Vi er alle på Google+ om et halvt år

Google + er lanceret og i uset grad vokset fra 0 til 20 mio brugere på lidt over en måneds tid. Som med mange andre tjenester starter Google i en invite only Beta version. Der rettes bugs og rettes til, men ingen nedetid trods den vulgært hurtige vækst i antal tilmeldte. For brugere kan man nok ikke kalde dem endnu. Mange opretter sig og ser tiden an.

Jeg er ikke ved at falde ned af stolen af begejstring. Designet er Googles sædvanlige, simple hvide flade i tre spalter. Og det er bare ikke cool og lækkert som havde Apple stået bag. Funktionalitet er ikke anderledes end på Facebook. Og med både Facebook og Twitter (og LinkedIn) til hver deres netværks formål føler jeg ikke det store behov for endnu et netværk.

Men alligevel tror jeg, at Google lykkes med hvad de ikke kunne med Orkut, Wave, Buzz, hvad ved jeg. Med Youtubes mulige designmæssige ændringer med Cosmic Panda er der måske blødt op for brud på andre tjenester på noget der ellers lignede et livstidsdogme? Hvorvidt funktionaliteten (f.eks. cirkler) bliver bedre udnyttet – eftersom vi de seneste år er blevet dygtigere til at anvende sociale medier – vil tiden vise. Og endelig vil en række psykologiske ting spille ind.

Paul Ford skriver indlevende og klarsynet i NYmag om hvorledes en historie må ende. Sociale mediers natur

“has no understanding of anything aside from the connections between individuals and the ceaseless flow of time: No beginnings, and no endings.”

og efter historier om ophobninger af hukommelse og oplevelser vi har delt på Facebook, Franzen der ønsker at vi har mere LOVE end LIKE i vores liv og om det enkelte individs adgang til taletid til potentielt milliarder af mennesker, så skriver han i sidste paragraf:

“We’ll still need professionals to organize the events of the world into narratives, and our story-craving brains will still need the narrative hooks, the cold opens, the dramatic climaxes, and that all-important “■” to help us make sense of the great glut of recent history that is dumped over us every morning. No matter what comes along streams, feeds, and walls, we will still have need of an ending.”

Linda Nørgaard Framke er ligeledes klar i mælet, når hun skriver, at det er slut med illusionen om venskaber [link]. Relationer er ikke hvad de har været og på den måde giver Google + også Framke en mulighed for at starte forfra. Hun fremhæver ligeledes, at Google+ er mere seriøst end Facebook, hvor mange informationer i hendes newsfeed er irrelevante. Nogen vil være uenige i hvad der opfattes som relevant, men pointen om at Google+ er mere seriøst er den samme, som jeg oplevede, da jeg i sin tid vente MySpace ryggen tilfordel for Facebook.

Der går nok et par måneder og nogle first movers, der opnår en tilstrækkelig feedback til at de vil fortsætte, før Google opnår en kritisk masse af brugere. Lidt som manden i en video (der gik viralt for to år siden) forsøger at sætte gang i en fest til en Santagold koncert. I klippet nedenfor har manden allerede danset i flere minutter. Men det hele tager pludselig fart 53 sekunder inde i videoen. “I got to be unstoppable,” synger Santagold. Det er lige hvad Google er.


4 kommentarer til “Vi er alle på Google+ om et halvt år”

  1. Yvonne skrev:

    aug 01, 11 klokken 13:15

    Fantastisk klip! Jeg græd af grin.

    SKAL det være seriøst? Personligt har jeg aldrig tænkt Facebook som noget, der skulle være seriøst. Men det er skønt, når det sker; når vi fx i en samtale fordyber os i mobningens natur og erfaringer med selvsamme.

    Fb passer mit temperament, i den forstand at jeg skelner mellem de lange, dybe og afsluttede refleksioner, som jeg publicerer andetsteds, og det spontane behov for at ytre mig, dele stuff og ‘tale’ med andre (ikke chat), som jeg forbeholder fb.

    Mit behov for at dele nørdede, holdningsmæssige og sjove ting med andre i en daglig strøm er ikke særligt stort, men det er det hos mange andre – og det er nok sådan, jeg kommer til at bruge Google+: fortrinsvis som en måde at koble mig til strømmen fra andre informationsproducerende profiler på. Som jeg gider at læse. Nu får vi se.

    Grundlæggende finder jeg det biografiske aspekt ved mennesker langt mere interessant end det konstrueret mentale (til forskel fra det ubevidst mentale og det personligt mentale). Overfladisk set ser det biografiske aspekt ofte ikke ud af ret meget, men det er det mentale aspekt levet, og et sandere udtryk for mennesket end det, det foretrækker at lade sig tolke gennem. Fb (og dagbogsblogging) kan – i større eller mindre grad – levere den form for indblik.

  2. Yvonne skrev:

    aug 01, 11 klokken 15:00

    Jeg glemte en pointe. Sådan som jeg tænker vore narrative behov, så er der grundlæggende to – som begge næres på sociale medier som fx fb, blogs og Google+. De udspringer fra hhv. den episodiske og den semantiske hukommelse, og jeg kalder dem for den stærke og den svage narrativitet (i mit speciale, hvori jeg fremlægger og anvender min teori om narrativ erkendelse). Vi kan foretrække den ene frem for den anden.

    I Umberto Ecos Dronning Loanas mystiske flamme mister hovedpersonen den episodiske hukommelse, dvs. han mister erindringen om sig selv tilbage i tiden, mens han bevarer den semantiske hukommelse, dvs. han kan huske alle faktuelle ting, som han har lært gennem tiden. Alt det, der er knyttet til følelsesmæssige erfaringer, er forsvundet fra hans erindring, hans bevidsthed.

    Det, nogle af os gør på bl.a. fb og blogs, er at ytre os om følelsesmæssige og personlige forhold, og vi gør det dateret med det seneste øverst, dvs. på en kontinuerlig, sammenhængende og let begribelig facon, som er i overensstemmelse med den måde, den episodiske hukommelse fungerer på. Den stærke narrativitet etablerer en oplevelse af fortrolighed med den, der udtrykker sig.

    Det, andre af os gør på bl.a. fb, blogs og websteder, er at konstruere indbyrdes sammenhængende og afsluttet eller kohærent information om forskellige emner indenfor et interessefelt (eller på arbejde), i overensstemmelse med den måde, som den semantiske hukommelse fungerer på. Den svage narrativitet etablerer en oplevelse af at vide, at blive informeret.

    Vi kan sagtens kommunikere de samme steder på nettet, men vi oplever og udøver forskellige former for kommunikation – eller narrativitet. Hos nogle går det op i en højere enhed, de kan begge dele, og vi er – nødvendigivs – i stand til at navigere i begge dele på én gang.

    Sandt at sige så ligger min teori lidt langt væk i den semantiske hukommelse. Men jeg foretrækker også den stærke narrativitet frem for den svage. Ikke sjældent til min fortrydelse.

  3. Louise skrev:

    aug 01, 11 klokken 17:50

    Jeg oplever fra mig selv (i mig selv?) en stadigt større følelse (eller måske mangel på samme?) af, at kun det jeg deler med andre og modtager andres respons på, er virkelig virkeligt. Hvad jeg hver dag præsterer på mit job (i hvert fald det mere rutineprægede af det) og i mit parforhold mister substans, fordi det ikke “postes” eller eksisterer ud over i min egen bevidsthed. Det er naturligvis en vanvittigt uheldig måde at udleve sig selv på, men det er ikke desto mindre et faktum, at jeg lider under et sådant indre ekshibitionistisk pres, som er tiltaget drastisk med de sociale mediers fremkomst.
    Jeg er ikke typen, der ønsker mig tilbage til stenaldertavler, eller mener at tingene var bedre før internettet og den virtuelle interaktion. Dengang var jeg afhængig af mine forældres og lærernes anerkendelse, men det er klart at mit bekræftelsesbehov nemmere “tilgodeses” nutildags, men med tomme kalorier, der ikke mætter.
    Jeg ønsker/håber at Google+ kan blive en platform hvor det tydeligere fremgår, at det er et forum for meningsudveksling ( i ordets bredeste forstand) og jeg finder, at lige netop det “ucharmerende” layout tydeliggør, at vi ikke er på hjemmebane, men på en udebane der fagligt og meneskeligt kan udvikle os. Men ikke erstatte vores fysiske virkelighed med alt hvad den indebærer af savn, krop og (iblandt alt for virkelig) substantiel virkelighed.
    Og pudsigt at jeg formulerer alt dette, netop her. I en virtuel verden, hvor jeg hverken kender indlæggets forfatter ( hej, hej Erik ) eller Yvonne personligt, men alligevel oplever en – måske indbildt – art fællesskab med . Og please – lad mig bare blive i troen ;-)

  4. Erik Scherz Andersen skrev:

    aug 01, 11 klokken 23:37

    Men, Yvonne, narration er vel ikke blot en kværnen, men også en begyndelse og slutning? Findes den på Facebook/ sociale medier? Eller den slet ikke nødvendig for vores “episodiske hukommelse”? Jeg tænker i termer som at flytte bopæl, fordi posen trænger til at blive rystet; vores skills på sociale netværk var (er?) ikke særligt udviklede, da vi først kom på Facebook og vi har været en del igennem som vi måske gerne vil lægge bag os? Omvendt kan man sige, at der er kommet en rutine ind, vi har bl.a. efterhånden fået blokeret alle spil applikationerne, så de ikke vises i vores feeds. Hvorfor flytte fra et hus, man endelig har fundet sig til rette i?

    Louise, du må finde tilbage til kvaliteterne i intimiteten, således at du kan finde en balance i det ekshibitionistiske. Et pendul må svinge begge veje for at få det maximale ud af sit sving. (måske, det kan jeg ikke vide for lige netop dig)


Hvad synes du?