RE:aktion

I kraft af mit nyligt tildelte ansvarsområde i Eniro, synes jeg det var på sin plads at øge min viden om Facebooks annonceringsmuligheder. Med et begrænset antal konkurrenter og en rig mulighed for at målrette annoncer skulle Facebook efter sigende levere gode resultater billigt. I det følgende giver jeg et indblik i mit første forsøg med annoncering på Facebook. Du er meget velkommen til at lægge en besked i kommentarfeltet.

Muligheder med Facebooks annonceringssystem
Facebook er nemt at komme i gang med. Du opretter en annonce ved at uploade et billede (110×80 pixel) og skriver en tekst og placerer en URL.
Målretningen kan ske geografisk, demografisk og på interesser. Interesser skal på nuværende tidspunkt udvælges ved hjælp af det engelske ord for interessen, men lader til at ramme de dansksprogede, når det er hensigten. Har du som annoncør en Facebook-side, -gruppe eller -applikation har du desuden mulighed for at målrette annonceringen mod personer, der enten er forbundet eller ikke er forbundet med den pågældende side, gruppe eller applikation.
Prissætningen er lige til og jeg kan både vælge et maksimalt bud for CPM eller CPC og når jeg sætter mit daglige budget er det ligeledes det maksimale pr dag. Jeg bliver på baggrund af mit valg ovenfor stillet et estimeret antal brugere jeg kan nå i udsigt samt et antal visninger/ klik på min annonce.
Ved ugens afslutning afregnes jeg af Facebook for min annonces eksponering eller performance via mit betalingskort.
Bemærk at Facebook godkender alle annoncer og hver gang du retter i den efter den er godkendt skal den godkendes igen.

Mit første forsøg med Facebook annoncering
Jeg skriver digte jævnligt og publicerer dem på Re:citat. Jeg har normalt 30 læsere på en dag, hvor jeg publicerer en ny tekst. Produktet er måske ikke typisk markedsføringsmateriale, men umiddelbart anser jeg det ikke som en hindring for at bruge det som test.

Hvad ville jeg med annonceringen:
1) Jeg ville i det mindste brande mit navn og Re:citat gennem tusindvis af visninger.
2) Jeg ville have nye læsere med interesse for litteratur i bred forstand til at klikke ind på Re:citat.
3) Endelig lavede jeg en ”sticky post” på Re:citat, der opfordrede til at melde sig som abonnent for at måle evt. action efter at have klikket fra Facebook.

Facebook havde estimeret, at der var ca. 50.000 brugere med interesse for litteratur i Danmark. Jeg satte et dagsbudget på 50 kroner og perioden for annoncering var 8 dage (fra 14. april til 21. april). Mit valg faldt på CPM, men det kunne for så vidt også have været CPC, da jeg ikke havde en ide om mit produkt ville være genstand for mange klik. Facebook foreslår hver dag en ramme for hvilken maksimal pris jeg bør ønske at betale. Dag 1 satte jeg CPM til 2,01, hvilket var ca. 20 øre højere end foreslåede ramme. Ugen efter var Facebooks forslag til CPM ca. 50 øre højere end mit maksimale bud.

Hvad fik jeg for pengene:
I hele perioden omkring 45.000 visninger af annoncen pr dag. Gennemsnit for CPM var fra 0,97 til 1,27. Det er en meget, meget lav CPM. Jeg tænker om Facebook mon som Google i deres annonceringssystem har en rankering af annoncerne på relevans og ikke blot pris. Uden målretning foreslår Facebook langt højere CPM eller CPC bud fra annoncøren.
Antallet af klik svingede fra 3 til 10, hvilket var lidt skuffende taget i betragtning af at annoncerne var målrettet mod en bestemt brugergruppe. Teksten lød ”Har du læst Erik Scherz Andersens nyeste tekst Fralandsvind – Læs med på recitat.dk og bliv abonnement helt gratis i dag”. Den var ledsaget af et billede, der var et udsnit af min Twitter baggrund for at skabe genkendelighed i farver og stil, samt citatet ”Kast dit lort i havet / papiret er kun til blæk” for at have lidt sproglig humor ind over annoncen.
Der var i perioden 3 nye abonnenter, men jeg ved, at de i forvejen var tilbagevendende besøgere af Re:citat, hvorfor jeg ikke anser de få klik fra Facebook til at have gjort en forskel her.

Sammenfatning
Jeg fik ca 350.000 visninger, 44 klik og ingen nye abonnementer for 356 DKK. Det er en lav CPM for branding inden for ”paid media”. Men med en CTR på under 0,02, så er det usikkert om jeg har fået noget ud af markedsføringen.
Min formodning er, at Facebook annoncering er velegnet til at understøtte ”earned media”, hvis ens brand eller produkt er interessant for brugerne. I mit tilfælde stod annonceringen alene og den rette effekt kan jeg kun muligvis vurdere efter flere annonceringsforsøg på Facebook og lignende forsøg på Google.
Selvom mængden af visninger er flot, så er klikraten skuffende. Selvom Re:citat ikke er et kendt brand, så burde relevant segmentering give højere klikrater. Måske er jeg bare vant til klikrater på danske search sites fra Eniro og ikke internationale sociale netværk?

Gad vide om Pressenævnet er ved at indse, at det gamle begreb Copyright er ved at være forældet? I deres nylige offentliggørelse af årsberetning for 2009 skriver de, at information tager fra åbne Facebook profiler frit kan anvendes:

“Oplysninger hentet på en åben profil er at betragte som offentligt tilgængelig. Derfor kan medierne bruge indholdet uden at spørge personen bag profilen om lov først.”

Problemet er, at Pressenævnet blander presseetik sammen med ophavsret. Det er et etisk spørgsmål hvorvidt det skal være muligt for pressen at anvende private data en person beskytter mod fremmede øjne. Det er et ophavsretligt spørgsmål om det er tilladt at publicere en tekst eller billede. Flickr har et aktivt samarbejde med Creative Commons, der øger opmærksomheden om rettigheder til det pågældende billede.
Facebook, der måske har verdens største samling af billeder, gør ikke særlig opmærksom på ophavsretten til det enkelte billede. Men i “Statement of Rights and Responsibilities” star følgende i punkt 2, stk. 4:

“When you publish content or information using the “everyone” setting, it means that everyone, including people off of Facebook, will have access to that information and we may not have control over what they do with it.”

Men allerede i punkt 2, stk 1 har de defineret retten til at være din egen og Facebooks (fordi det kræves for at de kan publicere dit indhold overfor dine venner).

“(..)you grant us a non-exclusive, transferable, sub-licensable, royalty-free, worldwide license to use any IP content that you post on or in connection with Facebook (“IP License”).”

(Og Facebooks rettigheder forældes den dag du sletter dit indhold, hvis du skulle være i tvivl. Se samme sted).

For det første er det altså ikke op til Pressenævnet at afgøre om materiale postet på Facebook frit kan anvendes af pressen.
For det andet mener jeg, at deres skelnen mellem en åben og en lukket profil ikke er så simpel. Jeg tillader f.eks. venners venner at se mine billeder, mens kun mine venner kan følge flowet på min væg. Mine personlige data er derimod tilgængelige for alle, da disse kan findes alle andre steder. Da jeg dog har oprettet mig på Friendfeed og anvender Friendfeed som LIVE feed på min hjemmeside kan man se alle mine egne opslag på min væg dér.

Men det kan jo være Pressenævnet blot er ved at bløde op mod nye tider, hvor indhold fra netaviser, der ikke gemmer sig bag en betalingsmur, er frit anvendeligt af hvem det måtte interessere – med mindre det anvendes krænkende for netavisen. Eller for at omskrive endnu en af Pressenævnets flotte formuleringer:
Omvendt kan en bruger komme i besiddelse af materiale fra en betalingsavis, der har så stor samfundsmæssig interesse, at en offentliggørelse overstiger hensynet til artiklens ophav. Materialet kan i sådanne situationer offentliggøres uden at medføre en tilsidesættelse af de presseetiske regler.

Årsberetning kan hentes her: http://pressenaevnet.net.dynamicweb.dk/Files/Filer/pdf/Aarsberetning_2009.pdf

Nye tider
Der er to begivenheder, der har påvirket vores syn på privatliv de seneste år. Den ene er forfølgelsen af celebritys – og med amatørers indtog i denne verden, forfølgelsen af disse personer. Den anden er Internettet og dets muligheder for at producere, indsamle, håndtere og distribuere data om dig. Det er sidstnævnte, der har min interesse.

Frygt, paranoia, idealisme, pragmatik, ligegyldighed, uvidenhed, sensation og meget mere, præger en debat om privatlivet på Internettet, der både må forholde sig til etisk filosofiske dimensioner såvel som kapitalistiske mekanismer. Information skriver i artiklen “Ville du dele feriebilleder med Stasi?” i en pervers tone om hvordan vores privatliv er truet. Google og Facebook sammenlignes med en manipulerende og morderisk organisation, og ved at kaste om sig med eksempler til højre og venstre eksemplificerer den en journalistisk tilgang til en kompleks problemstilling.

Big Brother fremstilles ofte i et negativt lys. Supermarkedernes indsamling af data ved hjælp af kassebonnens lille tabel, der afslører at flertallet af købere af Ariel vaskepulver også handler Lambi køkkenruller, hjælper Supermarkedet til ikke at sætte begge ting på tilbud i samme uge. Er du bange for, at et system, der tænker ikke selv, er klogere end dig og at du derfor ikke kan træffe dine egne valg?

Dine oplysninger på nettet er en handelsvare
Jeg har i snart 11-12 år brugt Google som søgemaskine. I 3-4 år har jeg været på Facebook og et enkelt år er netop passeret på Twitter. På intet tidspunkt har jeg betalt dem en eneste krone.

Internettet er kommet for at blive. Google er kommet for at blive. Facebook er kommet for at blive. Vi bruger tjenesterne mod at udlevere vores data. Det er vores handelsvare i en verden, der ikke er gratis, men tilgængelig.

Det er ikke min hensigt at diskutere mekanismerne ved og implicationerne af Freeconomics [Bogen] [Wired]. Men free betyder paradoksalt nok, at forbrugeren ikke er helt fri. Den information jeg afgiver, bliver brugt overfor mig selv, personligt, såvel som data der adderes til en større mængde, hvor min adfærd lægges i bunken af andres adfærd.

Lovgivning, relevans og mig selv
Når jeg opretter mig på sociale medier (Facebook, Youtube, wordpress, etc.), hvor jeg skaber og deler indhold, så siger jeg ja til en række betingelser. Det skal jeg af flere årsager. Hvis ikke tjenesterne havde mit samtykke, kunne de slet ikke publicere mine handlinger. Det ville stride imod lovgivningen og derved umuliggøre tjenesten i sin natur (muligvis er straffelovens § 263 og § 264, persondataloven § 7 og § 8 samt forvaltningsloven § 28 den direkte reference i danske sammenhænge, men jeg ved det egentlig ikke). De handlinger jeg foretager bliver for så vidt deres ejendom (for det meste ikke-eksklusiv). Den viden de opnår, kan de så anvende til at forbedre deres tjeneste.

Når jeg søger på Google er det deres hensigt at gøre resultaterne mere relevante. Deres kendskab til mine præferencer gennem tidligere søgninger er medhjælpende til dette. De reklamer der vises kan have en tendens til at fremstår som relevant indhold. Men så længe de overholder markedsføringsloven, så har jeg ikke noget problem med det.

Internettet rummer nogle helt nye muligheder inden for markedsføring i forhold til målretning og måling af vores handlinger. Selvfølgelig skal det udnyttes. Lad mig citere Information, hvor Stephan Humer siger:

“Det største problem med privatliv og internet er folks manglende evne til at omgås problemet. Det er et spørgsmål om teknisk kompetence. Det kan vi fastslå igen og igen. Mange mennesker har ganske enkelt svært ved at håndtere problematikken, og de handler, før de tænker,” [Han] nævner debatten om VHS-maskinens skadelige indvirkning på ungdommen i 80′erne som et eksempel på manglende viden om nye medier.

“Hvis folk var klar over, hvilke betingelser de går ind på, ville det ikke være så slemt.”

Privatlivet er en social norm
Ovenstående er i bloggens udgangspunkt et udtryk for mine private holdninger. Jeg siger ikke, at Big Brother er godt. Men jeg mener, at Constanze Kurz (citat igen fra Information) har ret, når hun siger:

“Jeg tror, vi skal til at opfinde nye sociale normer, men også nye juridiske regler, der kan forhindre, at teknologiens indtog i privatsfæren opfattes som noget selvfølgeligt,”

Hvad mine bedsteforældre eller forældre opfattede som privatliv er ikke det samme som jeg opfatter som privatliv. Og de yngre generationers (kritiske og naturlige) anvendelse af sociale medier vil ligeledes påvirke mine normer. Privatlivet er en social norm og vi er først lige begyndt at stille spørgsmålene.

I går signede jeg op til et af de mest grænseoverskridende communities, som jeg har deltaget i … indtil videre. Blippy.com lader dig dele dine transaktioner med venner, bekendte og fremmede. Det vil sige, at alt hvad jeg køber på Amazon, Threadless og iTunes vil fremover kunne ses på min Blippy konto. Havde jeg en amerikansk bank ville jeg også kunne knytte mit Visa eller Mastercard til tjenesten. Og ligeledes er et par andre – primært amerikanske – tjenester tilknyttet såsom Zappos, GoDaddy, Audible og Blockbuster og man kan forvente, at flere kommer til i takt med at sitet vokser.

Techcrunch har lavet en video med CEO Philip Kaplan, der forklarer hvad tjenesten går ud på og hvorfor han synes, at det er en god ide til et community. Se den her: http://www.youtube.com/watch?v=SSibRDdKG04

Facebook afprøvede egentlig ideen med Beacon. Tjenesten blev udsat for massiv kritik og lukkede igen i slutningen af 2009. I mine øjne var problemet i første omgang, at personer på Facebook aldrig blev spurgt om de ville være med og at de ikke havde kontrol med den information, som flød mellem sites og andre brugere. I anden omgang kan det så diskuteres, hvor meget information folk er villige til at dele. Men selvom der har været en række reaktioner på Facebooks seneste ændringer i forhold til hvilke informationer, der er private på Facebook, så er det min overbevisning, at det ikke bliver færre informationer, som vi er villige til at dele. Selvom Blippy netop får en til at tænke på privatliv, vil jeg dog undlade at lade dette blogindlæg handle om denne problemstilling yderligere.

Det interessante er den relation, der er mellem transaktion og køber og potentiel køber.

Christoffer Rolleyson skriver i en artikel på ofte interessante SocialMedia.biz, at:

“Federated identity + social will rapidly become a mechanism for people to ask their friends for input on buying decisions. It will change how people buy.”

1. Almindelige menneskers bedømmelser og anmeldelser har været et af de første skridt i retning af tjenester, der tilbyder sociale elementer til vurdering af produktet. Vi kan i flere tilfælde være trygge og få mere valid information om et produkt eller service, når mange mennesker har afgivet deres vurdering, end når der kun er tale om én eksperts vurdering. På samme måde kan Googles og Facebooks Friend Connect give sites med produkter eller services muligheder for at skelne mellem hvad de nære venner mener og hvad den store mængde af mennesker har sagt.

2. Blippy gør produktanbefalinger endnu mere nærværende. Vi bedømmer ikke alt hvad vi køber. Og vi fortæller ikke om alt hvad vi i vores dagligdag bruger igen og igen. Det er to sidet: for det første promoveres det enkelte produkt overfor vennerne. For mit vedkommende gælder det hvis et nyt album er udkommet uden min viden. Det kan også gælde gode tilbud på f.eks. tøj. Jeg frygter ikke, at mine nære venner køber præcis samme T-shirt på Threadless som jeg gør. Men de vil givetvis blive inspirerede til at købe en anden vare på grund af prisen. For det andet vil tjenester, hvor vi afholder vores transaktioner, blive promoveret. Hvis jeg er interesseret i produktet, så ved jeg både hvor det kan købes og til hvilken pris.

3. Når Jason Calacanis køber PacMan til sin iPhone, så vil der potentielt være folk der følger ham, som går ud og gør præcis det samme. Køber PacMan til iPhone. Ydermere åbner det op for markedsføringstiltag i form at sponsorerede køb, fordi penetrationen sker gennem genkendelige og troværdige personer – venner og indflydelsesrige eller respekterede personer. Det er ikke nyt, men det er mere direkte og lettere end nogensinde før.

4. De data jeg efterlader på Blippy er tilgængelige for andre personer på nettet. Og virksomheder. Disse virksomheder vil kunne se mig som potentiel kunde og vil måske kunne finde på at markedsføre sig direkte overfor mig. Det er måske meget omkostningstungt at markedsføre sig overfor den enkelte, hvor prisen for en vare eller ydelse er lav. Men sælger virksomheden et produkt, der kræver færre salg pr måned, for at opnå en tilfredsstillende indtjening, så er det måske interessant? Mere interessant er det dog, hvis problemstillingen omkring automatisering af markedsføring af varer til lav pris kan løses uden at det betyder, at forbrugeren spammes med tilbud eller føler sit privatliv invaderet.

5. At være en tjeneste som Blippy, som har data på brugeren og på de produkter der er købt, kan blive en særdeles givtig forretning. Ikke fordi mine private data sælges, men fordi de opnår information om købemønstre, geografiske forskelle, trends, relationers indflydelse, deres strukturelle udvikling, etc., etc. Det er ikke noget som er forbeholdt Blippy og noget jeg er specielt bekymret omkring. Vi kender det i dag fra supermarkeder, der laver analyser på hvilke varer og tilbud, som optræder sammen i de handlendes indkøbskurv.

Jeg er klar over, at min tilgang er alt for positiv, ubekymret og naiv. Men jeg synes blufærdigheden omkring privatliv kan være hæmmende for udviklingen. Det er ikke et spørgsmål om narcissisme eller at gå rundt i offentligheden uden bukser på. Det er et spørgsmål om at være bevidst om hvilke data jeg efterlader hvor og at tage kontrol over det.  I sidste ende vil min tilgang måske efterlade så meget information, at jeg i mig selv er et informationsoverload? Jeg siger det ud fra devisen, at hvis det ser ud som om ingen informationer om mig er hemmelige, så er ingen informationer om mig interessante. Så langt ud behøver man ikke komme. Men det jeg ønsker, at andre også tænker over, er, at de informationer, der kan findes om mig på nettet ikke er anderledes end dem, der kan findes om mig i den fysiske verden. Forskellen er måske hvor nemt tilgængelige de er.

Hvordan ser fremtiden ud for Blippy? Vi kan forvente, at lignende sites skyde op. Blippy har allerede 2.500 brugere og 10.000, der venter på at blive lukket ind i deres beta version. Jeg fik min invite i går og har 20 invites tilbage til, såfremt nogen måtte have lyst til at afprøve det. Min konto er her: http://www.blippy.com/scherz/

Obamas anvendelse af Internettet som platform til at komme tættere på vælgerne var massiv og i mine øjne vellykket. Hans anvendelse af Youtube, Flickr, Facebook og Twitter er absolut godkendt. Han tilstedeværelse giver et indtryk af tilgængelighed og folkelighed uden at gå på kompromis med den rolle som verdensleder en amerikansk præsident altid må bære med sig.

Se et par udvalgte billeder her: http://mashable.com/2009/04/29/obama-flickr/

Youtube kanaler:
http://www.youtube.com/barackobama
http://www.youtube.com/whitehouse

Flickr:
http://www.flickr.com/photos/barackobamadotcom
http://www.flickr.com/photos/whitehouse

Facebook:
http://www.facebook.com/barackobama
http://www.facebook.com/group.php?gid=2231653698
http://www.facebook.com/WhiteHouse

Twitter:
http://twitter.com/barackobama
http://twitter.com/WhiteHouse

Dialog er en god ting. Men der skal også handlinger på bordet. Og det kommer der. Der diskuteres på Open Goverment Initiative muligheder for hvorledes teknologi kan hjælpe til befolkningen får adgang til relevant information.  Data.gov blev lanceret i foråret og Sunlight Labs udskrev kort efter en konkurrence om at lave applikationer til fortolkning af data så disse bliver lettere tilgængelige og forståelige for befolkningen.

I Danmark er der et stykke vej endnu, selvom Lars Løkke både har Flickr konto, er på Facebook og Twitter. En rigtig god lokal ide er den uofficielle kanal Twittertinget. Respekt.