RE:aktion

Idag (uge 22) læste jeg en rigtig interessant artikel i Weekendavisen om “Eli Pariser: The Filter Bubble”. Det handler om personaliseringen af søgeresultater hos Google (og newsfeeds på Facebook), og gælder for personaliseringen af Internettet i det hele taget:

“Også søgemaskiner, sociale netværk og medier bliver i stigende grad tilpasset den enkelte bruger, og selvfølgelig er det en besnærende tanke: Færre unyttige informationer og et net, der er skræddersyet til os selv. Men ifølge Parisers nye bog ‘the Filter Bubble’ har personaliseringen en alvorlig slagside. For jo mere informationerne skræddersys til os, desto sjældnere bliver vi præsenteret for modsatte synspunkter. Den uusynlige redigering af informationer lukker os inde i filterboblen: vores eget, personlige univers af informationer. Vi bestemmer ikke selv, hvad der kommer ind i den, og vi kan ikke se, hvad der bliver redigeret væk.
Hvor nettet plejde at være et vindue mod verden, er det ved at udvikle sig til et spejl, der kun viser os selv.”

David Jacobsen Turner har skrevet artiklen i vidende stil og gør emnet let tilgængeligt. Thore Husfeldt, Lektor ved IT universitetet i København såvel som Lund, inddrages i artiklen (og skriver kort om dét på sin blog). Han har følgende gode pointe om en “algoritmiske linse”, der er skudt ind mellem borger og information. Og det udfordrer demokratiet negativt:

“I blogosfærens egen skabelsesmyte var mediebilledet [radio, TV, aviser] indtil 90erne kontrolleret af en lille gruppe magtfulde dørvogtere, som kontrollerede informationsstrømmen. Redaktørerne afgjorde hvilke informationer der nåede ud til borgerne. Medierne var organiseret hierarkisk, og kommunikationen gik én vej: fra medie til modtager.
Med nettets fremkomst blev dette billede revolutioneret. I dag kan ethvert menneske med en computer og den rigtige idé skabe sit eget mini-medie, og mennesker over hele verden kan frit udveksle information og dermed skabe en global, debatterende offentlighed. Internettet gør det nemlig muligt at ‘skære mellemmanden væk’, hvad enten der er tale om pladeselskaber, varehuse – eller redaktører.
Men ifølge Eli Pariser er de menneskelige dørvogtere blot blevet erstattet af algoritmiske dørvogtere.”

Læs mere på Thefilterbubble.com

UDGANGSPUNKTET

I artikel 5, stk. 3 i EU’s Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation hedder det:

“Medlemsstaterne sikrer, at anvendelse af elektroniske kommunikationsnet med henblik på lagring af oplysninger eller med henblik på at opnå adgang til oplysninger, der er lagret i en abonnents eller brugers terminaludstyr, kun er tilladt på betingelse af, at abonnenten eller brugeren får klare og fyldestgørende oplysninger, bl.a. om formålet med behandlingen i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF og ret til at nægte den registeransvarlige en sådan behandling. Dette er ikke til hinder for teknisk lagring eller adgang til oplysninger, hvis det alene sker med det formål at overføre eller lette overføring af kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet eller er absolut påkrævet for at levere en informationssamfundstjeneste, abonnenten eller brugeren udtrykkelig ønsker.”

Det er denne baggrund, der danner ramme for IT og Telestyrelsen implementering af en ny lovgivning om udgiveres ansvar for lagring af data på computere og mobiltelefoner. Udkast til bekendtgørelsen kan findes på Borger.dk

BRANCHEN KAN FORTSAT GØRE HVAD DEN ØNSKER

FDIM afholdt et informativt arrangement onsdag den 16.03. hos Advokatfirmaet Horten. Oplægsholderne lagde generelt et positivt syn på den kommende lovgivning, da internetbranchen stadig må præcis det samme som de allerede gør/ kan gøre idag. Forskellen er blot, at branchen skal fortælle forbrugerne om det. EuroPark eksemplet er allerede fremhævet i nogle medier [Comon], men jeg synes Poul Melbye (fra JP/Pol) også havde en glimrende pointe omkring forbrugere, der gik ned af strøget. Hvad ville den enkelte forbruger synes om at få sat en chip på sig ved Københavns Rådshusplads, der registrerede de butikker (og varer) den enkelte kiggede på undervejs og så ved Kongens Nytorv fik en henvendelse om at den jakke de havde kigget kunne fås til et givent tilbud. I så fald er det nok fair at oplyse brugeren om chippen inden, så man kan fravælge den.

INFORMATION OG SAMTYKKE

Under seminaret ventede publikum tålmodigt på instruktioner om hvordan hjemmesideudgivere skulle komme videre. Ændringen i lovgivningen handler principielt set om to ting:
1) Samtykke. At det er givet frivilligt (og er muligt at tilbagekalde). At det er specifikt (konkretiseret mod et anvendelse og formål). At det er informeret (hvilket vil sige, at informationen er på et niveau der giver mulighed for at træffe et valg).
2) Fyldestgørende informationer om udgiverens lagring af data på brugerens computer (eller anden enhed)

Fra IT og Telestyrelsen er der lagt op til en selvregulering i branchen, hvor der er fokus på følgende fire områder. Det gælder:
Gennemsigtighed - Og her er Danmark muligvis lidt skrappere på informationspligten.
Samtykke - nævnt ovenfor
Brugervenlige løsninger - det er popups ikke.
Effektiv håndhævelse - klageadgang og sanktionsmuligheder

FÆLLESINDSATS I BRANCHEN

FDIM har efterfølgende givet fremlagt deres tre indsatsområder, hvor de som brancheforening påtager sig et ansvar på medlemmernes vegne
Der kommer en dansk version af http://www.youronlinechoices.com/
Udarbejdelse af ikon, så website udgivere kan lede sine brugere hen til ovennævnte site
Forslag til privatlivspolitiker, som udgivere kan lade sig inspirere af.

FREMTIDEN

Kresten Bay lagde skarpt ud og sagde, at denne lovstramning blot skulle ses som et første skridt og opfordrede webudgivere til at tænke privacy og privatlivslovgivning ind i alt hvad de laver. Thomas Myrup fra Microsoft fulgte op og henviste til, at der ventede flere ting i forbindelse med direktiv 95/46 der handler om behandling af personoplysninger.
For selvom de fremmødte rigtigt gjorde opmærksom på Flash cookies og andre tracking metoder, så skal man ikke forvente, at den slags ville slippe igennem lovgivningen.
I den kommende tid skal vi altså ikke forvente pop-ups, hvor brugeren skal godkende hver eneste cookie der placeres på sin computer. Det er en væsentlig pointe, at selvregulering i branchen skal udmønte sig i fornuftige løsninger, der tager hensyn til brugerens privatliv og online forretningsmodeller.

Eric Steuer har på Creative Commons (CC) blog opfordret til at støtte CC i deres forsvar mod ASCAPs påstand om at CC underminerer deres ophavsret.

Jeg er selv stor tilhænger af Creative Commons tilgang til copyright. Ét, fordi ophavsret ikke er sort hvid, men handler om andres anvendelse. To, fordi det giver ophavsmanden kontrol over sit eget værk.

Det er udueligt, at ASCAPs påstand er serveret kynisk og løgnagtig og i sammenhæng med en fundraising for deres organisation. Men det er jo i og for sig korrekt, at ”FREE” udfordrer de gamle rettighedshaver. Kontrollen fjernes fra organisationen til den enkelte og tidligere forretningsmodeller udfordres af nye.

Så i stedet for at forsvare en tid der var før 1995, så burde ASCAP forandre deres organisation, så den kan varetage de udfordringer, som komponister, forfattere og udgivere står overfor i dag.

Der er fortsat brug for administration af ophavsret, juridisk bistand og lignende arbejde, som en organisation har bedre muligheder for at udføre end den enkelte. Det må blot ske under andre forhold end dem for 20 år siden.

Computerworld er blandt af de få danske nyhedsmedier, hvis artikler jeg ugentligt skimmer igennem. Det er egentlig ikke fordi nyhederne altid er lige skarpe. Udgangspunktet er, at jeg gerne vil vide, hvad der er nyheder i mainstream IT Danmark, som jeg vel er en del af. Og det gør de fint.

Computerworld og journalist Kristian Hansen fik i går aftes overrakt Mediernes Internet Pris 2010 for bedste netjournalistik for afsløringen af KMD og kommunernes omgåelse af udbudsregler samt overtrædelse af regler om modtagelse af gaver. Og min umiddelbare holdning er også, at det er en fortjent pris for et fagligt stærkt stykke arbejde. Tillykke!

Men da jeg var på computerworld.dk tidligere i dag blev jeg overrasket over endnu et nyt banner. Så jeg begyndte at tælle antallet af annoncer på en tilfældig artikel (den øverste på forsiden lige nu). Et Topbanner. En annonce over henholdsvis artikeltekst og RSS feed for seneste nye artikler. To skyscraber. Et artikelbanner. Fire annoncer for Whitepapers i sidebaren og en under artikelteksten. To sæt Google Adsense med henholdsvis to og fire annoncer og i bunden er der sørme også fem partnerlinks og et blinkende ikon for Adtech. Annonce(blokke) placeret 15 forskellige steder på en side. Hvad sker der?
Dertil kommer feeds fra IDG kurser, IT kursusguiden, Jobworld, Computerworlds shop og PC World.

Jens Christian Madsen skrev i Market Magazine tilbage i maj følgende kloge ord i artiklen ’Bannere der rykker’:

Som udgangspunkt afbryder og forstyrrer banneret modtageren, mens han/hun er i gang med noget andet.

Men med så mange annoncer, der slås om opmærksomheden, er der ikke noget der afbryder. Så mister banneret sin gennemslagskraft. Havde det været en tryksag er det lige før, at mængden af indhold er så lav i forhold til annonceringen, at det ikke ville kunne kaldes et nyhedsmedie.

På den anden side må de gerne holde sig fra deres klodsede Takeover format, så skal jeg nok blive jeg ved med at læse Computerworld.

Bandet “Elsinore” ville bruge et billede malet af Brittany Pyle som deres pladecover. Rettighedshaverne af Roy Lichtensteins “Kiss V” mener imidlertid, at Pyles billede bryder med deres ophavsret. Det viser sig dog, at Pyle blot har brugt samme originale kilde som Lichtenstein, et tegneseriehæfte her afsløret på “Deconstructing Lichtenstein” og altså ikke Lichtenstein.

Så Lichtenstein må godt, mens Pyle/ Elsinore ikke må? Nogle påstår, at ophavsretten ikke er så simpel igen:

På den ene side er svært at konkludere, hvorvidt Lichtenstein har gjort mere godt for tegneserier end Andy Warhol har for suppe (som en frækt udtrykker det på Techdirt). Men hvis Lichtensteins popularisering eller bearbejdning af billedet i form af enten ændring af kontekst (kunstgalleri) eller beskæring af billede er tilstrækkelig til at kræve sin ophavsret, så er tæppet under ophavsretten på billeder vel først trukket væk.

På den anden side er der endnu ingen beviser for at Lichtenstein har kopieret en anden – ud over at det er almenkendt, at Lichtenstein var inspireret af tegneserier [Wikipedia]. Kilden til tegneserien er ikke afsløret. Så hvad hvis Lichtenstein kom først og materialet, som Pyle har malet efter, er blevet fremstillet senere? Så er Pyles billede en kopi af en kopi og dermed også en kopi af det originale værk.

Med mindre det ikke nedarves, fordi brud på ophavsret ikke er sket ud fra en intentionel handling. Pyle har nok kendt til Lichtensteins værk, men intensionen var ikke at kopiere Lichtenstein, men derimod Lichtensteins originale kilde?

I dag har jeg set “Copying is not theft” på Youtube; en kort video, der må stå som min kommentar til denne spegede sag.

Jeg har iøvrigt historien fra BoingBoing.

Gad vide om Pressenævnet er ved at indse, at det gamle begreb Copyright er ved at være forældet? I deres nylige offentliggørelse af årsberetning for 2009 skriver de, at information tager fra åbne Facebook profiler frit kan anvendes:

“Oplysninger hentet på en åben profil er at betragte som offentligt tilgængelig. Derfor kan medierne bruge indholdet uden at spørge personen bag profilen om lov først.”

Problemet er, at Pressenævnet blander presseetik sammen med ophavsret. Det er et etisk spørgsmål hvorvidt det skal være muligt for pressen at anvende private data en person beskytter mod fremmede øjne. Det er et ophavsretligt spørgsmål om det er tilladt at publicere en tekst eller billede. Flickr har et aktivt samarbejde med Creative Commons, der øger opmærksomheden om rettigheder til det pågældende billede.
Facebook, der måske har verdens største samling af billeder, gør ikke særlig opmærksom på ophavsretten til det enkelte billede. Men i “Statement of Rights and Responsibilities” star følgende i punkt 2, stk. 4:

“When you publish content or information using the “everyone” setting, it means that everyone, including people off of Facebook, will have access to that information and we may not have control over what they do with it.”

Men allerede i punkt 2, stk 1 har de defineret retten til at være din egen og Facebooks (fordi det kræves for at de kan publicere dit indhold overfor dine venner).

“(..)you grant us a non-exclusive, transferable, sub-licensable, royalty-free, worldwide license to use any IP content that you post on or in connection with Facebook (“IP License”).”

(Og Facebooks rettigheder forældes den dag du sletter dit indhold, hvis du skulle være i tvivl. Se samme sted).

For det første er det altså ikke op til Pressenævnet at afgøre om materiale postet på Facebook frit kan anvendes af pressen.
For det andet mener jeg, at deres skelnen mellem en åben og en lukket profil ikke er så simpel. Jeg tillader f.eks. venners venner at se mine billeder, mens kun mine venner kan følge flowet på min væg. Mine personlige data er derimod tilgængelige for alle, da disse kan findes alle andre steder. Da jeg dog har oprettet mig på Friendfeed og anvender Friendfeed som LIVE feed på min hjemmeside kan man se alle mine egne opslag på min væg dér.

Men det kan jo være Pressenævnet blot er ved at bløde op mod nye tider, hvor indhold fra netaviser, der ikke gemmer sig bag en betalingsmur, er frit anvendeligt af hvem det måtte interessere – med mindre det anvendes krænkende for netavisen. Eller for at omskrive endnu en af Pressenævnets flotte formuleringer:
Omvendt kan en bruger komme i besiddelse af materiale fra en betalingsavis, der har så stor samfundsmæssig interesse, at en offentliggørelse overstiger hensynet til artiklens ophav. Materialet kan i sådanne situationer offentliggøres uden at medføre en tilsidesættelse af de presseetiske regler.

Årsberetning kan hentes her: http://pressenaevnet.net.dynamicweb.dk/Files/Filer/pdf/Aarsberetning_2009.pdf

Nye tider
Der er to begivenheder, der har påvirket vores syn på privatliv de seneste år. Den ene er forfølgelsen af celebritys – og med amatørers indtog i denne verden, forfølgelsen af disse personer. Den anden er Internettet og dets muligheder for at producere, indsamle, håndtere og distribuere data om dig. Det er sidstnævnte, der har min interesse.

Frygt, paranoia, idealisme, pragmatik, ligegyldighed, uvidenhed, sensation og meget mere, præger en debat om privatlivet på Internettet, der både må forholde sig til etisk filosofiske dimensioner såvel som kapitalistiske mekanismer. Information skriver i artiklen “Ville du dele feriebilleder med Stasi?” i en pervers tone om hvordan vores privatliv er truet. Google og Facebook sammenlignes med en manipulerende og morderisk organisation, og ved at kaste om sig med eksempler til højre og venstre eksemplificerer den en journalistisk tilgang til en kompleks problemstilling.

Big Brother fremstilles ofte i et negativt lys. Supermarkedernes indsamling af data ved hjælp af kassebonnens lille tabel, der afslører at flertallet af købere af Ariel vaskepulver også handler Lambi køkkenruller, hjælper Supermarkedet til ikke at sætte begge ting på tilbud i samme uge. Er du bange for, at et system, der tænker ikke selv, er klogere end dig og at du derfor ikke kan træffe dine egne valg?

Dine oplysninger på nettet er en handelsvare
Jeg har i snart 11-12 år brugt Google som søgemaskine. I 3-4 år har jeg været på Facebook og et enkelt år er netop passeret på Twitter. På intet tidspunkt har jeg betalt dem en eneste krone.

Internettet er kommet for at blive. Google er kommet for at blive. Facebook er kommet for at blive. Vi bruger tjenesterne mod at udlevere vores data. Det er vores handelsvare i en verden, der ikke er gratis, men tilgængelig.

Det er ikke min hensigt at diskutere mekanismerne ved og implicationerne af Freeconomics [Bogen] [Wired]. Men free betyder paradoksalt nok, at forbrugeren ikke er helt fri. Den information jeg afgiver, bliver brugt overfor mig selv, personligt, såvel som data der adderes til en større mængde, hvor min adfærd lægges i bunken af andres adfærd.

Lovgivning, relevans og mig selv
Når jeg opretter mig på sociale medier (Facebook, Youtube, wordpress, etc.), hvor jeg skaber og deler indhold, så siger jeg ja til en række betingelser. Det skal jeg af flere årsager. Hvis ikke tjenesterne havde mit samtykke, kunne de slet ikke publicere mine handlinger. Det ville stride imod lovgivningen og derved umuliggøre tjenesten i sin natur (muligvis er straffelovens § 263 og § 264, persondataloven § 7 og § 8 samt forvaltningsloven § 28 den direkte reference i danske sammenhænge, men jeg ved det egentlig ikke). De handlinger jeg foretager bliver for så vidt deres ejendom (for det meste ikke-eksklusiv). Den viden de opnår, kan de så anvende til at forbedre deres tjeneste.

Når jeg søger på Google er det deres hensigt at gøre resultaterne mere relevante. Deres kendskab til mine præferencer gennem tidligere søgninger er medhjælpende til dette. De reklamer der vises kan have en tendens til at fremstår som relevant indhold. Men så længe de overholder markedsføringsloven, så har jeg ikke noget problem med det.

Internettet rummer nogle helt nye muligheder inden for markedsføring i forhold til målretning og måling af vores handlinger. Selvfølgelig skal det udnyttes. Lad mig citere Information, hvor Stephan Humer siger:

“Det største problem med privatliv og internet er folks manglende evne til at omgås problemet. Det er et spørgsmål om teknisk kompetence. Det kan vi fastslå igen og igen. Mange mennesker har ganske enkelt svært ved at håndtere problematikken, og de handler, før de tænker,” [Han] nævner debatten om VHS-maskinens skadelige indvirkning på ungdommen i 80′erne som et eksempel på manglende viden om nye medier.

“Hvis folk var klar over, hvilke betingelser de går ind på, ville det ikke være så slemt.”

Privatlivet er en social norm
Ovenstående er i bloggens udgangspunkt et udtryk for mine private holdninger. Jeg siger ikke, at Big Brother er godt. Men jeg mener, at Constanze Kurz (citat igen fra Information) har ret, når hun siger:

“Jeg tror, vi skal til at opfinde nye sociale normer, men også nye juridiske regler, der kan forhindre, at teknologiens indtog i privatsfæren opfattes som noget selvfølgeligt,”

Hvad mine bedsteforældre eller forældre opfattede som privatliv er ikke det samme som jeg opfatter som privatliv. Og de yngre generationers (kritiske og naturlige) anvendelse af sociale medier vil ligeledes påvirke mine normer. Privatlivet er en social norm og vi er først lige begyndt at stille spørgsmålene.

Klonk.dk, Orango.dk og Eof.dk har indtil for nyligt været ejet af privatpersoner. I forbindelse med klagesager hos ”Klagenævnet for Domænenavne” er alle tre domæner blevet frataget ejerne og givet videre til virksomheder, som mener, at de er retmæssige ejere af domænet.

Jeg har for nyligt købt et domænenavn – http://www.recitat.dk/ – og i den forbindelse fik jeg en brochure fra DK Hostmaster, hvor der står følgende:

DIFO (Dansk Internet Forum) og DK Hostmaster har p.t. tre muligheder for at gribe ind, hvis et .dkdomænenavn ønskes suspenderet. Det drejer sig om tilfælde, hvor der er tale om:

• Åbenbart og ulovlig forvekslingsvirksomhed
• Åbenbar og ulovligt virke, der udgør en sikkerheds- eller samfundsmæssig risiko,
• Typosquatting, det vil sige fejltastningsdomænenavne, der får besøgende på deres hjemmeside, fordi internetbrugere taster et enkelt bogstav forkert i forhold til et allerede eksisterende domænenavn.

Men i disse sager har domænerne har været registreret før de pågældende virksomheder eksisterede. Altså har de private ejere aldrig handlet i ond tro eller haft til hensigt at købe domænet med henblik på videresalg.

I ”Lov om Internetdomæner, der særligt tildeles Danmark” hedder det i §12

Registranter må ikke registrere og anvende internetdomænenavne i strid med god domænenavnsskik.
Stk. 2. Registranter må ikke registrere og opretholde registreringer af internetdomænenavne alene med videresalg eller udlejning for øje.

I grunden er det en god regel, der skal holde domænesnyltere fra fadet. Hvordan det i de tre sager kan fortolkes mod ejerne står jeg undrende overfor. Registranten har nogle forpligtelser i forbindelse med betaling samt at domænet skal være i anvendelse. I alle tre tilfælde har domænerne været brugt til blandt andet privat email.

Selvom DK Hostmaster ifølge punkt 1 i deres Generelle Vilkår skriver, at de ”tildeler og registrerer domænenavne under .dk-domænet efter først –til-mølle princippet”, så ejer den danske stat domænenavnet. Det er kun til låns. Hvis den danske stat senere vurdere, at andre kan have mere gavn af domænenavnet, så skal det altså overdrages til vedkommende. Det er hvad lovfortolkningen fra Klagenævnet lægger op til og dermed kan ingen længere vide sig sikre på om de må anvende deres domæne aktivt til evig tid.

Men hvad er det for en vægtning mellem privatpersoner og eller virksomheder, som gør sig gældende? Hvilken nytteetik er det den danske stat ønsker at være garant for? Og vil de også anvende den praksis i forhold til telefonnumre, nummerplader, uddannelsespladser, pladsreservationer i toget, fordeling af energi, etc. etc. i ”almenvellets interesse”?

Jeg læste for nyligt en artikel på News dk, som handler om, at ”kina ikke vil tillade domæner til private”.
I Kina handler det om censur. I Danmark handler det om kommercielle interesser. Kinas politik i forhold til Internettet er afskyelig. I Danmark må jeg konstatere, at vi er langt fra de forhold, der gør sig gældende vedrørende dot-com domænet. Her skal der være opfyldt alle af følgende tre elementer for at en klage efterkommes:

• The domain name is identical or confusingly similar to a trademark or service mark in which the complainant has rights;
• The registrant does not have any rights or legitimate interests in the domain name; and
• The registrant registered the domain name and is using it in “bad faith.”

Kilde: Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/UDRP

Jeg er nu klar over, at den danske stat ejer domænerne og at vi kun har dem til låns. Men jeg er ikke enig i, at kommercielle interesser kan sidestilles med samfundsmæssige interesser og derved være vigtigere end private interesser.

Artikel fra Version2 om Eof.dk: http://www.version2.dk/artikel/12124-klagenaevn-konfiskerer-html-fri-domaener
Artikel fra Version2 om Orango: http://www.version2.dk/artikel/13478-it-folk-i-oproer-orangodk-sagen-er-en-skandale
Artikel fra ComON om Klonk.dk: http://www.comon.dk/nyheder/Ny-kontroversiel-domaene-afgoerelse-1.250247.html
Artikel fra ComOn om Isabells.dk: http://www.comon.dk/nyheder/Dansk-domaenesynder-reddet-af-otte-arig-datter-1.241803.html
Se også redegørelser på de respektive domæner så længe det varer: Klonk.dk og orango.dk

Siden sidste uge (og frem) er et af de store samtaleemner på nyhedssites og blogs, at NewsCorp – personifiseret i Robert Murdoch – vil blokere for, at Google indekserer alle deres aviser online indhold (The Times, The Sun, The Sunday Times, New York Post, Wall Street Journal, etc. etc. og dertil Fox og alle dets subbrands).

På den ene side står nogle journalister og klapper i hænderne over at bladet tages fra munden og kampen mod mægtige Google tages op. På den anden side står net-medierne og tager sig til hovedet over den gammeldags måde at anskue virkeligheden på. Jeg kan henvise til Ole Nørskov (MediaWatch) på den ene side og Danny Sullivan (Searchengineland) på den anden side.

TRAFIK PÅ INTERNETTET

Rationalet fra nyhedsmediernes side er for så vidt lige til:

Murdoch siger, at han ikke er interesseret i den tilfældige trafik. Han kan godt se, at man kan fortælle annoncørerne, at der er så og så mange brugere af avisen online, men han foretrækker loyale brugere, der kommer igen for det indhold de finder interessant – og betaler for det – frem for tilfældigt omstrejfende brugere, der ikke betaler for det.

Men udgangspunktet er forkert. Erick Schonfeld har i en artikel fra april 2009 skrevet, at Google News, Yahoo News og andre aggregatorere ikke er selve nyhederne, men blot standeren, som de står i. Og skal nyhedsmediernes frygt for Google i samme grad overføres til Digg, Delicious og lignende tjenester?

Og med ovennævnte artikel fra Danny Sullivan, så er der ingen grund til at blokere for Google. Det er nyhedsforbrugerne, der bør holdes ude, hvis de ikke vil betale – hvis branchen altså vil og tror på den forretningsmodel.

SPEKULATIONER: NewsCorp vs Google

Jeg har set fremhævet, at Google om under et år betaler sidste rate af rekordaftalen med Myspace (NewsCorp) om websøgning fra Myspace – se TechCrunch maj 2009. Men er det ikke rigelig konspiratorisk at tro, at disse ting skal blandes sammen? Myspaces problem med at forrente den købssum der oprindeligt blev udbetalt skal findes andetsteds – musikbranchen (nuff said).

Og det er også kun spekulationer, at NewsCorp kunne gå til Bing og sige, at Microsoft kan betale for at få lov til at indeksere indholdet, og derefter markedsføre sig overfor brugerne, at de – i modsætning til konkurrenterne – har alt indhold på nettet. For det første går Murdoch ikke specielt efter Google. Han nævner i interviewet Microsoft og Ask i samme åndedrag. For det andet handler det i højere grad om avisernes forretningsmodel. At abonnementstallene falder – nogle steder drastisk. Så i stedet for at være afhængig af printede aviser, så skal Murdoch se muligheder online.

Spekulationerne er rejst efter i denne video på YouTube med Jason Calacanis, som jeg har set via en anden artikel på TechCrunch.

FRI ADGANG TIL INDHOLD

Men tanken er for så vidt interessant nok at forfølge. Ikke i forhold til at gå efter Google. Men i forhold til copyright og adgang til information på Internettet.

Får NewsCorp (og andre) held til at indføre microbetaling og holde søgetjenester ude, så vil Internettet som vi kender det i dag forandres i sin grundlæggende struktur. Enten bliver det nyhedsmediernes selvmord, fordi andre med glæde ønsker at opfylde brugeres behov for nyheder og brugerne ikke ser ’kvaliteten’ i de gamle aviser som journalister og redaktører ser. Eller også får nyhedsmedierne succes med at tæmme befolkningen i en grad musikbranchen længe har fejlet med.

FREMTIDEN

Og i bund og grund tror jeg ikke på det. Og det gør du sikkert heller ikke. De traditionelle aviser risikerer i disse år et blodbad af dimensioner i kraft af konkurrencen fra andre utraditionelle nyhedskanaler. Twitter er ikke en avis-killer. Men det er brugernes adfærd måske?

Hvis aviserne ikke formår at fastholde positionen som punktet, hvor jeg som bruger går hen, når jeg skal være opdateret og få den korrekte information, så deres tid ovre. I bedste fald lever de et mere ydmygt liv side om side med rene brugerskabte nyhedsmedier, aggregatorer som newser.com, Yahoo/ Google News og nye skud på stammen online magasiner, der samler nicheindhold fra f.eks. blogs og skaber interessante kilder til information.

Det kommer til at betyde, at mange mennesker med en journalistisk stilling og/ eller uddannelse, må redefinere deres faglige identitet, hvilket nogle nok allerede er i gang med. Både i kraft af ændringerne i mediebilledet. Og fordi der ikke er brug for så mange betalte reportere.

Google har taget patent på deres hjemmeside. Det betyder, at Google har retten til en hjemmeside bestående af et stort søgefelt med to knapper nedenunder og et par links rundt omkring.
Den originale nyhed er at finde på Gawker.com. Og nyhed er måske så meget sagt, når der er tale om en 4½ år lang tvist mellem advokater, der er blevet afgjort til Googles fordel.

IBM er i gang med at søge patent på en fjernbetjening, der twitter, blogger eller opdaterer din status på f.eks. Facebook, når du ser fjernsyn (som ovenstående så jeg det først på Slashdot).

Jeg ved ærlig talt ikke hvad virksomheder tænker på i dag. Tænk hvis kirken tog patent på korset og Kongen af Danmark havde sikret sig retten til hjertet. Eller mere seriøst, hvis Ford havde udfyldt et patent på bilen, hvor havde vi så været i dag?

“Ford patenterer motordrevet køretøj på hjul”

Jeg forstår udmærket godt, at investering i forskning og udvikling af produkter er dyrt og at produkter skal beskyttes af en form for ophavsret. Og det må være med en bismag i munden, at Novo Nordisk kræver så mange penge for livsvigtig medicin, der kan redde menneskeliv i den tredje verden. Men uden markedsmekanismerne ville medicinen måske aldrig være blevet udviklet i mangel på forretningspotentiale.

Men set i lyset af citatet om æbler og ideer i forrige blogindlæg, så forekommer det mig noget gammeldags at holde tingene for sig selv. Jeg undlod at berette om de to scenarier, som der beskrives i rapporten ”Anarconomy”, selvom de nu er interessante nok.

Den ene vej det kan gå, er at nogle vil kæmpe for en strammere lovgivning. Microsoft lader til at have en interesse i, at der skal være et global patent system (se artikel på CNET News). Det kan ses som en reaktion på den globale indflydelse vi er under. Men ud fra et magtperspektiv er forslaget kun med til at underbygge monopoler.
Piratpartiets succes i Sverige og fremvækst i andre europæiske lande er egentlig med til at optrappe det scenarie af en konflikt.

Et andet scenarie som jeg gerne vil være fortaler for, er hvor Open Source ses som en velkommen konkurrent til det kommercielle. Der vil stadig være penge at tjene i at udstede garantier (på at det virker). Det kan Open Source ikke rigtigt, da der egentlig ikke er en ansvarshavende at pege tilbage på og evt. sagsøge. Indtægtsgrundlaget vil stadig eksistere, men blot manifestere sig i andre produkter eller i stedet i oplevelser. Det kommercielle vil have nogle muligheder for skræddersy løsninger og have fokus på det specielle i de generelle løsninger på en anden måde end det, der er gratis.

I det hele taget har jeg svært ved at forstå, at folk har så travlt med at beskytte deres ideer mod at andre bygger videre på dem. Hvis det er fordi jeg aldrig selv har fået en original ide, så er det måske en holdning med kortstakket frist. I så fald er det bare idealisten, der taler lige nu. Og senere bliver det så kynikeren, uanset om jeg er blevet rig på ideen eller ej.