Pressenævnet og ophavsret
Gad vide om Pressenævnet er ved at indse, at det gamle begreb Copyright er ved at være forældet? I deres nylige offentliggørelse af årsberetning for 2009 skriver de, at information tager fra åbne Facebook profiler frit kan anvendes:
“Oplysninger hentet på en åben profil er at betragte som offentligt tilgængelig. Derfor kan medierne bruge indholdet uden at spørge personen bag profilen om lov først.”
Problemet er, at Pressenævnet blander presseetik sammen med ophavsret. Det er et etisk spørgsmål hvorvidt det skal være muligt for pressen at anvende private data en person beskytter mod fremmede øjne. Det er et ophavsretligt spørgsmål om det er tilladt at publicere en tekst eller billede. Flickr har et aktivt samarbejde med Creative Commons, der øger opmærksomheden om rettigheder til det pågældende billede.
Facebook, der måske har verdens største samling af billeder, gør ikke særlig opmærksom på ophavsretten til det enkelte billede. Men i “Statement of Rights and Responsibilities” star følgende i punkt 2, stk. 4:
“When you publish content or information using the “everyone” setting, it means that everyone, including people off of Facebook, will have access to that information and we may not have control over what they do with it.”
Men allerede i punkt 2, stk 1 har de defineret retten til at være din egen og Facebooks (fordi det kræves for at de kan publicere dit indhold overfor dine venner).
“(..)you grant us a non-exclusive, transferable, sub-licensable, royalty-free, worldwide license to use any IP content that you post on or in connection with Facebook (“IP License”).”
(Og Facebooks rettigheder forældes den dag du sletter dit indhold, hvis du skulle være i tvivl. Se samme sted).
For det første er det altså ikke op til Pressenævnet at afgøre om materiale postet på Facebook frit kan anvendes af pressen.
For det andet mener jeg, at deres skelnen mellem en åben og en lukket profil ikke er så simpel. Jeg tillader f.eks. venners venner at se mine billeder, mens kun mine venner kan følge flowet på min væg. Mine personlige data er derimod tilgængelige for alle, da disse kan findes alle andre steder. Da jeg dog har oprettet mig på Friendfeed og anvender Friendfeed som LIVE feed på min hjemmeside kan man se alle mine egne opslag på min væg dér.
Men det kan jo være Pressenævnet blot er ved at bløde op mod nye tider, hvor indhold fra netaviser, der ikke gemmer sig bag en betalingsmur, er frit anvendeligt af hvem det måtte interessere – med mindre det anvendes krænkende for netavisen. Eller for at omskrive endnu en af Pressenævnets flotte formuleringer:
Omvendt kan en bruger komme i besiddelse af materiale fra en betalingsavis, der har så stor samfundsmæssig interesse, at en offentliggørelse overstiger hensynet til artiklens ophav. Materialet kan i sådanne situationer offentliggøres uden at medføre en tilsidesættelse af de presseetiske regler.
Årsberetning kan hentes her: http://pressenaevnet.net.dynamicweb.dk/Files/Filer/pdf/Aarsberetning_2009.pdf
