den for min gode ven Andreas. Jeg troede, at det handlede om, at hvis jeg ved siden af mit arbejde brugte fire timer om ugen på noget jeg synes om, så ville jeg også få succes med det. Og fra den tid jeg startede med at følge Tim Ferriss blog, var det noget jeg begyndt at praktisere. Delvist i forhold til denne blogs skift af indhold tilbage i maj 2008. Mere markant i forhold til andre ting, der er bloggen her uvedkommende.

Undertitlen er “Escape 9-5, live anywhere, and join the new rich”. Det handler ikke om at bruge fire timer ved siden af sit arbejde. Jeg havde opfattet det forkert. For det handler om at bruge fire timer om ugen på sit arbejde. Gennem bogen fortæller Tim Ferriss om hvordan man frigør sine ressourcer. Han har en personlig assistent i Indien. Han får sig faktisk meget hurtigt to. Han fortæller om sine mange fejl og succeser og selvom han er amerikansk i sin salgstone, så synes jeg ikke bogen er overdrevet langtrukken, som nogle af hans amerikanske non-fiction kollegaer har for vane.

Bogen er anvendelig. Budskabet kommer indefra, trækker tingene ned på jorden og gør det muligt.
Den starter med at definere nogle problemstillinger. Introducerer hvordan han bruger 80/20 reglen. At han tjener 80% på de 20% bedste kunder. De sidste 20% er dem, der giver ham flest problemer i arbejdet.
Han definerer nogle barrierer de fleste(?) går rundt med og så bryder han dem ned. Blandt andet bruger han begreber som “ikke at overvurdere sin modstander eller undervurdere sig selv”. Hvilket virker rigtig godt, hvis du skal møde en stor kanon i en virksomhed.
Og så stiller han i det hele taget en masse spørgsmål, som man som læser må overveje for at kunne opretholde sin selvforståelse.

Det er iværksætteren (entreprenøren) han taler til. Og der er flere ting som ikke interesser mig synderligt at forfølge. Det er nu engang ikke min stil at “bede om tilgivelse i stedet for at bede om lov”. Ønsket om konstant at rejse og opleve hele verden er heller ikke min drivkraft. Tim er god nok her og siger, at det blot handler om at definere sit mål og forfølge det; ikke at vente til man pensioneres med at gøre hvad man vil.

Men efter at have læst bogen står jeg nok bedre rustet til at forfølge ideen om at bruge fire timer om ugen på (noget andet) jeg synes om.

Klonk.dk, Orango.dk og Eof.dk har indtil for nyligt været ejet af privatpersoner. I forbindelse med klagesager hos ”Klagenævnet for Domænenavne” er alle tre domæner blevet frataget ejerne og givet videre til virksomheder, som mener, at de er retmæssige ejere af domænet.

Jeg har for nyligt købt et domænenavn - http://www.recitat.dk/ - og i den forbindelse fik jeg en brochure fra DK Hostmaster, hvor der står følgende:

DIFO (Dansk Internet Forum) og DK Hostmaster har p.t. tre muligheder for at gribe ind, hvis et .dkdomænenavn ønskes suspenderet. Det drejer sig om tilfælde, hvor der er tale om:

• Åbenbart og ulovlig forvekslingsvirksomhed
• Åbenbar og ulovligt virke, der udgør en sikkerheds- eller samfundsmæssig risiko,
• Typosquatting, det vil sige fejltastningsdomænenavne, der får besøgende på deres hjemmeside, fordi internetbrugere taster et enkelt bogstav forkert i forhold til et allerede eksisterende domænenavn.

Men i disse sager har domænerne har været registreret før de pågældende virksomheder eksisterede. Altså har de private ejere aldrig handlet i ond tro eller haft til hensigt at købe domænet med henblik på videresalg.

I ”Lov om Internetdomæner, der særligt tildeles Danmark” hedder det i §12

Registranter må ikke registrere og anvende internetdomænenavne i strid med god domænenavnsskik.
Stk. 2. Registranter må ikke registrere og opretholde registreringer af internetdomænenavne alene med videresalg eller udlejning for øje.

I grunden er det en god regel, der skal holde domænesnyltere fra fadet. Hvordan det i de tre sager kan fortolkes mod ejerne står jeg undrende overfor. Registranten har nogle forpligtelser i forbindelse med betaling samt at domænet skal være i anvendelse. I alle tre tilfælde har domænerne været brugt til blandt andet privat email.

Selvom DK Hostmaster ifølge punkt 1 i deres Generelle Vilkår skriver, at de ”tildeler og registrerer domænenavne under .dk-domænet efter først –til-mølle princippet”, så ejer den danske stat domænenavnet. Det er kun til låns. Hvis den danske stat senere vurdere, at andre kan have mere gavn af domænenavnet, så skal det altså overdrages til vedkommende. Det er hvad lovfortolkningen fra Klagenævnet lægger op til og dermed kan ingen længere vide sig sikre på om de må anvende deres domæne aktivt til evig tid.

Men hvad er det for en vægtning mellem privatpersoner og eller virksomheder, som gør sig gældende? Hvilken nytteetik er det den danske stat ønsker at være garant for? Og vil de også anvende den praksis i forhold til telefonnumre, nummerplader, uddannelsespladser, pladsreservationer i toget, fordeling af energi, etc. etc. i ”almenvellets interesse”?

Jeg læste for nyligt en artikel på News dk, som handler om, at ”kina ikke vil tillade domæner til private”.
I Kina handler det om censur. I Danmark handler det om kommercielle interesser. Kinas politik i forhold til Internettet er afskyelig. I Danmark må jeg konstatere, at vi er langt fra de forhold, der gør sig gældende vedrørende dot-com domænet. Her skal der være opfyldt alle af følgende tre elementer for at en klage efterkommes:

• The domain name is identical or confusingly similar to a trademark or service mark in which the complainant has rights;
• The registrant does not have any rights or legitimate interests in the domain name; and
• The registrant registered the domain name and is using it in “bad faith.”

Kilde: Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/UDRP

Jeg er nu klar over, at den danske stat ejer domænerne og at vi kun har dem til låns. Men jeg er ikke enig i, at kommercielle interesser kan sidestilles med samfundsmæssige interesser og derved være vigtigere end private interesser.

Artikel fra Version2 om Eof.dk: http://www.version2.dk/artikel/12124-klagenaevn-konfiskerer-html-fri-domaener
Artikel fra Version2 om Orango: http://www.version2.dk/artikel/13478-it-folk-i-oproer-orangodk-sagen-er-en-skandale
Artikel fra ComON om Klonk.dk: http://www.comon.dk/nyheder/Ny-kontroversiel-domaene-afgoerelse-1.250247.html
Artikel fra ComOn om Isabells.dk: http://www.comon.dk/nyheder/Dansk-domaenesynder-reddet-af-otte-arig-datter-1.241803.html
Se også redegørelser på de respektive domæner så længe det varer: Klonk.dk og orango.dk