Magtens korridor
Direktøren begynder sit arbejde idet han læser Berlingske og JP til morgenmaden og det slutter ikke, da Shipping News og andet baggrundsmateriale læses i bilen på vej hjem. Dagen igennem har været et møde afløst af et andet. Da han går i seng ved halv tolv tiden har han haft tre vågne timer, som han ikke brugte på arbejde (frokost-, aftensmad og tur med hunden i fællesskab med konen).
Hvem gider det? Flere vil nok afvise dette liv, men hvis de virkelig fik chancen, er jeg af den opfattelse, at du ikke skal være arbejdsnarkoman for at ville overveje at tage et sådan job. Det er de færreste unge fodboldspillere, der ville takke nej til en kontrakt med en storklub. Det er de færreste forretningsledere, der ville takke nej til stillingen som CEO i Danmarks største virksomhed. Det er ikke et spørgsmål “om”, men “hvornår”, der kan være afgørende – hvis du forstår princippet i pointen.
I dag læste jeg Anne Sofie Kraghs artikel i Euroman, der handler om Nils Smedegaard Andersen, der er chef for A.P. Møller-Mærsk. Selvfølgelig har Smedegaard Andersen tænkt sig om da han tog jobbet. Det må være en almindelig reaktion hos personer, der møder forandringer eller muligheder i deres liv. Ikke at alle gør sig de samme overvejelser. Men at du, uanset hvor meget du lever i nutiden, også gør dig nogle tanker om hvad du vil og hvad tingene betyder.
Artiklen er spøjs, fordi det er så tydeligt, at den har en agenda. Nils Smedegaard Andersen skal fremstilles som en kontrolleret, professionel, skarp og lidt ukarismatisk leder. Anne Sofie bruger både sin interviewperson, relaterede personer og processen i at få portrættet i hus til at vise disse karaktertræk. Historien lykkes i den forstand, at jeg sidder tilbage med netop det indtryk.
Direktører er interessante personer, som kendte mennesker fra TV, sportsfolk, musikere. På hver deres felt kan de være talentfulde, stræb- og arbejdsomme. Og så giver de os en version af en personlighed og kan på den måde blive et forbillede for en levevis og -indstilling.
Nils Smedegaard Andersen er “i tilgift forholdsvis ukarismatisk, hvilket er et plus, når man er hos A.O. Møller-Mærsk”. Om det er korrekt, at det er et plus kan jeg ikke forholde mig. Men det lader til at han er sig selv.
Jeg har i min korte karriere i erhvervslivet hørt flere sige, at de sagtens kan adskille erhvervslivet fra deres fritidsliv; at de går rundt i jeans og er mere afslappede i hjemmet. De får det ofte til at lyde som om de er to forskellige personer. Nogle af de fejlslutninger der er i beskrivelsen af det postmoderne samfund må være, at vi iklæder os forskellige masker afhængigt af hvilken kontekst vi befinder os i. Det eneste der er sandt i dette må være, at vi kan befinde os i mange forskellige kontekster. På Brøndby stadion er jeg klædt i andet tøj end når jeg sidder til ledermøde. Men jeg er stadig den samme Erik; jeg har stadig de samme værdier og samme reaktionsmønstre. Hvordan skulle du ellers kunne stole på mig – og hvordan skulle jeg kunne stole på mig selv?
En af de mest glædelige ting, der sker i min arbejdsdag er, når kollegaer lægger deres personlighed i deres arbejde; at de giver lidt af dem selv; åbner sig og tilføjer det de har i hænderne en unik værdi. Du behøver ikke gøre det mange gange i dit kærlighedsliv, i dine venskaber, på fodboldbanen, på arbejdet før du ser værdien af det. Må dette være en påmindelse til mig selv.
