Det kunne jo godt være. Der er flere gamle virksomheder, der oplever Internettets nye virkelighed som en bombe under deres forretning. Post Danmark oplever på den ene side, at der sendes færre breve, personlige såvel som rudekuverter. På den anden side har Internethandlen øget deres forsendelser af pakker.

Jeg kom til at tænke på – i forlængelse af kampagnesitet fra Pilot – om folk gerne ville sende flere håndskrevne breve. F.eks. hvis oplevelsen omkring det at sende og modtage et brev kunne gøres mere unik og særegen for den fysiske verden?

Hvad om forbrugeren kunne designe sine egne frimærker og få dem tilsendt fra Post Danmark (for at sikre kvalitet og gyldighed)?

Brevene og postkort har ved højtider, i forbindelse med invitationer og fødselsdage stadig fat. Men også den spirende do-it-yourself kultur, hvor små Internet-forretningsdrivende sender mange breve/ pakker ud, kunne have en interesse i personalisering af deres udtryk. Og større korporative virksomheder kunne sikre deres brand og designlinje?

Efter en hurtig søgning på nettet, så er det faktisk muligt på Post & Tele museum at købe ark med egne frimærker.

De er dog kun til pynt – og så er det bare ikke det samme. Og når jeg tænker mig om, så er det hjemmelavede frimærke ikke stærkt nok i sig selv til at forlænge levetiden for det fysiske brev, der sendes mellem mennesker idag. I så fald havde Post Danmark nok allerede forfulgt tanken. Mere original er jeg åbenbart ikke. Hæ!

Den virksomhed jeg selv arbejder ved, er i gang med en transformation fra at være afhængig af det trykte medie til at udnyttet internettets potentialer. Fra i går og frem til søndag den 8. august kan man se ruten for Post Danmark Rundt på Kraks kort. Det synes jeg er ganske fint. Så mangler vi bare, at de enkelte ryttere kan følges, såsom HTC Columbia muliggjorde ved Tour de France.

Jeg er selv stor tilhænger af Creative Commons tilgang til copyright. Ét, fordi ophavsret ikke er sort hvid, men handler om andres anvendelse. To, fordi det giver ophavsmanden kontrol over sit eget værk.

Det er udueligt, at ASCAPs påstand er serveret kynisk og løgnagtig og i sammenhæng med en fundraising for deres organisation. Men det er jo i og for sig korrekt, at ”FREE” udfordrer de gamle rettighedshaver. Kontrollen fjernes fra organisationen til den enkelte og tidligere forretningsmodeller udfordres af nye.

Så i stedet for at forsvare en tid der var før 1995, så burde ASCAP forandre deres organisation, så den kan varetage de udfordringer, som komponister, forfattere og udgivere står overfor i dag.

Der er fortsat brug for administration af ophavsret, juridisk bistand og lignende arbejde, som en organisation har bedre muligheder for at udføre end den enkelte. Det må blot ske under andre forhold end dem for 20 år siden.

Computerworld og journalist Kristian Hansen fik i går aftes overrakt Mediernes Internet Pris 2010 for bedste netjournalistik for afsløringen af KMD og kommunernes omgåelse af udbudsregler samt overtrædelse af regler om modtagelse af gaver. Og min umiddelbare holdning er også, at det er en fortjent pris for et fagligt stærkt stykke arbejde. Tillykke!

Men da jeg var på computerworld.dk tidligere i dag blev jeg overrasket over endnu et nyt banner. Så jeg begyndte at tælle antallet af annoncer på en tilfældig artikel (den øverste på forsiden lige nu). Et Topbanner. En annonce over henholdsvis artikeltekst og RSS feed for seneste nye artikler. To skyscraber. Et artikelbanner. Fire annoncer for Whitepapers i sidebaren og en under artikelteksten. To sæt Google Adsense med henholdsvis to og fire annoncer og i bunden er der sørme også fem partnerlinks og et blinkende ikon for Adtech. Annonce(blokke) placeret 15 forskellige steder på en side. Hvad sker der?
Dertil kommer feeds fra IDG kurser, IT kursusguiden, Jobworld, Computerworlds shop og PC World.

Jens Christian Madsen skrev i Market Magazine tilbage i maj følgende kloge ord i artiklen ’Bannere der rykker’:

Som udgangspunkt afbryder og forstyrrer banneret modtageren, mens han/hun er i gang med noget andet.

Men med så mange annoncer, der slås om opmærksomheden, er der ikke noget der afbryder. Så mister banneret sin gennemslagskraft. Havde det været en tryksag er det lige før, at mængden af indhold er så lav i forhold til annonceringen, at det ikke ville kunne kaldes et nyhedsmedie.

På den anden side må de gerne holde sig fra deres klodsede Takeover format, så skal jeg nok blive jeg ved med at læse Computerworld.

Så Lichtenstein må godt, mens Pyle/ Elsinore ikke må? Nogle påstår, at ophavsretten ikke er så simpel igen:

På den ene side er svært at konkludere, hvorvidt Lichtenstein har gjort mere godt for tegneserier end Andy Warhol har for suppe (som en frækt udtrykker det på Techdirt). Men hvis Lichtensteins popularisering eller bearbejdning af billedet i form af enten ændring af kontekst (kunstgalleri) eller beskæring af billede er tilstrækkelig til at kræve sin ophavsret, så er tæppet under ophavsretten på billeder vel først trukket væk.

På den anden side er der endnu ingen beviser for at Lichtenstein har kopieret en anden – ud over at det er almenkendt, at Lichtenstein var inspireret af tegneserier [Wikipedia]. Kilden til tegneserien er ikke afsløret. Så hvad hvis Lichtenstein kom først og materialet, som Pyle har malet efter, er blevet fremstillet senere? Så er Pyles billede en kopi af en kopi og dermed også en kopi af det originale værk.

Med mindre det ikke nedarves, fordi brud på ophavsret ikke er sket ud fra en intentionel handling. Pyle har nok kendt til Lichtensteins værk, men intensionen var ikke at kopiere Lichtenstein, men derimod Lichtensteins originale kilde?

I dag har jeg set “Copying is not theft” på Youtube; en kort video, der må stå som min kommentar til denne spegede sag.

Jeg har iøvrigt historien fra BoingBoing.

Muligheder med Facebooks annonceringssystem
Facebook er nemt at komme i gang med. Du opretter en annonce ved at uploade et billede (110×80 pixel) og skriver en tekst og placerer en URL.
Målretningen kan ske geografisk, demografisk og på interesser. Interesser skal på nuværende tidspunkt udvælges ved hjælp af det engelske ord for interessen, men lader til at ramme de dansksprogede, når det er hensigten. Har du som annoncør en Facebook-side, -gruppe eller -applikation har du desuden mulighed for at målrette annonceringen mod personer, der enten er forbundet eller ikke er forbundet med den pågældende side, gruppe eller applikation.
Prissætningen er lige til og jeg kan både vælge et maksimalt bud for CPM eller CPC og når jeg sætter mit daglige budget er det ligeledes det maksimale pr dag. Jeg bliver på baggrund af mit valg ovenfor stillet et estimeret antal brugere jeg kan nå i udsigt samt et antal visninger/ klik på min annonce.
Ved ugens afslutning afregnes jeg af Facebook for min annonces eksponering eller performance via mit betalingskort.
Bemærk at Facebook godkender alle annoncer og hver gang du retter i den efter den er godkendt skal den godkendes igen.

Mit første forsøg med Facebook annoncering
Jeg skriver digte jævnligt og publicerer dem på Re:citat. Jeg har normalt 30 læsere på en dag, hvor jeg publicerer en ny tekst. Produktet er måske ikke typisk markedsføringsmateriale, men umiddelbart anser jeg det ikke som en hindring for at bruge det som test.

Hvad ville jeg med annonceringen:
1) Jeg ville i det mindste brande mit navn og Re:citat gennem tusindvis af visninger.
2) Jeg ville have nye læsere med interesse for litteratur i bred forstand til at klikke ind på Re:citat.
3) Endelig lavede jeg en ”sticky post” på Re:citat, der opfordrede til at melde sig som abonnent for at måle evt. action efter at have klikket fra Facebook.

Facebook havde estimeret, at der var ca. 50.000 brugere med interesse for litteratur i Danmark. Jeg satte et dagsbudget på 50 kroner og perioden for annoncering var 8 dage (fra 14. april til 21. april). Mit valg faldt på CPM, men det kunne for så vidt også have været CPC, da jeg ikke havde en ide om mit produkt ville være genstand for mange klik. Facebook foreslår hver dag en ramme for hvilken maksimal pris jeg bør ønske at betale. Dag 1 satte jeg CPM til 2,01, hvilket var ca. 20 øre højere end foreslåede ramme. Ugen efter var Facebooks forslag til CPM ca. 50 øre højere end mit maksimale bud.

Hvad fik jeg for pengene:
I hele perioden omkring 45.000 visninger af annoncen pr dag. Gennemsnit for CPM var fra 0,97 til 1,27. Det er en meget, meget lav CPM. Jeg tænker om Facebook mon som Google i deres annonceringssystem har en rankering af annoncerne på relevans og ikke blot pris. Uden målretning foreslår Facebook langt højere CPM eller CPC bud fra annoncøren.
Antallet af klik svingede fra 3 til 10, hvilket var lidt skuffende taget i betragtning af at annoncerne var målrettet mod en bestemt brugergruppe. Teksten lød ”Har du læst Erik Scherz Andersens nyeste tekst Fralandsvind – Læs med på recitat.dk og bliv abonnement helt gratis i dag”. Den var ledsaget af et billede, der var et udsnit af min Twitter baggrund for at skabe genkendelighed i farver og stil, samt citatet ”Kast dit lort i havet / papiret er kun til blæk” for at have lidt sproglig humor ind over annoncen.
Der var i perioden 3 nye abonnenter, men jeg ved, at de i forvejen var tilbagevendende besøgere af Re:citat, hvorfor jeg ikke anser de få klik fra Facebook til at have gjort en forskel her.

Sammenfatning
Jeg fik ca 350.000 visninger, 44 klik og ingen nye abonnementer for 356 DKK. Det er en lav CPM for branding inden for ”paid media”. Men med en CTR på under 0,02, så er det usikkert om jeg har fået noget ud af markedsføringen.
Min formodning er, at Facebook annoncering er velegnet til at understøtte ”earned media”, hvis ens brand eller produkt er interessant for brugerne. I mit tilfælde stod annonceringen alene og den rette effekt kan jeg kun muligvis vurdere efter flere annonceringsforsøg på Facebook og lignende forsøg på Google.
Selvom mængden af visninger er flot, så er klikraten skuffende. Selvom Re:citat ikke er et kendt brand, så burde relevant segmentering give højere klikrater. Måske er jeg bare vant til klikrater på danske search sites fra Eniro og ikke internationale sociale netværk?

“Oplysninger hentet på en åben profil er at betragte som offentligt tilgængelig. Derfor kan medierne bruge indholdet uden at spørge personen bag profilen om lov først.”

Problemet er, at Pressenævnet blander presseetik sammen med ophavsret. Det er et etisk spørgsmål hvorvidt det skal være muligt for pressen at anvende private data en person beskytter mod fremmede øjne. Det er et ophavsretligt spørgsmål om det er tilladt at publicere en tekst eller billede. Flickr har et aktivt samarbejde med Creative Commons, der øger opmærksomheden om rettigheder til det pågældende billede.
Facebook, der måske har verdens største samling af billeder, gør ikke særlig opmærksom på ophavsretten til det enkelte billede. Men i “Statement of Rights and Responsibilities” star følgende i punkt 2, stk. 4:

“When you publish content or information using the “everyone” setting, it means that everyone, including people off of Facebook, will have access to that information and we may not have control over what they do with it.”

Men allerede i punkt 2, stk 1 har de defineret retten til at være din egen og Facebooks (fordi det kræves for at de kan publicere dit indhold overfor dine venner).

“(..)you grant us a non-exclusive, transferable, sub-licensable, royalty-free, worldwide license to use any IP content that you post on or in connection with Facebook (“IP License”).”

(Og Facebooks rettigheder forældes den dag du sletter dit indhold, hvis du skulle være i tvivl. Se samme sted).

For det første er det altså ikke op til Pressenævnet at afgøre om materiale postet på Facebook frit kan anvendes af pressen.
For det andet mener jeg, at deres skelnen mellem en åben og en lukket profil ikke er så simpel. Jeg tillader f.eks. venners venner at se mine billeder, mens kun mine venner kan følge flowet på min væg. Mine personlige data er derimod tilgængelige for alle, da disse kan findes alle andre steder. Da jeg dog har oprettet mig på Friendfeed og anvender Friendfeed som LIVE feed på min hjemmeside kan man se alle mine egne opslag på min væg dér.

Men det kan jo være Pressenævnet blot er ved at bløde op mod nye tider, hvor indhold fra netaviser, der ikke gemmer sig bag en betalingsmur, er frit anvendeligt af hvem det måtte interessere – med mindre det anvendes krænkende for netavisen. Eller for at omskrive endnu en af Pressenævnets flotte formuleringer:
Omvendt kan en bruger komme i besiddelse af materiale fra en betalingsavis, der har så stor samfundsmæssig interesse, at en offentliggørelse overstiger hensynet til artiklens ophav. Materialet kan i sådanne situationer offentliggøres uden at medføre en tilsidesættelse af de presseetiske regler.

Årsberetning kan hentes her: http://pressenaevnet.net.dynamicweb.dk/Files/Filer/pdf/Aarsberetning_2009.pdf

Frygt, paranoia, idealisme, pragmatik, ligegyldighed, uvidenhed, sensation og meget mere, præger en debat om privatlivet på Internettet, der både må forholde sig til etisk filosofiske dimensioner såvel som kapitalistiske mekanismer. Information skriver i artiklen “Ville du dele feriebilleder med Stasi?” i en pervers tone om hvordan vores privatliv er truet. Google og Facebook sammenlignes med en manipulerende og morderisk organisation, og ved at kaste om sig med eksempler til højre og venstre eksemplificerer den en journalistisk tilgang til en kompleks problemstilling.

Big Brother fremstilles ofte i et negativt lys. Supermarkedernes indsamling af data ved hjælp af kassebonnens lille tabel, der afslører at flertallet af købere af Ariel vaskepulver også handler Lambi køkkenruller, hjælper Supermarkedet til ikke at sætte begge ting på tilbud i samme uge. Er du bange for, at et system, der tænker ikke selv, er klogere end dig og at du derfor ikke kan træffe dine egne valg?

Dine oplysninger på nettet er en handelsvare
Jeg har i snart 11-12 år brugt Google som søgemaskine. I 3-4 år har jeg været på Facebook og et enkelt år er netop passeret på Twitter. På intet tidspunkt har jeg betalt dem en eneste krone.

Internettet er kommet for at blive. Google er kommet for at blive. Facebook er kommet for at blive. Vi bruger tjenesterne mod at udlevere vores data. Det er vores handelsvare i en verden, der ikke er gratis, men tilgængelig.

Det er ikke min hensigt at diskutere mekanismerne ved og implicationerne af Freeconomics [Bogen] [Wired]. Men free betyder paradoksalt nok, at forbrugeren ikke er helt fri. Den information jeg afgiver, bliver brugt overfor mig selv, personligt, såvel som data der adderes til en større mængde, hvor min adfærd lægges i bunken af andres adfærd.

Lovgivning, relevans og mig selv
Når jeg opretter mig på sociale medier (Facebook, Youtube, wordpress, etc.), hvor jeg skaber og deler indhold, så siger jeg ja til en række betingelser. Det skal jeg af flere årsager. Hvis ikke tjenesterne havde mit samtykke, kunne de slet ikke publicere mine handlinger. Det ville stride imod lovgivningen og derved umuliggøre tjenesten i sin natur (muligvis er straffelovens § 263 og § 264, persondataloven § 7 og § 8 samt forvaltningsloven § 28 den direkte reference i danske sammenhænge, men jeg ved det egentlig ikke). De handlinger jeg foretager bliver for så vidt deres ejendom (for det meste ikke-eksklusiv). Den viden de opnår, kan de så anvende til at forbedre deres tjeneste.

Når jeg søger på Google er det deres hensigt at gøre resultaterne mere relevante. Deres kendskab til mine præferencer gennem tidligere søgninger er medhjælpende til dette. De reklamer der vises kan have en tendens til at fremstår som relevant indhold. Men så længe de overholder markedsføringsloven, så har jeg ikke noget problem med det.

Internettet rummer nogle helt nye muligheder inden for markedsføring i forhold til målretning og måling af vores handlinger. Selvfølgelig skal det udnyttes. Lad mig citere Information, hvor Stephan Humer siger:

“Det største problem med privatliv og internet er folks manglende evne til at omgås problemet. Det er et spørgsmål om teknisk kompetence. Det kan vi fastslå igen og igen. Mange mennesker har ganske enkelt svært ved at håndtere problematikken, og de handler, før de tænker,” [Han] nævner debatten om VHS-maskinens skadelige indvirkning på ungdommen i 80′erne som et eksempel på manglende viden om nye medier.

“Hvis folk var klar over, hvilke betingelser de går ind på, ville det ikke være så slemt.”

Privatlivet er en social norm
Ovenstående er i bloggens udgangspunkt et udtryk for mine private holdninger. Jeg siger ikke, at Big Brother er godt. Men jeg mener, at Constanze Kurz (citat igen fra Information) har ret, når hun siger:

“Jeg tror, vi skal til at opfinde nye sociale normer, men også nye juridiske regler, der kan forhindre, at teknologiens indtog i privatsfæren opfattes som noget selvfølgeligt,”

Hvad mine bedsteforældre eller forældre opfattede som privatliv er ikke det samme som jeg opfatter som privatliv. Og de yngre generationers (kritiske og naturlige) anvendelse af sociale medier vil ligeledes påvirke mine normer. Privatlivet er en social norm og vi er først lige begyndt at stille spørgsmålene.

Egentlig havde jeg misforstået bogens indhold indtil jeg kort omtalte den for min gode ven Andreas. Jeg troede, at det handlede om, at hvis jeg ved siden af mit arbejde brugte fire timer om ugen på noget jeg synes om, så ville jeg også få succes med det. Og fra den tid jeg startede med at følge Tim Ferriss blog, var det noget jeg begyndt at praktisere. Delvist i forhold til denne blogs skift af indhold tilbage i maj 2008. Mere markant i forhold til andre ting, der er bloggen her uvedkommende.

Undertitlen er “Escape 9-5, live anywhere, and join the new rich”. Det handler ikke om at bruge fire timer ved siden af sit arbejde. Jeg havde opfattet det forkert. For det handler om at bruge fire timer om ugen på sit arbejde. Gennem bogen fortæller Tim Ferriss om hvordan man frigør sine ressourcer. Han har en personlig assistent i Indien. Han får sig faktisk meget hurtigt to. Han fortæller om sine mange fejl og succeser og selvom han er amerikansk i sin salgstone, så synes jeg ikke bogen er overdrevet langtrukken, som nogle af hans amerikanske non-fiction kollegaer har for vane.

Bogen er anvendelig. Budskabet kommer indefra, trækker tingene ned på jorden og gør det muligt.
Den starter med at definere nogle problemstillinger. Introducerer hvordan han bruger 80/20 reglen. At han tjener 80% på de 20% bedste kunder. De sidste 20% er dem, der giver ham flest problemer i arbejdet.
Han definerer nogle barrierer de fleste(?) går rundt med og så bryder han dem ned. Blandt andet bruger han begreber som “ikke at overvurdere sin modstander eller undervurdere sig selv”. Hvilket virker rigtig godt, hvis du skal møde en stor kanon i en virksomhed.
Og så stiller han i det hele taget en masse spørgsmål, som man som læser må overveje for at kunne opretholde sin selvforståelse.

Det er iværksætteren (entreprenøren) han taler til. Og der er flere ting som ikke interesser mig synderligt at forfølge. Det er nu engang ikke min stil at “bede om tilgivelse i stedet for at bede om lov”. Ønsket om konstant at rejse og opleve hele verden er heller ikke min drivkraft. Tim er god nok her og siger, at det blot handler om at definere sit mål og forfølge det; ikke at vente til man pensioneres med at gøre hvad man vil.

Men efter at have læst bogen står jeg nok bedre rustet til at forfølge ideen om at bruge fire timer om ugen på (noget andet) jeg synes om.

Jeg har for nyligt købt et domænenavn – http://www.recitat.dk/ – og i den forbindelse fik jeg en brochure fra DK Hostmaster, hvor der står følgende:

DIFO (Dansk Internet Forum) og DK Hostmaster har p.t. tre muligheder for at gribe ind, hvis et .dkdomænenavn ønskes suspenderet. Det drejer sig om tilfælde, hvor der er tale om:

• Åbenbart og ulovlig forvekslingsvirksomhed
• Åbenbar og ulovligt virke, der udgør en sikkerheds- eller samfundsmæssig risiko,
• Typosquatting, det vil sige fejltastningsdomænenavne, der får besøgende på deres hjemmeside, fordi internetbrugere taster et enkelt bogstav forkert i forhold til et allerede eksisterende domænenavn.

Men i disse sager har domænerne har været registreret før de pågældende virksomheder eksisterede. Altså har de private ejere aldrig handlet i ond tro eller haft til hensigt at købe domænet med henblik på videresalg.

I ”Lov om Internetdomæner, der særligt tildeles Danmark” hedder det i §12

Registranter må ikke registrere og anvende internetdomænenavne i strid med god domænenavnsskik.
Stk. 2. Registranter må ikke registrere og opretholde registreringer af internetdomænenavne alene med videresalg eller udlejning for øje.

I grunden er det en god regel, der skal holde domænesnyltere fra fadet. Hvordan det i de tre sager kan fortolkes mod ejerne står jeg undrende overfor. Registranten har nogle forpligtelser i forbindelse med betaling samt at domænet skal være i anvendelse. I alle tre tilfælde har domænerne været brugt til blandt andet privat email.

Selvom DK Hostmaster ifølge punkt 1 i deres Generelle Vilkår skriver, at de ”tildeler og registrerer domænenavne under .dk-domænet efter først –til-mølle princippet”, så ejer den danske stat domænenavnet. Det er kun til låns. Hvis den danske stat senere vurdere, at andre kan have mere gavn af domænenavnet, så skal det altså overdrages til vedkommende. Det er hvad lovfortolkningen fra Klagenævnet lægger op til og dermed kan ingen længere vide sig sikre på om de må anvende deres domæne aktivt til evig tid.

Men hvad er det for en vægtning mellem privatpersoner og eller virksomheder, som gør sig gældende? Hvilken nytteetik er det den danske stat ønsker at være garant for? Og vil de også anvende den praksis i forhold til telefonnumre, nummerplader, uddannelsespladser, pladsreservationer i toget, fordeling af energi, etc. etc. i ”almenvellets interesse”?

Jeg læste for nyligt en artikel på News dk, som handler om, at ”kina ikke vil tillade domæner til private”.
I Kina handler det om censur. I Danmark handler det om kommercielle interesser. Kinas politik i forhold til Internettet er afskyelig. I Danmark må jeg konstatere, at vi er langt fra de forhold, der gør sig gældende vedrørende dot-com domænet. Her skal der være opfyldt alle af følgende tre elementer for at en klage efterkommes:

• The domain name is identical or confusingly similar to a trademark or service mark in which the complainant has rights;
• The registrant does not have any rights or legitimate interests in the domain name; and
• The registrant registered the domain name and is using it in “bad faith.”

Kilde: Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/UDRP

Jeg er nu klar over, at den danske stat ejer domænerne og at vi kun har dem til låns. Men jeg er ikke enig i, at kommercielle interesser kan sidestilles med samfundsmæssige interesser og derved være vigtigere end private interesser.

Artikel fra Version2 om Eof.dk: http://www.version2.dk/artikel/12124-klagenaevn-konfiskerer-html-fri-domaener
Artikel fra Version2 om Orango: http://www.version2.dk/artikel/13478-it-folk-i-oproer-orangodk-sagen-er-en-skandale
Artikel fra ComON om Klonk.dk: http://www.comon.dk/nyheder/Ny-kontroversiel-domaene-afgoerelse-1.250247.html
Artikel fra ComOn om Isabells.dk: http://www.comon.dk/nyheder/Dansk-domaenesynder-reddet-af-otte-arig-datter-1.241803.html
Se også redegørelser på de respektive domæner så længe det varer: Klonk.dk og orango.dk

Techcrunch har lavet en video med CEO Philip Kaplan, der forklarer hvad tjenesten går ud på og hvorfor han synes, at det er en god ide til et community. Se den her: http://www.youtube.com/watch?v=SSibRDdKG04

Facebook afprøvede egentlig ideen med Beacon. Tjenesten blev udsat for massiv kritik og lukkede igen i slutningen af 2009. I mine øjne var problemet i første omgang, at personer på Facebook aldrig blev spurgt om de ville være med og at de ikke havde kontrol med den information, som flød mellem sites og andre brugere. I anden omgang kan det så diskuteres, hvor meget information folk er villige til at dele. Men selvom der har været en række reaktioner på Facebooks seneste ændringer i forhold til hvilke informationer, der er private på Facebook, så er det min overbevisning, at det ikke bliver færre informationer, som vi er villige til at dele. Selvom Blippy netop får en til at tænke på privatliv, vil jeg dog undlade at lade dette blogindlæg handle om denne problemstilling yderligere.

Det interessante er den relation, der er mellem transaktion og køber og potentiel køber.

Christoffer Rolleyson skriver i en artikel på ofte interessante SocialMedia.biz, at:

“Federated identity + social will rapidly become a mechanism for people to ask their friends for input on buying decisions. It will change how people buy.”

1. Almindelige menneskers bedømmelser og anmeldelser har været et af de første skridt i retning af tjenester, der tilbyder sociale elementer til vurdering af produktet. Vi kan i flere tilfælde være trygge og få mere valid information om et produkt eller service, når mange mennesker har afgivet deres vurdering, end når der kun er tale om én eksperts vurdering. På samme måde kan Googles og Facebooks Friend Connect give sites med produkter eller services muligheder for at skelne mellem hvad de nære venner mener og hvad den store mængde af mennesker har sagt.

2. Blippy gør produktanbefalinger endnu mere nærværende. Vi bedømmer ikke alt hvad vi køber. Og vi fortæller ikke om alt hvad vi i vores dagligdag bruger igen og igen. Det er to sidet: for det første promoveres det enkelte produkt overfor vennerne. For mit vedkommende gælder det hvis et nyt album er udkommet uden min viden. Det kan også gælde gode tilbud på f.eks. tøj. Jeg frygter ikke, at mine nære venner køber præcis samme T-shirt på Threadless som jeg gør. Men de vil givetvis blive inspirerede til at købe en anden vare på grund af prisen. For det andet vil tjenester, hvor vi afholder vores transaktioner, blive promoveret. Hvis jeg er interesseret i produktet, så ved jeg både hvor det kan købes og til hvilken pris.

3. Når Jason Calacanis køber PacMan til sin iPhone, så vil der potentielt være folk der følger ham, som går ud og gør præcis det samme. Køber PacMan til iPhone. Ydermere åbner det op for markedsføringstiltag i form at sponsorerede køb, fordi penetrationen sker gennem genkendelige og troværdige personer – venner og indflydelsesrige eller respekterede personer. Det er ikke nyt, men det er mere direkte og lettere end nogensinde før.

4. De data jeg efterlader på Blippy er tilgængelige for andre personer på nettet. Og virksomheder. Disse virksomheder vil kunne se mig som potentiel kunde og vil måske kunne finde på at markedsføre sig direkte overfor mig. Det er måske meget omkostningstungt at markedsføre sig overfor den enkelte, hvor prisen for en vare eller ydelse er lav. Men sælger virksomheden et produkt, der kræver færre salg pr måned, for at opnå en tilfredsstillende indtjening, så er det måske interessant? Mere interessant er det dog, hvis problemstillingen omkring automatisering af markedsføring af varer til lav pris kan løses uden at det betyder, at forbrugeren spammes med tilbud eller føler sit privatliv invaderet.

5. At være en tjeneste som Blippy, som har data på brugeren og på de produkter der er købt, kan blive en særdeles givtig forretning. Ikke fordi mine private data sælges, men fordi de opnår information om købemønstre, geografiske forskelle, trends, relationers indflydelse, deres strukturelle udvikling, etc., etc. Det er ikke noget som er forbeholdt Blippy og noget jeg er specielt bekymret omkring. Vi kender det i dag fra supermarkeder, der laver analyser på hvilke varer og tilbud, som optræder sammen i de handlendes indkøbskurv.

Jeg er klar over, at min tilgang er alt for positiv, ubekymret og naiv. Men jeg synes blufærdigheden omkring privatliv kan være hæmmende for udviklingen. Det er ikke et spørgsmål om narcissisme eller at gå rundt i offentligheden uden bukser på. Det er et spørgsmål om at være bevidst om hvilke data jeg efterlader hvor og at tage kontrol over det.  I sidste ende vil min tilgang måske efterlade så meget information, at jeg i mig selv er et informationsoverload? Jeg siger det ud fra devisen, at hvis det ser ud som om ingen informationer om mig er hemmelige, så er ingen informationer om mig interessante. Så langt ud behøver man ikke komme. Men det jeg ønsker, at andre også tænker over, er, at de informationer, der kan findes om mig på nettet ikke er anderledes end dem, der kan findes om mig i den fysiske verden. Forskellen er måske hvor nemt tilgængelige de er.

Hvordan ser fremtiden ud for Blippy? Vi kan forvente, at lignende sites skyde op. Blippy har allerede 2.500 brugere og 10.000, der venter på at blive lukket ind i deres beta version. Jeg fik min invite i går og har 20 invites tilbage til, såfremt nogen måtte have lyst til at afprøve det. Min konto er her: http://www.blippy.com/scherz/