RE:aktion

I går signede jeg op til et af de mest grænseoverskridende communities, som jeg har deltaget i … indtil videre. Blippy.com lader dig dele dine transaktioner med venner, bekendte og fremmede. Det vil sige, at alt hvad jeg køber på Amazon, Threadless og iTunes vil fremover kunne ses på min Blippy konto. Havde jeg en amerikansk bank ville jeg også kunne knytte mit Visa eller Mastercard til tjenesten. Og ligeledes er et par andre – primært amerikanske – tjenester tilknyttet såsom Zappos, GoDaddy, Audible og Blockbuster og man kan forvente, at flere kommer til i takt med at sitet vokser.

Techcrunch har lavet en video med CEO Philip Kaplan, der forklarer hvad tjenesten går ud på og hvorfor han synes, at det er en god ide til et community. Se den her: http://www.youtube.com/watch?v=SSibRDdKG04

Facebook afprøvede egentlig ideen med Beacon. Tjenesten blev udsat for massiv kritik og lukkede igen i slutningen af 2009. I mine øjne var problemet i første omgang, at personer på Facebook aldrig blev spurgt om de ville være med og at de ikke havde kontrol med den information, som flød mellem sites og andre brugere. I anden omgang kan det så diskuteres, hvor meget information folk er villige til at dele. Men selvom der har været en række reaktioner på Facebooks seneste ændringer i forhold til hvilke informationer, der er private på Facebook, så er det min overbevisning, at det ikke bliver færre informationer, som vi er villige til at dele. Selvom Blippy netop får en til at tænke på privatliv, vil jeg dog undlade at lade dette blogindlæg handle om denne problemstilling yderligere.

Det interessante er den relation, der er mellem transaktion og køber og potentiel køber.

Christoffer Rolleyson skriver i en artikel på ofte interessante SocialMedia.biz, at:

“Federated identity + social will rapidly become a mechanism for people to ask their friends for input on buying decisions. It will change how people buy.”

1. Almindelige menneskers bedømmelser og anmeldelser har været et af de første skridt i retning af tjenester, der tilbyder sociale elementer til vurdering af produktet. Vi kan i flere tilfælde være trygge og få mere valid information om et produkt eller service, når mange mennesker har afgivet deres vurdering, end når der kun er tale om én eksperts vurdering. På samme måde kan Googles og Facebooks Friend Connect give sites med produkter eller services muligheder for at skelne mellem hvad de nære venner mener og hvad den store mængde af mennesker har sagt.

2. Blippy gør produktanbefalinger endnu mere nærværende. Vi bedømmer ikke alt hvad vi køber. Og vi fortæller ikke om alt hvad vi i vores dagligdag bruger igen og igen. Det er to sidet: for det første promoveres det enkelte produkt overfor vennerne. For mit vedkommende gælder det hvis et nyt album er udkommet uden min viden. Det kan også gælde gode tilbud på f.eks. tøj. Jeg frygter ikke, at mine nære venner køber præcis samme T-shirt på Threadless som jeg gør. Men de vil givetvis blive inspirerede til at købe en anden vare på grund af prisen. For det andet vil tjenester, hvor vi afholder vores transaktioner, blive promoveret. Hvis jeg er interesseret i produktet, så ved jeg både hvor det kan købes og til hvilken pris.

3. Når Jason Calacanis køber PacMan til sin iPhone, så vil der potentielt være folk der følger ham, som går ud og gør præcis det samme. Køber PacMan til iPhone. Ydermere åbner det op for markedsføringstiltag i form at sponsorerede køb, fordi penetrationen sker gennem genkendelige og troværdige personer – venner og indflydelsesrige eller respekterede personer. Det er ikke nyt, men det er mere direkte og lettere end nogensinde før.

4. De data jeg efterlader på Blippy er tilgængelige for andre personer på nettet. Og virksomheder. Disse virksomheder vil kunne se mig som potentiel kunde og vil måske kunne finde på at markedsføre sig direkte overfor mig. Det er måske meget omkostningstungt at markedsføre sig overfor den enkelte, hvor prisen for en vare eller ydelse er lav. Men sælger virksomheden et produkt, der kræver færre salg pr måned, for at opnå en tilfredsstillende indtjening, så er det måske interessant? Mere interessant er det dog, hvis problemstillingen omkring automatisering af markedsføring af varer til lav pris kan løses uden at det betyder, at forbrugeren spammes med tilbud eller føler sit privatliv invaderet.

5. At være en tjeneste som Blippy, som har data på brugeren og på de produkter der er købt, kan blive en særdeles givtig forretning. Ikke fordi mine private data sælges, men fordi de opnår information om købemønstre, geografiske forskelle, trends, relationers indflydelse, deres strukturelle udvikling, etc., etc. Det er ikke noget som er forbeholdt Blippy og noget jeg er specielt bekymret omkring. Vi kender det i dag fra supermarkeder, der laver analyser på hvilke varer og tilbud, som optræder sammen i de handlendes indkøbskurv.

Jeg er klar over, at min tilgang er alt for positiv, ubekymret og naiv. Men jeg synes blufærdigheden omkring privatliv kan være hæmmende for udviklingen. Det er ikke et spørgsmål om narcissisme eller at gå rundt i offentligheden uden bukser på. Det er et spørgsmål om at være bevidst om hvilke data jeg efterlader hvor og at tage kontrol over det.  I sidste ende vil min tilgang måske efterlade så meget information, at jeg i mig selv er et informationsoverload? Jeg siger det ud fra devisen, at hvis det ser ud som om ingen informationer om mig er hemmelige, så er ingen informationer om mig interessante. Så langt ud behøver man ikke komme. Men det jeg ønsker, at andre også tænker over, er, at de informationer, der kan findes om mig på nettet ikke er anderledes end dem, der kan findes om mig i den fysiske verden. Forskellen er måske hvor nemt tilgængelige de er.

Hvordan ser fremtiden ud for Blippy? Vi kan forvente, at lignende sites skyde op. Blippy har allerede 2.500 brugere og 10.000, der venter på at blive lukket ind i deres beta version. Jeg fik min invite i går og har 20 invites tilbage til, såfremt nogen måtte have lyst til at afprøve det. Min konto er her: http://www.blippy.com/scherz/

Vores forståelse af “privatliv” og “offentlighed” er under forandring. I de seneste dage har det været på flere af mine venners læber, fordi Facebook nu giver mulighed for at jeg kan se mine venners venners billeder.

danah boyd holdt et klart og interessant foredrag ved årets ‘Le Web’, hvor hun fik adresseret nogle interessante spørgsmål omkring privatliv og tilgængelighed. Cirka otte minutter inde i foredraget fremhæver hun et eksempel med en pige, der har dræbt sin mor. Medierne drejer opmærksomheden hen på, at pigen har en MySpace profil og får pigen til at fremstå som “skør”. Men da danah boyd ser efter, så har pigen dokumenteret moderens misbrug gennem årene på sin profil. Og veninderne forsvarer pigen på MySpace.

danah boyd stiller det relevante spørgsmål:

“What happens when we have this massive amounts of visibility, but nobody is looking?”

Og så starter hun ellers en tankerække: “Hvad tænker vi om information vi kan se online? Hvad tænker vi det betyder for informationen at den er online? Blot fordi noget er offentligt tilgængeligt betyder det ikke, at alle mennesker på tværs af tid og sted også kigger.”

Hun fortsætter spørgsmålene “Hvem kigger? Hvorfor kigger de? Og i hvilken kontekst fortolker de hvad de ser?”. Hun fremhæver, at de observerende, ofte er dem, der har magt over de observerede. Forældre, lærere, arbejdsgivere, regeringen, virksomheder. Disse mennesker føler, at de opnår noget ved at kigge og mener, at de har en ret til at kigge. “If it’s public, I’m allowed to look”.

Men hvad hvis det ikke kun er en ret, men også en pligt?

Foredraget kan ses her. Det er 18 minutter kort og både analytisk, følsomt og klogt: http://www.ustream.tv/recorded/2836730. Jeg er blevet opmærksom på det via http://thenumerati.net/index.cfm?postID=470.

INDLEDNING
Som det er med trends, så kan vi allerede have set tendenser til at noget udvikler sig. F.eks. har økologi været igennem flere faser. Til at begynde med var bæredygtighed i sig selv en trend. I dag er det hvorledes bæredygtigheden kontekstualiserer sig. Ligeledes var det at være online forbundet (sociale netværk) en trend. I fremtiden vil trenden handle om hvordan den adfærd vi har på sociale netværk blander sig med andre online og offline aktiviteter. Forrester har i øvrigt lavet en rigtig god analyse af fremtiderne for (det sociale) internet. http://www.destinationcrm.com/Articles/CRM-News/Daily-News/Social-Media-The-Five-Year-Forecast-53635.aspx

TREND: FORRETNING SOM USÆDVANLIG
Bæredygtighed har været og er stadig en trend. Mere end nogensinde før skal en virksomhed udvise godt borgerskab og samfundsnytte. Virksomheder må opføre sig så transparente og være så åbne, som personer er på nettet. Samtalen skal dyrkes i højere grad frem for den traditionelle envejskommunikation (som hører TV-tidsalderen til). Og virksomheder må forvente, at succes kommer gennem samarbejde med forbrugeren frem for at arbejde med et os/dem skisma.

TREND: SPOR & ALARMER
Måske kan man anskue det at lægge spor (tracking) og få alarmer (alerts) som det nye ”søg”. På den ene side er det en måde at håndtere vores sult efter information. På den anden side sparer det tid, vi glemmer i ringere grad ting og det giver os et niveau af kontrol.
En alarm kan anvendes således, at det ikke er forbrugeren, der finder et særligt produkt, men produktet, der finder forbrugeren med de relevante præferencer.
Twitter og lignende tjenester kan spille en rolle i opdragelsen og brugeres adfærd, mens Augmentet Reality tilføjer en ny dimension. Digg og delicious var vel en slags tracking 1.0. Tracking 2.0 er på vej og en vigtig del i det filter, der er nødvendigt for at begå sig i de vældige informationsstrømme.

TREND: REAL TIME BEDØMMELSER
Som følge af det liv folk lever i nuet sammen med ønsket om at udtrykke sig om alt ting fra sit eget perspektiv, vil mængden af bedømmelser og kommentarer til produkter blive øget. Hastigheden vil være så hurtig, at vi får adgang til viden om vores potentielle anskaffelser, oplevelser, events og meget andet i ’nuet’ (ikke først i morgen). Internettet understøtter den enkelte forbrugers magt og vi er klar til at bruge den (på massere af enkeltsager). Hvorfor? Fordi det er blevet nemt og kræver få ressourcer.

TREND: MASSE FORSAMLINGER
Masse kommunikationen er blevet moden og tager internettets karakteristika med sig. Fra at være en-vejs til at være fler-vejs giver teknologien os nye muligheder for at mødes i en ny grad. De medier, der er blevet spået vil gemme os væk inde i hjemmet, får os altså til at komme mere ud. Hvorfor? Fordi sociale medier først og fremmest handler om andre mennesker. Life Streaming bliver tydeligere, mere udbredt og åbner for spørgsmål om at gentænke privatliv og kontrol.
En af de teknologie,r som har hjulpet til i udviklingen er mobiltelefonen, og den vil også i fremtiden være en brobygger mellem det at være online og offline.
Der vil være flere spontane, midlertidige møder mellem fremmede, grupper eller ligefrem masser med fælles interesser, hobbyer, politiske præferencer, en fælles god sag og protester. Og disse masse forsamlinger vil tiltrække offentlig opmærksomhed. Endnu et element, der demokratiserer magten.

TREND: MODEN MATERIALISME
Trenden har på engelsk fået betegnelsen ’maturalisme’. Vores hverdag er gennemsyret af materielle ting. Men som personer i et modent forbrugersamfund tolererer vi ikke længere at blive behandlet som var vi sidste årtis uinformerede, nemt provokerede, uerfarne forbrugere, som vælger den gyldne mellemvej.
Trenden understøtter samtalen mellem forbruger og virksomhed. Uddannelse af forbrugeren til at maksimere udbyttet af produktet er en nøgle til at knytte bånd. Nemmest og sværest er det nok at skabe en platform for forbrugerne til selv at kunne hjælpe hinanden.
Men det er tydeligt, at for at overkomme den modne forbruger, så må virksomheder være gennemsigtige og åbne, som forbrugeren selv.

TREND: ONLINE PROFIL MINING
Egentlig er begrebet på engelsk MYning ud fra tanken om et ‘mig’. Det superspændende her er spørgsmål, der relaterer sig til ejerskab og profit på min online profil.
Som forbrugere vil vi gerne offentliggøre vores interesse for at købe. Men hvem gør det mainstream for virksomheder at byde os på netop det, som vi har sagt vi har interesse i?
Den personlige online profil har en værdi. Den kan være emotionel i forhold til egne private omgivelser og finansiel i forhold til virksomheder. Der vil blive rejst interessante spørgsmål de næste par år omkring beskyttelse af profiler, lagring af data, juridisk håndtering i forbindelse med ulykke og død.

TREND: (f)LUKSUS

Luksus er hvad du vil have det til at være.

Og herved ordet ’fluksus’, altså at være i bevægelse. Først definerer jeg hvad jeg synes, der er luksus. Herefter påberåber jeg min autoritet til at kunne erklære dette. Og endelig rammer jeg det rette publikum og får tilkendegivelser tilbage om at det er rigtigt: Det er sgu luksus!
Det handler om det unikke frem for det største og dyreste. Eksklusivitet må være kodeordet. Det kan være en begrænset lokation (som befinder sig udenfor e-shoppens grænseløshed). Og det må gerne være forgængeligt, så der er en tidsmæssig begrænsning, der øger værdien af luksus. Tid er jo ikke noget hvad du og jeg har rigeligt af i dag?

TREND: INKORPORERET VELGØRENHED
Med inkorporeret velgørenhed mener jeg, at en donation fra virksomheden aktiveres ved forbrugerens handling med virksomheden. I dag skaber virksomheder en social profil ved (Corporate Social Responsibility) at støtte en bestemt god sag – og den værdi skal lægges til produktet (økonomisk såvel som image).
I fremtiden kan vi ligeledes forvente, at forbrugeren selv må vælge, hvad virksomheden skal donere til. Social Vibe er et eksempel. Men når vi er gennem fasen og alle virksomheder tilbyder donationer, så vil forskellen ligge i den værdi og identitet, der er i den enkelte donation. Og hvem der gør det nemmest og mest meningsfyldt for forbrugeren i den situation forbrugeren er i, når produktet eller servicen erhverves.

Kilde og videre læsning: http://www.trendwatching.com/

Siden sidste uge (og frem) er et af de store samtaleemner på nyhedssites og blogs, at NewsCorp – personifiseret i Robert Murdoch – vil blokere for, at Google indekserer alle deres aviser online indhold (The Times, The Sun, The Sunday Times, New York Post, Wall Street Journal, etc. etc. og dertil Fox og alle dets subbrands).

På den ene side står nogle journalister og klapper i hænderne over at bladet tages fra munden og kampen mod mægtige Google tages op. På den anden side står net-medierne og tager sig til hovedet over den gammeldags måde at anskue virkeligheden på. Jeg kan henvise til Ole Nørskov (MediaWatch) på den ene side og Danny Sullivan (Searchengineland) på den anden side.

TRAFIK PÅ INTERNETTET

Rationalet fra nyhedsmediernes side er for så vidt lige til:

Murdoch siger, at han ikke er interesseret i den tilfældige trafik. Han kan godt se, at man kan fortælle annoncørerne, at der er så og så mange brugere af avisen online, men han foretrækker loyale brugere, der kommer igen for det indhold de finder interessant – og betaler for det – frem for tilfældigt omstrejfende brugere, der ikke betaler for det.

Men udgangspunktet er forkert. Erick Schonfeld har i en artikel fra april 2009 skrevet, at Google News, Yahoo News og andre aggregatorere ikke er selve nyhederne, men blot standeren, som de står i. Og skal nyhedsmediernes frygt for Google i samme grad overføres til Digg, Delicious og lignende tjenester?

Og med ovennævnte artikel fra Danny Sullivan, så er der ingen grund til at blokere for Google. Det er nyhedsforbrugerne, der bør holdes ude, hvis de ikke vil betale – hvis branchen altså vil og tror på den forretningsmodel.

SPEKULATIONER: NewsCorp vs Google

Jeg har set fremhævet, at Google om under et år betaler sidste rate af rekordaftalen med Myspace (NewsCorp) om websøgning fra Myspace – se TechCrunch maj 2009. Men er det ikke rigelig konspiratorisk at tro, at disse ting skal blandes sammen? Myspaces problem med at forrente den købssum der oprindeligt blev udbetalt skal findes andetsteds – musikbranchen (nuff said).

Og det er også kun spekulationer, at NewsCorp kunne gå til Bing og sige, at Microsoft kan betale for at få lov til at indeksere indholdet, og derefter markedsføre sig overfor brugerne, at de – i modsætning til konkurrenterne – har alt indhold på nettet. For det første går Murdoch ikke specielt efter Google. Han nævner i interviewet Microsoft og Ask i samme åndedrag. For det andet handler det i højere grad om avisernes forretningsmodel. At abonnementstallene falder – nogle steder drastisk. Så i stedet for at være afhængig af printede aviser, så skal Murdoch se muligheder online.

Spekulationerne er rejst efter i denne video på YouTube med Jason Calacanis, som jeg har set via en anden artikel på TechCrunch.

FRI ADGANG TIL INDHOLD

Men tanken er for så vidt interessant nok at forfølge. Ikke i forhold til at gå efter Google. Men i forhold til copyright og adgang til information på Internettet.

Får NewsCorp (og andre) held til at indføre microbetaling og holde søgetjenester ude, så vil Internettet som vi kender det i dag forandres i sin grundlæggende struktur. Enten bliver det nyhedsmediernes selvmord, fordi andre med glæde ønsker at opfylde brugeres behov for nyheder og brugerne ikke ser ’kvaliteten’ i de gamle aviser som journalister og redaktører ser. Eller også får nyhedsmedierne succes med at tæmme befolkningen i en grad musikbranchen længe har fejlet med.

FREMTIDEN

Og i bund og grund tror jeg ikke på det. Og det gør du sikkert heller ikke. De traditionelle aviser risikerer i disse år et blodbad af dimensioner i kraft af konkurrencen fra andre utraditionelle nyhedskanaler. Twitter er ikke en avis-killer. Men det er brugernes adfærd måske?

Hvis aviserne ikke formår at fastholde positionen som punktet, hvor jeg som bruger går hen, når jeg skal være opdateret og få den korrekte information, så deres tid ovre. I bedste fald lever de et mere ydmygt liv side om side med rene brugerskabte nyhedsmedier, aggregatorer som newser.com, Yahoo/ Google News og nye skud på stammen online magasiner, der samler nicheindhold fra f.eks. blogs og skaber interessante kilder til information.

Det kommer til at betyde, at mange mennesker med en journalistisk stilling og/ eller uddannelse, må redefinere deres faglige identitet, hvilket nogle nok allerede er i gang med. Både i kraft af ændringerne i mediebilledet. Og fordi der ikke er brug for så mange betalte reportere.

Google har taget patent på deres hjemmeside. Det betyder, at Google har retten til en hjemmeside bestående af et stort søgefelt med to knapper nedenunder og et par links rundt omkring.
Den originale nyhed er at finde på Gawker.com. Og nyhed er måske så meget sagt, når der er tale om en 4½ år lang tvist mellem advokater, der er blevet afgjort til Googles fordel.

IBM er i gang med at søge patent på en fjernbetjening, der twitter, blogger eller opdaterer din status på f.eks. Facebook, når du ser fjernsyn (som ovenstående så jeg det først på Slashdot).

Jeg ved ærlig talt ikke hvad virksomheder tænker på i dag. Tænk hvis kirken tog patent på korset og Kongen af Danmark havde sikret sig retten til hjertet. Eller mere seriøst, hvis Ford havde udfyldt et patent på bilen, hvor havde vi så været i dag?

“Ford patenterer motordrevet køretøj på hjul”

Jeg forstår udmærket godt, at investering i forskning og udvikling af produkter er dyrt og at produkter skal beskyttes af en form for ophavsret. Og det må være med en bismag i munden, at Novo Nordisk kræver så mange penge for livsvigtig medicin, der kan redde menneskeliv i den tredje verden. Men uden markedsmekanismerne ville medicinen måske aldrig være blevet udviklet i mangel på forretningspotentiale.

Men set i lyset af citatet om æbler og ideer i forrige blogindlæg, så forekommer det mig noget gammeldags at holde tingene for sig selv. Jeg undlod at berette om de to scenarier, som der beskrives i rapporten ”Anarconomy”, selvom de nu er interessante nok.

Den ene vej det kan gå, er at nogle vil kæmpe for en strammere lovgivning. Microsoft lader til at have en interesse i, at der skal være et global patent system (se artikel på CNET News). Det kan ses som en reaktion på den globale indflydelse vi er under. Men ud fra et magtperspektiv er forslaget kun med til at underbygge monopoler.
Piratpartiets succes i Sverige og fremvækst i andre europæiske lande er egentlig med til at optrappe det scenarie af en konflikt.

Et andet scenarie som jeg gerne vil være fortaler for, er hvor Open Source ses som en velkommen konkurrent til det kommercielle. Der vil stadig være penge at tjene i at udstede garantier (på at det virker). Det kan Open Source ikke rigtigt, da der egentlig ikke er en ansvarshavende at pege tilbage på og evt. sagsøge. Indtægtsgrundlaget vil stadig eksistere, men blot manifestere sig i andre produkter eller i stedet i oplevelser. Det kommercielle vil have nogle muligheder for skræddersy løsninger og have fokus på det specielle i de generelle løsninger på en anden måde end det, der er gratis.

I det hele taget har jeg svært ved at forstå, at folk har så travlt med at beskytte deres ideer mod at andre bygger videre på dem. Hvis det er fordi jeg aldrig selv har fået en original ide, så er det måske en holdning med kortstakket frist. I så fald er det bare idealisten, der taler lige nu. Og senere bliver det så kynikeren, uanset om jeg er blevet rig på ideen eller ej.

Et godt eksempel: IBM giver software og andre ressourcer gratis til Linux samarbejdspartnere. I bytte får IBM viden og mulighed for at anvende Linux styresystem på deres maskiner og dermed levere en computer til en konkurrencedygtig pris.

”Anarconomy er lig med nye økonomiske spilleregler, for logikken udfordrer ikke alene traditionelle monopoler. Den udfordrer selve firmaet som værdiskabende konstruktion, den hierarkiske organisationsstruktur og traditionel prisdannelse; hvad der før kostede formuer, bliver i fremtiden gratis.”

Ovenstående citat er for mig essentielt. Det er Klaus Æ. Mogensen fra Instituttet for Fremtidsforskning, der står bag rapporten ”Anarconomy” (#3, 2009). Den er skrevet letlæseligt og fordeler sig på fire kapitler. Det første er introducerende til begrebet. Det næste handler om to scenarier for hvordan fremtiden kan se ud i forhold til ophavsret på ideer (immaterialret). Der er et kapitel, der handler om hvordan anarconomy kommer til udtryk netop nu. Og endelig er der et kapitel om ”Forretningsmodeller under anarconomy”. Det er sidstnævnte, der i denne sammenhæng er mest interessant, selvom f.eks. Godmorgen Danmark i mandags brugte mere tid på 3D printere. Måske fordi det er en håndgribelig målestok for hvor tæt denne anarkistiske økonomi er på os – og at det ikke kun handler om Internettet, men også kan gribe ind i vores fysiske hverdag?

Der er en enorm vækst i tjenester på Internettet, hvor brugerne selv skaber og distribuerer (gratis) indhold. Det rykker ved vores normale forestillinger om især ejerskab / copyright, som jeg ikke vil komme nærmere ind på i denne sammenhæng. Men det har konsekvenser for hvordan vi kan tjene penge i fremtiden. Teknologiens tilgængelighed i form af let, billig udbredelse bærer en del af æren/ skylden (om man vil).

Rapporten nævner en række eksempler på hvordan vi kan tjene penge i en sådan økonomi:

• Opmærksomhed fra brugere er i høj kurs. Det gælder den reklamefinansierede del, hvor det er visninger, pay per click eller action, der tæller. Det kan også være enheder, der tidligere var svært målbare. F.eks. individers holdninger og købsadfærd, hvor især opinionsdannere er de mest interessante.
• Frivillige donationer er baseret på en lyst hos brugeren til at give udbyderen en mønt for at være tilstede. Varen er gratis, men brugerne ved godt, at hvis de vælger ikke at donere, så kan det være, at produktet ikke findes i længden.
• Freemium er et begreb, der dækker over, at produktet er gratis. Men ønsker man ekstra ydelser, så koster det typisk et mindre beløb. Rapporten kommer også med et eksempel fra den fysiske verden. Ryan Air tilbyder flybilletter fra London til Barcelona til 20$ selvom det koster 70$ at flyve en passageren den strækning. Resten kommer ved tillægsbetaling for bagage, salg om bord og reklameindtægter.
• Vi kan også vælge at give produktet væk, for at kunne sælge et andet. Det gælder musikbranchen, der lægger deres musikindspilninger ud til gratis, lovlig download, for derefter at tjene penge på merchandise, koncerter og lignende. Det kunne også være, af man stillede software gratis til rådighed, men at det var support og ekstra udstyr koster.

Især ”Peer 2 peer” får meget opmærksomhed i kapitlet, hvilket der i mine øjne også er god grund til. På mange måder er brugerne de anarkistiske enheder, der omvælter økonomien ved at være med i produktudvikling, markedsføring, kvalitetssikring, produktion og levering af ydelsen. Anbefalingen er, at det bør ses som en mulighed frem for en trussel. Godt nok er det svært at acceptere, at vi kun skal tjene 10% af hvad vi tjente før i forhold til ikke at tjene noget. Så må der da være andre løsninger. Muligvis. Men løsningen er ikke at fortsætte som hidtil.

Det er ikke fordi rapporten er blind for negative sider af de tendenser, som den opstiller. Der er forskel på kommercielle og gratis produkter, hvorfor der på intet tidspunkt påstås, at det ene kommer til at erstatte det andet. Andre gode ting at sige om rapporten er det fine motivationsbarometer og andre ”fakta bokse” fordelt over de godt 48 sider. Jeg synes, at der gøres noget ud af at konkretisere alle ideer og analyser/ fortolkninger med reelle hændelser og eksisterende ting.

Mogensen henviser til George Bernards Shaws sympatiske ligning:

”Hvis du har et æble og jeg har et æble og vi bytter disse æbler, så vil du og jeg stadig have et æble hver. Men hvis du har en idé og jeg har en idé og vi bytter disse ideer, vil vi begge have to ideer.”

Og det er når man behersker denne tankegang, at det bliver muligt at kapitalisere på disse ideer – hvis jeg skal komme med min vurdering. De enkelte eksempler på forretningsmodeller i en ”gratis” verden, som jeg fra rapporten har gengivet ovenfor, er allerede kendte i dag. Fremtiden ligger i hvordan vi angriber vores eget produkt og sikrer dets værdi: for brugeren og for sponsoren.

Rapporten kan downloades på IFFs hjemmeside.

Ved at indtaste dit navn i “Personas | Metropath(ologi)” kan du få listet de emner, som du har berørt på Internettet og få en graf over din personas. Udgangspunktet er egentlig et kunstværk understøttet af en “stokastisk model”. Værket går på at computere er sociale ignoranter og uigennemsigtige, når de samler information om de digitale spor, som vi efterlader. Ved at vise de digitale spors uundgåelige tilstedeværelse og samtidig fejlbarligheden ved disse, så er det meningen, at læseren skal forholde sig kritisk til kunstværket, såvel som spejlingen uden for disse rammer.

Så vidt jeg har kunne læse mig til er det nogle algoritmer, der afsøger Google (?) og laver et output baseret på dit navns optræden i forbindelse med andre ord. Det virker bedst med mere unikke navne – for mit vedkommende med Erik Scherz.

Projektet er lavet af en Aaron Zinman, der er Ph.D. studerende ved MIT. Jeg læste om det på TechCrunch

Nu vrimler det ikke med kommentarer på denne blog. Og med ca. 70 til 100 besøgende om måneden er det ikke fordi jeg forventer det ude i fremtiden. Men jeg skriver også bloggen for at holde min tekniske viden på et basalt niveau. Og det synes jeg Facebook Connect er en del af. Derfor er det nu muligt for dig at kommentere ved hjælp af dit Facebook login.

Jeg blev inspireret af den nemme introduktion fra Building43. Jeg undersøgte også andre muligheder, men endte med at oprette en applikation på Facebook og så aktivere et wordpress-plugin lavet af en Facebook udvikler. WordPress er nemt, så hvorfor gøre det sværere end det er?

Jeg har desuden fra i går tilladt ratings på min anden WordPress blog, der dog ikke er selfhostet. Det var bare at sætte et kryds i en boks. Nemt.
PollDaddy tilføjelsen virker ligeledes utrolig nem at arbejde med. Og jeg er noget spændt på om BuddyPress kommer til at være relevant for mig. Måske ikke på denne blog, men i en helt anden sammenhæng.

Nogen lærdom indenfor ledelse kommer ved at udøve ledelse. Og nogen lærdom kommer ved at læse bøger. Min universitetsuddannelse har været god ved mig på det punkt og jeg er glad for teoretiske bøger. Inden for ledelse vil jeg til enhver tid anbefale et stykke klassisk litteratur. Niccolo Machiavelli: Fyrsten.

Men det kan også blive for teoretisk forstået således, at det i praksis ikke er så god en ide som det lyder.

Henriette Weber fik sidste år den gode ide at udgive ”Hvorfor alle virksomheder skal være rockbands” på Toothless Tiger Press, efter folk havde reageret positivt på en tale hun havde holdt ved Shift08 i Lissabon.
Tanken er egentlig god nok. Vi skal ud af boksen og se det samarbejde vi har i en ”virksomhed” i en anden kontekst. Jeg er enig i, at det vil forbedre vores ”virksomhed”.

Henriette starter med at nævne, at rockbandet er en metafor for ”sejhedsfølelsen”. Det handler om at være cool og populær. Hun har så 7 musikalske lektioner.

1. Hvorfor have et 9-5 job? Og svarer at hvis man føler sig og agerer som en rockstjerne, så ser man anderledes, positivt på sig selv.
2. Trommeslageren er ikke det samme som bassisten. Hvilket betyder, at vi skal gøre det vi er gode til, og lade andre gøre det de er gode til.
3. At vi ikke behøver være som Bono for at gøre noget godt.
4. Rockbands handler om andet end business. Vi arbejder ikke kun for at tjene penge, vi laver også musik.
5. En liste over forslag til at komme i gang med at være rockbands. Jeg synes, det er et meget sjovt at stille spørgsmålet: hvad ville et rockband gøre (A la Jeff Jarvis: ”What Would Google Do?”).
6. Return on involvement handler om, at mængden af det man involverer sig, har indflydelse på mængden af det andre involverer sig tilbage.
7. Vi skal ændre os – lige nu på grund af finanskrisen.

Udgangspunktet er, at alle vil være i et rockband og at vi skal udleve vores barndomsdrømme. Som nævnt i forrige blog indlæg ”(Lad vær’ med) at lede din virksomhed som et rock’n’roll band”, at den præmis er problematisk. Vi vil ikke alle være i et rock band og rock band metaforen inkluderer nogle problemstillinger, som hverken Henriette Weber, Peter Cook eller andre endnu har adresseret. Metaforen er brugt kreativt for at fremhæve positive muligheder. Men at bygge en organisation på noget så ustabilt som et rockband virker hovedløst romantisk på mig.

Henriette Webers 7 lektioner kan give stof til eftertanke og inspiration til hverdagen. Men det mener jeg skyldes metaforens kraft: denne konkrete såvel som metaforer i al almindelighed.

Det lyder sjovt, men jeg skal ikke nyde noget. Musik analogien er ellers lige for. Orkestre arbejder med stabile bureaukratier, noder, fokus på gruppen og dirigenten som den centraliserede ledet. Free jazz består af organiske strukturer, er på kanten af kaos, selvledet og fokuseret på individet. Rock n roll består af både noder og improvisation, både gruppen og individet er nødvendig og ledelse er fordelt.

Peter Cook skrev i 2006 ”Sex, Leadership and Rock n Roll”. I bogen forklarer han ledelse gennem sangtitler, og beskriver virksomhedsorganisationer og -dynamik ved sammenligne med konteksten fra et rock band. Bogen er skrevet over tre kapitler. Afsnittet om sex handler om team work og om at bygge relationer internt og eksternt. Afsnittet om stoffer handler om motivation. Og Rock n roll afsnittet handler om at nå og fastholde høj produktivitet.

Come together: When something good happens at work, make sure you all experience the joy of text simultaneously.

Det er muligt, at bogen forklarer ledelse med andre ord end de traditionelle management bøger. Leg og læring går hånd og hånd i denne bog. Men hvis bogen (også) skal forstås bogstaveligt, så er det en radikal udmelding.

Well Pat, you’ve done well on ”Rock’n’ Roll this year, but you need to work on ”Sex” next year. The options to help you are: Self-abuse [distance learning MBA]; group sex [in-house training course]; and cross-dressing [job rotation]. Which best fits your learning style and aspirations?

Tonen er frisk, men dét er ikke at skabe et kreativt miljø. Det er at bruge sine medarbejdere som forsøgskaniner og i bund og grund tage pis på dem. For at fortsætte analogien, så findes der er et hav af amatørmusikere og kun få stjerner. Er det sådan Peter Cook havde tænkt sig det skulle være inden for virksomhedskulturer?

Nothing compares 2 U: Make your offer unique and hard to copy.

Bogen kunne med fordel være blevet skrevet som en feature artikel. Musik analogien er den interessante, kreative og evt. øjneåbnene del, mens du sådan set kan tænke dig til resten allerede herfra.

Hjemmeside: http://www.academy-of-rock.co.uk/
Anmeldelser på Amazon.
Artikel fra Institut for Fremtidsforskning (04/ 2007).