RE:aktion

Eric Steuer har på Creative Commons (CC) blog opfordret til at støtte CC i deres forsvar mod ASCAPs påstand om at CC underminerer deres ophavsret.

Jeg er selv stor tilhænger af Creative Commons tilgang til copyright. Ét, fordi ophavsret ikke er sort hvid, men handler om andres anvendelse. To, fordi det giver ophavsmanden kontrol over sit eget værk.

Det er udueligt, at ASCAPs påstand er serveret kynisk og løgnagtig og i sammenhæng med en fundraising for deres organisation. Men det er jo i og for sig korrekt, at ”FREE” udfordrer de gamle rettighedshaver. Kontrollen fjernes fra organisationen til den enkelte og tidligere forretningsmodeller udfordres af nye.

Så i stedet for at forsvare en tid der var før 1995, så burde ASCAP forandre deres organisation, så den kan varetage de udfordringer, som komponister, forfattere og udgivere står overfor i dag.

Der er fortsat brug for administration af ophavsret, juridisk bistand og lignende arbejde, som en organisation har bedre muligheder for at udføre end den enkelte. Det må blot ske under andre forhold end dem for 20 år siden.

Computerworld er blandt af de få danske nyhedsmedier, hvis artikler jeg ugentligt skimmer igennem. Det er egentlig ikke fordi nyhederne altid er lige skarpe. Udgangspunktet er, at jeg gerne vil vide, hvad der er nyheder i mainstream IT Danmark, som jeg vel er en del af. Og det gør de fint.

Computerworld og journalist Kristian Hansen fik i går aftes overrakt Mediernes Internet Pris 2010 for bedste netjournalistik for afsløringen af KMD og kommunernes omgåelse af udbudsregler samt overtrædelse af regler om modtagelse af gaver. Og min umiddelbare holdning er også, at det er en fortjent pris for et fagligt stærkt stykke arbejde. Tillykke!

Men da jeg var på computerworld.dk tidligere i dag blev jeg overrasket over endnu et nyt banner. Så jeg begyndte at tælle antallet af annoncer på en tilfældig artikel (den øverste på forsiden lige nu). Et Topbanner. En annonce over henholdsvis artikeltekst og RSS feed for seneste nye artikler. To skyscraber. Et artikelbanner. Fire annoncer for Whitepapers i sidebaren og en under artikelteksten. To sæt Google Adsense med henholdsvis to og fire annoncer og i bunden er der sørme også fem partnerlinks og et blinkende ikon for Adtech. Annonce(blokke) placeret 15 forskellige steder på en side. Hvad sker der?
Dertil kommer feeds fra IDG kurser, IT kursusguiden, Jobworld, Computerworlds shop og PC World.

Jens Christian Madsen skrev i Market Magazine tilbage i maj følgende kloge ord i artiklen ’Bannere der rykker’:

Som udgangspunkt afbryder og forstyrrer banneret modtageren, mens han/hun er i gang med noget andet.

Men med så mange annoncer, der slås om opmærksomheden, er der ikke noget der afbryder. Så mister banneret sin gennemslagskraft. Havde det været en tryksag er det lige før, at mængden af indhold er så lav i forhold til annonceringen, at det ikke ville kunne kaldes et nyhedsmedie.

På den anden side må de gerne holde sig fra deres klodsede Takeover format, så skal jeg nok blive jeg ved med at læse Computerworld.

Bandet “Elsinore” ville bruge et billede malet af Brittany Pyle som deres pladecover. Rettighedshaverne af Roy Lichtensteins “Kiss V” mener imidlertid, at Pyles billede bryder med deres ophavsret. Det viser sig dog, at Pyle blot har brugt samme originale kilde som Lichtenstein, et tegneseriehæfte her afsløret på “Deconstructing Lichtenstein” og altså ikke Lichtenstein.

Så Lichtenstein må godt, mens Pyle/ Elsinore ikke må? Nogle påstår, at ophavsretten ikke er så simpel igen:

På den ene side er svært at konkludere, hvorvidt Lichtenstein har gjort mere godt for tegneserier end Andy Warhol har for suppe (som en frækt udtrykker det på Techdirt). Men hvis Lichtensteins popularisering eller bearbejdning af billedet i form af enten ændring af kontekst (kunstgalleri) eller beskæring af billede er tilstrækkelig til at kræve sin ophavsret, så er tæppet under ophavsretten på billeder vel først trukket væk.

På den anden side er der endnu ingen beviser for at Lichtenstein har kopieret en anden – ud over at det er almenkendt, at Lichtenstein var inspireret af tegneserier [Wikipedia]. Kilden til tegneserien er ikke afsløret. Så hvad hvis Lichtenstein kom først og materialet, som Pyle har malet efter, er blevet fremstillet senere? Så er Pyles billede en kopi af en kopi og dermed også en kopi af det originale værk.

Med mindre det ikke nedarves, fordi brud på ophavsret ikke er sket ud fra en intentionel handling. Pyle har nok kendt til Lichtensteins værk, men intensionen var ikke at kopiere Lichtenstein, men derimod Lichtensteins originale kilde?

I dag har jeg set “Copying is not theft” på Youtube; en kort video, der må stå som min kommentar til denne spegede sag.

Jeg har iøvrigt historien fra BoingBoing.

Gad vide om Pressenævnet er ved at indse, at det gamle begreb Copyright er ved at være forældet? I deres nylige offentliggørelse af årsberetning for 2009 skriver de, at information tager fra åbne Facebook profiler frit kan anvendes:

“Oplysninger hentet på en åben profil er at betragte som offentligt tilgængelig. Derfor kan medierne bruge indholdet uden at spørge personen bag profilen om lov først.”

Problemet er, at Pressenævnet blander presseetik sammen med ophavsret. Det er et etisk spørgsmål hvorvidt det skal være muligt for pressen at anvende private data en person beskytter mod fremmede øjne. Det er et ophavsretligt spørgsmål om det er tilladt at publicere en tekst eller billede. Flickr har et aktivt samarbejde med Creative Commons, der øger opmærksomheden om rettigheder til det pågældende billede.
Facebook, der måske har verdens største samling af billeder, gør ikke særlig opmærksom på ophavsretten til det enkelte billede. Men i “Statement of Rights and Responsibilities” star følgende i punkt 2, stk. 4:

“When you publish content or information using the “everyone” setting, it means that everyone, including people off of Facebook, will have access to that information and we may not have control over what they do with it.”

Men allerede i punkt 2, stk 1 har de defineret retten til at være din egen og Facebooks (fordi det kræves for at de kan publicere dit indhold overfor dine venner).

“(..)you grant us a non-exclusive, transferable, sub-licensable, royalty-free, worldwide license to use any IP content that you post on or in connection with Facebook (“IP License”).”

(Og Facebooks rettigheder forældes den dag du sletter dit indhold, hvis du skulle være i tvivl. Se samme sted).

For det første er det altså ikke op til Pressenævnet at afgøre om materiale postet på Facebook frit kan anvendes af pressen.
For det andet mener jeg, at deres skelnen mellem en åben og en lukket profil ikke er så simpel. Jeg tillader f.eks. venners venner at se mine billeder, mens kun mine venner kan følge flowet på min væg. Mine personlige data er derimod tilgængelige for alle, da disse kan findes alle andre steder. Da jeg dog har oprettet mig på Friendfeed og anvender Friendfeed som LIVE feed på min hjemmeside kan man se alle mine egne opslag på min væg dér.

Men det kan jo være Pressenævnet blot er ved at bløde op mod nye tider, hvor indhold fra netaviser, der ikke gemmer sig bag en betalingsmur, er frit anvendeligt af hvem det måtte interessere – med mindre det anvendes krænkende for netavisen. Eller for at omskrive endnu en af Pressenævnets flotte formuleringer:
Omvendt kan en bruger komme i besiddelse af materiale fra en betalingsavis, der har så stor samfundsmæssig interesse, at en offentliggørelse overstiger hensynet til artiklens ophav. Materialet kan i sådanne situationer offentliggøres uden at medføre en tilsidesættelse af de presseetiske regler.

Årsberetning kan hentes her: http://pressenaevnet.net.dynamicweb.dk/Files/Filer/pdf/Aarsberetning_2009.pdf

Nye tider
Der er to begivenheder, der har påvirket vores syn på privatliv de seneste år. Den ene er forfølgelsen af celebritys – og med amatørers indtog i denne verden, forfølgelsen af disse personer. Den anden er Internettet og dets muligheder for at producere, indsamle, håndtere og distribuere data om dig. Det er sidstnævnte, der har min interesse.

Frygt, paranoia, idealisme, pragmatik, ligegyldighed, uvidenhed, sensation og meget mere, præger en debat om privatlivet på Internettet, der både må forholde sig til etisk filosofiske dimensioner såvel som kapitalistiske mekanismer. Information skriver i artiklen “Ville du dele feriebilleder med Stasi?” i en pervers tone om hvordan vores privatliv er truet. Google og Facebook sammenlignes med en manipulerende og morderisk organisation, og ved at kaste om sig med eksempler til højre og venstre eksemplificerer den en journalistisk tilgang til en kompleks problemstilling.

Big Brother fremstilles ofte i et negativt lys. Supermarkedernes indsamling af data ved hjælp af kassebonnens lille tabel, der afslører at flertallet af købere af Ariel vaskepulver også handler Lambi køkkenruller, hjælper Supermarkedet til ikke at sætte begge ting på tilbud i samme uge. Er du bange for, at et system, der tænker ikke selv, er klogere end dig og at du derfor ikke kan træffe dine egne valg?

Dine oplysninger på nettet er en handelsvare
Jeg har i snart 11-12 år brugt Google som søgemaskine. I 3-4 år har jeg været på Facebook og et enkelt år er netop passeret på Twitter. På intet tidspunkt har jeg betalt dem en eneste krone.

Internettet er kommet for at blive. Google er kommet for at blive. Facebook er kommet for at blive. Vi bruger tjenesterne mod at udlevere vores data. Det er vores handelsvare i en verden, der ikke er gratis, men tilgængelig.

Det er ikke min hensigt at diskutere mekanismerne ved og implicationerne af Freeconomics [Bogen] [Wired]. Men free betyder paradoksalt nok, at forbrugeren ikke er helt fri. Den information jeg afgiver, bliver brugt overfor mig selv, personligt, såvel som data der adderes til en større mængde, hvor min adfærd lægges i bunken af andres adfærd.

Lovgivning, relevans og mig selv
Når jeg opretter mig på sociale medier (Facebook, Youtube, wordpress, etc.), hvor jeg skaber og deler indhold, så siger jeg ja til en række betingelser. Det skal jeg af flere årsager. Hvis ikke tjenesterne havde mit samtykke, kunne de slet ikke publicere mine handlinger. Det ville stride imod lovgivningen og derved umuliggøre tjenesten i sin natur (muligvis er straffelovens § 263 og § 264, persondataloven § 7 og § 8 samt forvaltningsloven § 28 den direkte reference i danske sammenhænge, men jeg ved det egentlig ikke). De handlinger jeg foretager bliver for så vidt deres ejendom (for det meste ikke-eksklusiv). Den viden de opnår, kan de så anvende til at forbedre deres tjeneste.

Når jeg søger på Google er det deres hensigt at gøre resultaterne mere relevante. Deres kendskab til mine præferencer gennem tidligere søgninger er medhjælpende til dette. De reklamer der vises kan have en tendens til at fremstår som relevant indhold. Men så længe de overholder markedsføringsloven, så har jeg ikke noget problem med det.

Internettet rummer nogle helt nye muligheder inden for markedsføring i forhold til målretning og måling af vores handlinger. Selvfølgelig skal det udnyttes. Lad mig citere Information, hvor Stephan Humer siger:

“Det største problem med privatliv og internet er folks manglende evne til at omgås problemet. Det er et spørgsmål om teknisk kompetence. Det kan vi fastslå igen og igen. Mange mennesker har ganske enkelt svært ved at håndtere problematikken, og de handler, før de tænker,” [Han] nævner debatten om VHS-maskinens skadelige indvirkning på ungdommen i 80′erne som et eksempel på manglende viden om nye medier.

“Hvis folk var klar over, hvilke betingelser de går ind på, ville det ikke være så slemt.”

Privatlivet er en social norm
Ovenstående er i bloggens udgangspunkt et udtryk for mine private holdninger. Jeg siger ikke, at Big Brother er godt. Men jeg mener, at Constanze Kurz (citat igen fra Information) har ret, når hun siger:

“Jeg tror, vi skal til at opfinde nye sociale normer, men også nye juridiske regler, der kan forhindre, at teknologiens indtog i privatsfæren opfattes som noget selvfølgeligt,”

Hvad mine bedsteforældre eller forældre opfattede som privatliv er ikke det samme som jeg opfatter som privatliv. Og de yngre generationers (kritiske og naturlige) anvendelse af sociale medier vil ligeledes påvirke mine normer. Privatlivet er en social norm og vi er først lige begyndt at stille spørgsmålene.

Klonk.dk, Orango.dk og Eof.dk har indtil for nyligt været ejet af privatpersoner. I forbindelse med klagesager hos ”Klagenævnet for Domænenavne” er alle tre domæner blevet frataget ejerne og givet videre til virksomheder, som mener, at de er retmæssige ejere af domænet.

Jeg har for nyligt købt et domænenavn – http://www.recitat.dk/ – og i den forbindelse fik jeg en brochure fra DK Hostmaster, hvor der står følgende:

DIFO (Dansk Internet Forum) og DK Hostmaster har p.t. tre muligheder for at gribe ind, hvis et .dkdomænenavn ønskes suspenderet. Det drejer sig om tilfælde, hvor der er tale om:

• Åbenbart og ulovlig forvekslingsvirksomhed
• Åbenbar og ulovligt virke, der udgør en sikkerheds- eller samfundsmæssig risiko,
• Typosquatting, det vil sige fejltastningsdomænenavne, der får besøgende på deres hjemmeside, fordi internetbrugere taster et enkelt bogstav forkert i forhold til et allerede eksisterende domænenavn.

Men i disse sager har domænerne har været registreret før de pågældende virksomheder eksisterede. Altså har de private ejere aldrig handlet i ond tro eller haft til hensigt at købe domænet med henblik på videresalg.

I ”Lov om Internetdomæner, der særligt tildeles Danmark” hedder det i §12

Registranter må ikke registrere og anvende internetdomænenavne i strid med god domænenavnsskik.
Stk. 2. Registranter må ikke registrere og opretholde registreringer af internetdomænenavne alene med videresalg eller udlejning for øje.

I grunden er det en god regel, der skal holde domænesnyltere fra fadet. Hvordan det i de tre sager kan fortolkes mod ejerne står jeg undrende overfor. Registranten har nogle forpligtelser i forbindelse med betaling samt at domænet skal være i anvendelse. I alle tre tilfælde har domænerne været brugt til blandt andet privat email.

Selvom DK Hostmaster ifølge punkt 1 i deres Generelle Vilkår skriver, at de ”tildeler og registrerer domænenavne under .dk-domænet efter først –til-mølle princippet”, så ejer den danske stat domænenavnet. Det er kun til låns. Hvis den danske stat senere vurdere, at andre kan have mere gavn af domænenavnet, så skal det altså overdrages til vedkommende. Det er hvad lovfortolkningen fra Klagenævnet lægger op til og dermed kan ingen længere vide sig sikre på om de må anvende deres domæne aktivt til evig tid.

Men hvad er det for en vægtning mellem privatpersoner og eller virksomheder, som gør sig gældende? Hvilken nytteetik er det den danske stat ønsker at være garant for? Og vil de også anvende den praksis i forhold til telefonnumre, nummerplader, uddannelsespladser, pladsreservationer i toget, fordeling af energi, etc. etc. i ”almenvellets interesse”?

Jeg læste for nyligt en artikel på News dk, som handler om, at ”kina ikke vil tillade domæner til private”.
I Kina handler det om censur. I Danmark handler det om kommercielle interesser. Kinas politik i forhold til Internettet er afskyelig. I Danmark må jeg konstatere, at vi er langt fra de forhold, der gør sig gældende vedrørende dot-com domænet. Her skal der være opfyldt alle af følgende tre elementer for at en klage efterkommes:

• The domain name is identical or confusingly similar to a trademark or service mark in which the complainant has rights;
• The registrant does not have any rights or legitimate interests in the domain name; and
• The registrant registered the domain name and is using it in “bad faith.”

Kilde: Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/UDRP

Jeg er nu klar over, at den danske stat ejer domænerne og at vi kun har dem til låns. Men jeg er ikke enig i, at kommercielle interesser kan sidestilles med samfundsmæssige interesser og derved være vigtigere end private interesser.

Artikel fra Version2 om Eof.dk: http://www.version2.dk/artikel/12124-klagenaevn-konfiskerer-html-fri-domaener
Artikel fra Version2 om Orango: http://www.version2.dk/artikel/13478-it-folk-i-oproer-orangodk-sagen-er-en-skandale
Artikel fra ComON om Klonk.dk: http://www.comon.dk/nyheder/Ny-kontroversiel-domaene-afgoerelse-1.250247.html
Artikel fra ComOn om Isabells.dk: http://www.comon.dk/nyheder/Dansk-domaenesynder-reddet-af-otte-arig-datter-1.241803.html
Se også redegørelser på de respektive domæner så længe det varer: Klonk.dk og orango.dk

Siden sidste uge (og frem) er et af de store samtaleemner på nyhedssites og blogs, at NewsCorp – personifiseret i Robert Murdoch – vil blokere for, at Google indekserer alle deres aviser online indhold (The Times, The Sun, The Sunday Times, New York Post, Wall Street Journal, etc. etc. og dertil Fox og alle dets subbrands).

På den ene side står nogle journalister og klapper i hænderne over at bladet tages fra munden og kampen mod mægtige Google tages op. På den anden side står net-medierne og tager sig til hovedet over den gammeldags måde at anskue virkeligheden på. Jeg kan henvise til Ole Nørskov (MediaWatch) på den ene side og Danny Sullivan (Searchengineland) på den anden side.

TRAFIK PÅ INTERNETTET

Rationalet fra nyhedsmediernes side er for så vidt lige til:

Murdoch siger, at han ikke er interesseret i den tilfældige trafik. Han kan godt se, at man kan fortælle annoncørerne, at der er så og så mange brugere af avisen online, men han foretrækker loyale brugere, der kommer igen for det indhold de finder interessant – og betaler for det – frem for tilfældigt omstrejfende brugere, der ikke betaler for det.

Men udgangspunktet er forkert. Erick Schonfeld har i en artikel fra april 2009 skrevet, at Google News, Yahoo News og andre aggregatorere ikke er selve nyhederne, men blot standeren, som de står i. Og skal nyhedsmediernes frygt for Google i samme grad overføres til Digg, Delicious og lignende tjenester?

Og med ovennævnte artikel fra Danny Sullivan, så er der ingen grund til at blokere for Google. Det er nyhedsforbrugerne, der bør holdes ude, hvis de ikke vil betale – hvis branchen altså vil og tror på den forretningsmodel.

SPEKULATIONER: NewsCorp vs Google

Jeg har set fremhævet, at Google om under et år betaler sidste rate af rekordaftalen med Myspace (NewsCorp) om websøgning fra Myspace – se TechCrunch maj 2009. Men er det ikke rigelig konspiratorisk at tro, at disse ting skal blandes sammen? Myspaces problem med at forrente den købssum der oprindeligt blev udbetalt skal findes andetsteds – musikbranchen (nuff said).

Og det er også kun spekulationer, at NewsCorp kunne gå til Bing og sige, at Microsoft kan betale for at få lov til at indeksere indholdet, og derefter markedsføre sig overfor brugerne, at de – i modsætning til konkurrenterne – har alt indhold på nettet. For det første går Murdoch ikke specielt efter Google. Han nævner i interviewet Microsoft og Ask i samme åndedrag. For det andet handler det i højere grad om avisernes forretningsmodel. At abonnementstallene falder – nogle steder drastisk. Så i stedet for at være afhængig af printede aviser, så skal Murdoch se muligheder online.

Spekulationerne er rejst efter i denne video på YouTube med Jason Calacanis, som jeg har set via en anden artikel på TechCrunch.

FRI ADGANG TIL INDHOLD

Men tanken er for så vidt interessant nok at forfølge. Ikke i forhold til at gå efter Google. Men i forhold til copyright og adgang til information på Internettet.

Får NewsCorp (og andre) held til at indføre microbetaling og holde søgetjenester ude, så vil Internettet som vi kender det i dag forandres i sin grundlæggende struktur. Enten bliver det nyhedsmediernes selvmord, fordi andre med glæde ønsker at opfylde brugeres behov for nyheder og brugerne ikke ser ’kvaliteten’ i de gamle aviser som journalister og redaktører ser. Eller også får nyhedsmedierne succes med at tæmme befolkningen i en grad musikbranchen længe har fejlet med.

FREMTIDEN

Og i bund og grund tror jeg ikke på det. Og det gør du sikkert heller ikke. De traditionelle aviser risikerer i disse år et blodbad af dimensioner i kraft af konkurrencen fra andre utraditionelle nyhedskanaler. Twitter er ikke en avis-killer. Men det er brugernes adfærd måske?

Hvis aviserne ikke formår at fastholde positionen som punktet, hvor jeg som bruger går hen, når jeg skal være opdateret og få den korrekte information, så deres tid ovre. I bedste fald lever de et mere ydmygt liv side om side med rene brugerskabte nyhedsmedier, aggregatorer som newser.com, Yahoo/ Google News og nye skud på stammen online magasiner, der samler nicheindhold fra f.eks. blogs og skaber interessante kilder til information.

Det kommer til at betyde, at mange mennesker med en journalistisk stilling og/ eller uddannelse, må redefinere deres faglige identitet, hvilket nogle nok allerede er i gang med. Både i kraft af ændringerne i mediebilledet. Og fordi der ikke er brug for så mange betalte reportere.

Google har taget patent på deres hjemmeside. Det betyder, at Google har retten til en hjemmeside bestående af et stort søgefelt med to knapper nedenunder og et par links rundt omkring.
Den originale nyhed er at finde på Gawker.com. Og nyhed er måske så meget sagt, når der er tale om en 4½ år lang tvist mellem advokater, der er blevet afgjort til Googles fordel.

IBM er i gang med at søge patent på en fjernbetjening, der twitter, blogger eller opdaterer din status på f.eks. Facebook, når du ser fjernsyn (som ovenstående så jeg det først på Slashdot).

Jeg ved ærlig talt ikke hvad virksomheder tænker på i dag. Tænk hvis kirken tog patent på korset og Kongen af Danmark havde sikret sig retten til hjertet. Eller mere seriøst, hvis Ford havde udfyldt et patent på bilen, hvor havde vi så været i dag?

“Ford patenterer motordrevet køretøj på hjul”

Jeg forstår udmærket godt, at investering i forskning og udvikling af produkter er dyrt og at produkter skal beskyttes af en form for ophavsret. Og det må være med en bismag i munden, at Novo Nordisk kræver så mange penge for livsvigtig medicin, der kan redde menneskeliv i den tredje verden. Men uden markedsmekanismerne ville medicinen måske aldrig være blevet udviklet i mangel på forretningspotentiale.

Men set i lyset af citatet om æbler og ideer i forrige blogindlæg, så forekommer det mig noget gammeldags at holde tingene for sig selv. Jeg undlod at berette om de to scenarier, som der beskrives i rapporten ”Anarconomy”, selvom de nu er interessante nok.

Den ene vej det kan gå, er at nogle vil kæmpe for en strammere lovgivning. Microsoft lader til at have en interesse i, at der skal være et global patent system (se artikel på CNET News). Det kan ses som en reaktion på den globale indflydelse vi er under. Men ud fra et magtperspektiv er forslaget kun med til at underbygge monopoler.
Piratpartiets succes i Sverige og fremvækst i andre europæiske lande er egentlig med til at optrappe det scenarie af en konflikt.

Et andet scenarie som jeg gerne vil være fortaler for, er hvor Open Source ses som en velkommen konkurrent til det kommercielle. Der vil stadig være penge at tjene i at udstede garantier (på at det virker). Det kan Open Source ikke rigtigt, da der egentlig ikke er en ansvarshavende at pege tilbage på og evt. sagsøge. Indtægtsgrundlaget vil stadig eksistere, men blot manifestere sig i andre produkter eller i stedet i oplevelser. Det kommercielle vil have nogle muligheder for skræddersy løsninger og have fokus på det specielle i de generelle løsninger på en anden måde end det, der er gratis.

I det hele taget har jeg svært ved at forstå, at folk har så travlt med at beskytte deres ideer mod at andre bygger videre på dem. Hvis det er fordi jeg aldrig selv har fået en original ide, så er det måske en holdning med kortstakket frist. I så fald er det bare idealisten, der taler lige nu. Og senere bliver det så kynikeren, uanset om jeg er blevet rig på ideen eller ej.

Et godt eksempel: IBM giver software og andre ressourcer gratis til Linux samarbejdspartnere. I bytte får IBM viden og mulighed for at anvende Linux styresystem på deres maskiner og dermed levere en computer til en konkurrencedygtig pris.

”Anarconomy er lig med nye økonomiske spilleregler, for logikken udfordrer ikke alene traditionelle monopoler. Den udfordrer selve firmaet som værdiskabende konstruktion, den hierarkiske organisationsstruktur og traditionel prisdannelse; hvad der før kostede formuer, bliver i fremtiden gratis.”

Ovenstående citat er for mig essentielt. Det er Klaus Æ. Mogensen fra Instituttet for Fremtidsforskning, der står bag rapporten ”Anarconomy” (#3, 2009). Den er skrevet letlæseligt og fordeler sig på fire kapitler. Det første er introducerende til begrebet. Det næste handler om to scenarier for hvordan fremtiden kan se ud i forhold til ophavsret på ideer (immaterialret). Der er et kapitel, der handler om hvordan anarconomy kommer til udtryk netop nu. Og endelig er der et kapitel om ”Forretningsmodeller under anarconomy”. Det er sidstnævnte, der i denne sammenhæng er mest interessant, selvom f.eks. Godmorgen Danmark i mandags brugte mere tid på 3D printere. Måske fordi det er en håndgribelig målestok for hvor tæt denne anarkistiske økonomi er på os – og at det ikke kun handler om Internettet, men også kan gribe ind i vores fysiske hverdag?

Der er en enorm vækst i tjenester på Internettet, hvor brugerne selv skaber og distribuerer (gratis) indhold. Det rykker ved vores normale forestillinger om især ejerskab / copyright, som jeg ikke vil komme nærmere ind på i denne sammenhæng. Men det har konsekvenser for hvordan vi kan tjene penge i fremtiden. Teknologiens tilgængelighed i form af let, billig udbredelse bærer en del af æren/ skylden (om man vil).

Rapporten nævner en række eksempler på hvordan vi kan tjene penge i en sådan økonomi:

• Opmærksomhed fra brugere er i høj kurs. Det gælder den reklamefinansierede del, hvor det er visninger, pay per click eller action, der tæller. Det kan også være enheder, der tidligere var svært målbare. F.eks. individers holdninger og købsadfærd, hvor især opinionsdannere er de mest interessante.
• Frivillige donationer er baseret på en lyst hos brugeren til at give udbyderen en mønt for at være tilstede. Varen er gratis, men brugerne ved godt, at hvis de vælger ikke at donere, så kan det være, at produktet ikke findes i længden.
• Freemium er et begreb, der dækker over, at produktet er gratis. Men ønsker man ekstra ydelser, så koster det typisk et mindre beløb. Rapporten kommer også med et eksempel fra den fysiske verden. Ryan Air tilbyder flybilletter fra London til Barcelona til 20$ selvom det koster 70$ at flyve en passageren den strækning. Resten kommer ved tillægsbetaling for bagage, salg om bord og reklameindtægter.
• Vi kan også vælge at give produktet væk, for at kunne sælge et andet. Det gælder musikbranchen, der lægger deres musikindspilninger ud til gratis, lovlig download, for derefter at tjene penge på merchandise, koncerter og lignende. Det kunne også være, af man stillede software gratis til rådighed, men at det var support og ekstra udstyr koster.

Især ”Peer 2 peer” får meget opmærksomhed i kapitlet, hvilket der i mine øjne også er god grund til. På mange måder er brugerne de anarkistiske enheder, der omvælter økonomien ved at være med i produktudvikling, markedsføring, kvalitetssikring, produktion og levering af ydelsen. Anbefalingen er, at det bør ses som en mulighed frem for en trussel. Godt nok er det svært at acceptere, at vi kun skal tjene 10% af hvad vi tjente før i forhold til ikke at tjene noget. Så må der da være andre løsninger. Muligvis. Men løsningen er ikke at fortsætte som hidtil.

Det er ikke fordi rapporten er blind for negative sider af de tendenser, som den opstiller. Der er forskel på kommercielle og gratis produkter, hvorfor der på intet tidspunkt påstås, at det ene kommer til at erstatte det andet. Andre gode ting at sige om rapporten er det fine motivationsbarometer og andre ”fakta bokse” fordelt over de godt 48 sider. Jeg synes, at der gøres noget ud af at konkretisere alle ideer og analyser/ fortolkninger med reelle hændelser og eksisterende ting.

Mogensen henviser til George Bernards Shaws sympatiske ligning:

”Hvis du har et æble og jeg har et æble og vi bytter disse æbler, så vil du og jeg stadig have et æble hver. Men hvis du har en idé og jeg har en idé og vi bytter disse ideer, vil vi begge have to ideer.”

Og det er når man behersker denne tankegang, at det bliver muligt at kapitalisere på disse ideer – hvis jeg skal komme med min vurdering. De enkelte eksempler på forretningsmodeller i en ”gratis” verden, som jeg fra rapporten har gengivet ovenfor, er allerede kendte i dag. Fremtiden ligger i hvordan vi angriber vores eget produkt og sikrer dets værdi: for brugeren og for sponsoren.

Rapporten kan downloades på IFFs hjemmeside.

I år er jeg allerede blevet præsenteret for flere ting, som går ud over min fatteevne.

En af dem er augmentet reality, hvor f.eks. papir med 3D billede holdt op mod et webkamera bliver til en lille vindmøllepark i et naturlandskab, hvor lidt pusten i mikrofonen får dem til at dreje rundt. Og Layar, som er en Augmentet reality mobilbrowser kan fortælle mig om hvad jeg kigger på og oplyse mig om data der nu måtte være knyttet til dette. Se endnu en video.

Jeg har ferie. Det betyder at jeg får ryddet op. Hvilket bringer mig til den anden ting, der har rusket i min opfattelse af muligheder inden for teknologi.
En af de ting jeg har misset her i foråret er Google Wave. Jeg fik kun skimmet nyheden om hvad der er os i vente engang når det lanceres for offentligheden. At Google Wave skulle være noget med et nyt dokument produktions redskab for flere deltagere på samme tid. Men det er altså meget mere end det.

Denne video præsenterer Google Wave på ca. 1½ time. Den er optaget ved Google I/O maj 2009, hvor Stephanie Hannon, Lars Rasmussen og Jens Rasmussen gennemgår en tidlig udgave af Google Wave for ca. 4.000 udviklere.

Google Wave er open source, nøjagtig som brødrene Rasmussens tidligere frembringelse Google Maps. Det betyder, at det bliver muligt (og at der opfordres til) at bygge applikationer/ gadgets og anvende APIet til egen brug af Wave som stand alone eller i en eksisterende tjeneste.

Der kan ikke herske tvivl om, at Google Wave udmærker sig ved at sætte nye standarder inden for Real Time Web. Google Wave forandrer brugen af email, forbedrer Instant Messaging, styrker mulighederne for billeddeling, håndtering af diskussionsgrupper, etc. etc.
Google Wave er i første omgang et kommunikativt værktøj. Det påvirker publiceringsprocessen ved at gøre mig uafhængig af tjenester, platforme og distributionskanaler.

Wave anvender drag-n-drop teknologi, hvilket får det til at se enormt nemt ud. Men den har også mange andre features som er state of the art. Til eksempel anvender deres spellchecker Natural Language Processing til at forstå syntaks og ord. Der er allerede bygget en ekstension til Wave i form af en ”oversætter” (40 sprog) og oversættelsen sker live. Lige som alt andet kan både afsender og modtager se hvad hinanden gør.

Det mest inspirerende er for mig muligheden for, at flere personer retter i et dokument på samme tid. At den samtidig kan lave en ”playback” af ændringerne, der er lavet undervejs, gør, at produktet i mine øjne er tænkt langt ud af boksen uden at have tabt forbindelsen til virkeligheden. Det er meget imponerende. Men måden at tilføje links og kommentere på tværs af tjenester giver baghjul til alt og alle.

For et stykke tid siden læste jeg på Computerworld om Opera, der var i gang med at udbygge deres browser til at være en server. Der er med sikkerhed nogle sammenhænge her og der vil ske noget med den måde vi er på Internettet på inden for de næste par år. Når jeg er hjemme privat, er begyndt at anvende Flock 2.5, som er en Firefox browser med sociale features. Features omkring Facebook og Twitter er rigtig gode. En bedre WordPress integration og en integration af Last.fm ville gøre det endnu sjovere. Jeg ved ikke om Flock kommer til at gøre det for mig. Men så er der nok nogen andre, der kommer til det.