Techcrunch har lavet en video med CEO Philip Kaplan, der forklarer hvad tjenesten går ud på og hvorfor han synes, at det er en god ide til et community. Se den her: http://www.youtube.com/watch?v=SSibRDdKG04

Facebook afprøvede egentlig ideen med Beacon. Tjenesten blev udsat for massiv kritik og lukkede igen i slutningen af 2009. I mine øjne var problemet i første omgang, at personer på Facebook aldrig blev spurgt om de ville være med og at de ikke havde kontrol med den information, som flød mellem sites og andre brugere. I anden omgang kan det så diskuteres, hvor meget information folk er villige til at dele. Men selvom der har været en række reaktioner på Facebooks seneste ændringer i forhold til hvilke informationer, der er private på Facebook, så er det min overbevisning, at det ikke bliver færre informationer, som vi er villige til at dele. Selvom Blippy netop får en til at tænke på privatliv, vil jeg dog undlade at lade dette blogindlæg handle om denne problemstilling yderligere.

Det interessante er den relation, der er mellem transaktion og køber og potentiel køber.

Christoffer Rolleyson skriver i en artikel på ofte interessante SocialMedia.biz, at:

“Federated identity + social will rapidly become a mechanism for people to ask their friends for input on buying decisions. It will change how people buy.”

1. Almindelige menneskers bedømmelser og anmeldelser har været et af de første skridt i retning af tjenester, der tilbyder sociale elementer til vurdering af produktet. Vi kan i flere tilfælde være trygge og få mere valid information om et produkt eller service, når mange mennesker har afgivet deres vurdering, end når der kun er tale om én eksperts vurdering. På samme måde kan Googles og Facebooks Friend Connect give sites med produkter eller services muligheder for at skelne mellem hvad de nære venner mener og hvad den store mængde af mennesker har sagt.

2. Blippy gør produktanbefalinger endnu mere nærværende. Vi bedømmer ikke alt hvad vi køber. Og vi fortæller ikke om alt hvad vi i vores dagligdag bruger igen og igen. Det er to sidet: for det første promoveres det enkelte produkt overfor vennerne. For mit vedkommende gælder det hvis et nyt album er udkommet uden min viden. Det kan også gælde gode tilbud på f.eks. tøj. Jeg frygter ikke, at mine nære venner køber præcis samme T-shirt på Threadless som jeg gør. Men de vil givetvis blive inspirerede til at købe en anden vare på grund af prisen. For det andet vil tjenester, hvor vi afholder vores transaktioner, blive promoveret. Hvis jeg er interesseret i produktet, så ved jeg både hvor det kan købes og til hvilken pris.

3. Når Jason Calacanis køber PacMan til sin iPhone, så vil der potentielt være folk der følger ham, som går ud og gør præcis det samme. Køber PacMan til iPhone. Ydermere åbner det op for markedsføringstiltag i form at sponsorerede køb, fordi penetrationen sker gennem genkendelige og troværdige personer – venner og indflydelsesrige eller respekterede personer. Det er ikke nyt, men det er mere direkte og lettere end nogensinde før.

4. De data jeg efterlader på Blippy er tilgængelige for andre personer på nettet. Og virksomheder. Disse virksomheder vil kunne se mig som potentiel kunde og vil måske kunne finde på at markedsføre sig direkte overfor mig. Det er måske meget omkostningstungt at markedsføre sig overfor den enkelte, hvor prisen for en vare eller ydelse er lav. Men sælger virksomheden et produkt, der kræver færre salg pr måned, for at opnå en tilfredsstillende indtjening, så er det måske interessant? Mere interessant er det dog, hvis problemstillingen omkring automatisering af markedsføring af varer til lav pris kan løses uden at det betyder, at forbrugeren spammes med tilbud eller føler sit privatliv invaderet.

5. At være en tjeneste som Blippy, som har data på brugeren og på de produkter der er købt, kan blive en særdeles givtig forretning. Ikke fordi mine private data sælges, men fordi de opnår information om købemønstre, geografiske forskelle, trends, relationers indflydelse, deres strukturelle udvikling, etc., etc. Det er ikke noget som er forbeholdt Blippy og noget jeg er specielt bekymret omkring. Vi kender det i dag fra supermarkeder, der laver analyser på hvilke varer og tilbud, som optræder sammen i de handlendes indkøbskurv.

Jeg er klar over, at min tilgang er alt for positiv, ubekymret og naiv. Men jeg synes blufærdigheden omkring privatliv kan være hæmmende for udviklingen. Det er ikke et spørgsmål om narcissisme eller at gå rundt i offentligheden uden bukser på. Det er et spørgsmål om at være bevidst om hvilke data jeg efterlader hvor og at tage kontrol over det.  I sidste ende vil min tilgang måske efterlade så meget information, at jeg i mig selv er et informationsoverload? Jeg siger det ud fra devisen, at hvis det ser ud som om ingen informationer om mig er hemmelige, så er ingen informationer om mig interessante. Så langt ud behøver man ikke komme. Men det jeg ønsker, at andre også tænker over, er, at de informationer, der kan findes om mig på nettet ikke er anderledes end dem, der kan findes om mig i den fysiske verden. Forskellen er måske hvor nemt tilgængelige de er.

Hvordan ser fremtiden ud for Blippy? Vi kan forvente, at lignende sites skyde op. Blippy har allerede 2.500 brugere og 10.000, der venter på at blive lukket ind i deres beta version. Jeg fik min invite i går og har 20 invites tilbage til, såfremt nogen måtte have lyst til at afprøve det. Min konto er her: http://www.blippy.com/scherz/

”Anarconomy er lig med nye økonomiske spilleregler, for logikken udfordrer ikke alene traditionelle monopoler. Den udfordrer selve firmaet som værdiskabende konstruktion, den hierarkiske organisationsstruktur og traditionel prisdannelse; hvad der før kostede formuer, bliver i fremtiden gratis.”

Ovenstående citat er for mig essentielt. Det er Klaus Æ. Mogensen fra Instituttet for Fremtidsforskning, der står bag rapporten ”Anarconomy” (#3, 2009). Den er skrevet letlæseligt og fordeler sig på fire kapitler. Det første er introducerende til begrebet. Det næste handler om to scenarier for hvordan fremtiden kan se ud i forhold til ophavsret på ideer (immaterialret). Der er et kapitel, der handler om hvordan anarconomy kommer til udtryk netop nu. Og endelig er der et kapitel om ”Forretningsmodeller under anarconomy”. Det er sidstnævnte, der i denne sammenhæng er mest interessant, selvom f.eks. Godmorgen Danmark i mandags brugte mere tid på 3D printere. Måske fordi det er en håndgribelig målestok for hvor tæt denne anarkistiske økonomi er på os – og at det ikke kun handler om Internettet, men også kan gribe ind i vores fysiske hverdag?

Der er en enorm vækst i tjenester på Internettet, hvor brugerne selv skaber og distribuerer (gratis) indhold. Det rykker ved vores normale forestillinger om især ejerskab / copyright, som jeg ikke vil komme nærmere ind på i denne sammenhæng. Men det har konsekvenser for hvordan vi kan tjene penge i fremtiden. Teknologiens tilgængelighed i form af let, billig udbredelse bærer en del af æren/ skylden (om man vil).

Rapporten nævner en række eksempler på hvordan vi kan tjene penge i en sådan økonomi:

• Opmærksomhed fra brugere er i høj kurs. Det gælder den reklamefinansierede del, hvor det er visninger, pay per click eller action, der tæller. Det kan også være enheder, der tidligere var svært målbare. F.eks. individers holdninger og købsadfærd, hvor især opinionsdannere er de mest interessante.
• Frivillige donationer er baseret på en lyst hos brugeren til at give udbyderen en mønt for at være tilstede. Varen er gratis, men brugerne ved godt, at hvis de vælger ikke at donere, så kan det være, at produktet ikke findes i længden.
• Freemium er et begreb, der dækker over, at produktet er gratis. Men ønsker man ekstra ydelser, så koster det typisk et mindre beløb. Rapporten kommer også med et eksempel fra den fysiske verden. Ryan Air tilbyder flybilletter fra London til Barcelona til 20$ selvom det koster 70$ at flyve en passageren den strækning. Resten kommer ved tillægsbetaling for bagage, salg om bord og reklameindtægter.
• Vi kan også vælge at give produktet væk, for at kunne sælge et andet. Det gælder musikbranchen, der lægger deres musikindspilninger ud til gratis, lovlig download, for derefter at tjene penge på merchandise, koncerter og lignende. Det kunne også være, af man stillede software gratis til rådighed, men at det var support og ekstra udstyr koster.

Især ”Peer 2 peer” får meget opmærksomhed i kapitlet, hvilket der i mine øjne også er god grund til. På mange måder er brugerne de anarkistiske enheder, der omvælter økonomien ved at være med i produktudvikling, markedsføring, kvalitetssikring, produktion og levering af ydelsen. Anbefalingen er, at det bør ses som en mulighed frem for en trussel. Godt nok er det svært at acceptere, at vi kun skal tjene 10% af hvad vi tjente før i forhold til ikke at tjene noget. Så må der da være andre løsninger. Muligvis. Men løsningen er ikke at fortsætte som hidtil.

Det er ikke fordi rapporten er blind for negative sider af de tendenser, som den opstiller. Der er forskel på kommercielle og gratis produkter, hvorfor der på intet tidspunkt påstås, at det ene kommer til at erstatte det andet. Andre gode ting at sige om rapporten er det fine motivationsbarometer og andre ”fakta bokse” fordelt over de godt 48 sider. Jeg synes, at der gøres noget ud af at konkretisere alle ideer og analyser/ fortolkninger med reelle hændelser og eksisterende ting.

Mogensen henviser til George Bernards Shaws sympatiske ligning:

”Hvis du har et æble og jeg har et æble og vi bytter disse æbler, så vil du og jeg stadig have et æble hver. Men hvis du har en idé og jeg har en idé og vi bytter disse ideer, vil vi begge have to ideer.”

Og det er når man behersker denne tankegang, at det bliver muligt at kapitalisere på disse ideer – hvis jeg skal komme med min vurdering. De enkelte eksempler på forretningsmodeller i en ”gratis” verden, som jeg fra rapporten har gengivet ovenfor, er allerede kendte i dag. Fremtiden ligger i hvordan vi angriber vores eget produkt og sikrer dets værdi: for brugeren og for sponsoren.

Rapporten kan downloades på IFFs hjemmeside.