RE:aktion

Nye tider
Der er to begivenheder, der har påvirket vores syn på privatliv de seneste år. Den ene er forfølgelsen af celebritys - og med amatørers indtog i denne verden, forfølgelsen af disse personer. Den anden er Internettet og dets muligheder for at producere, indsamle, håndtere og distribuere data om dig. Det er sidstnævnte, der har min interesse.

Frygt, paranoia, idealisme, pragmatik, ligegyldighed, uvidenhed, sensation og meget mere, præger en debat om privatlivet på Internettet, der både må forholde sig til etisk filosofiske dimensioner såvel som kapitalistiske mekanismer. Information skriver i artiklen “Ville du dele feriebilleder med Stasi?” i en pervers tone om hvordan vores privatliv er truet. Google og Facebook sammenlignes med en manipulerende og morderisk organisation, og ved at kaste om sig med eksempler til højre og venstre eksemplificerer den en journalistisk tilgang til en kompleks problemstilling.

Big Brother fremstilles ofte i et negativt lys. Supermarkedernes indsamling af data ved hjælp af kassebonnens lille tabel, der afslører at flertallet af købere af Ariel vaskepulver også handler Lambi køkkenruller, hjælper Supermarkedet til ikke at sætte begge ting på tilbud i samme uge. Er du bange for, at et system, der tænker ikke selv, er klogere end dig og at du derfor ikke kan træffe dine egne valg?

Dine oplysninger på nettet er en handelsvare
Jeg har i snart 11-12 år brugt Google som søgemaskine. I 3-4 år har jeg været på Facebook og et enkelt år er netop passeret på Twitter. På intet tidspunkt har jeg betalt dem en eneste krone.

Internettet er kommet for at blive. Google er kommet for at blive. Facebook er kommet for at blive. Vi bruger tjenesterne mod at udlevere vores data. Det er vores handelsvare i en verden, der ikke er gratis, men tilgængelig.

Det er ikke min hensigt at diskutere mekanismerne ved og implicationerne af Freeconomics [Bogen] [Wired]. Men free betyder paradoksalt nok, at forbrugeren ikke er helt fri. Den information jeg afgiver, bliver brugt overfor mig selv, personligt, såvel som data der adderes til en større mængde, hvor min adfærd lægges i bunken af andres adfærd.

Lovgivning, relevans og mig selv
Når jeg opretter mig på sociale medier (Facebook, Youtube, wordpress, etc.), hvor jeg skaber og deler indhold, så siger jeg ja til en række betingelser. Det skal jeg af flere årsager. Hvis ikke tjenesterne havde mit samtykke, kunne de slet ikke publicere mine handlinger. Det ville stride imod lovgivningen og derved umuliggøre tjenesten i sin natur (muligvis er straffelovens § 263 og § 264, persondataloven § 7 og § 8 samt forvaltningsloven § 28 den direkte reference i danske sammenhænge, men jeg ved det egentlig ikke). De handlinger jeg foretager bliver for så vidt deres ejendom (for det meste ikke-eksklusiv). Den viden de opnår, kan de så anvende til at forbedre deres tjeneste.

Når jeg søger på Google er det deres hensigt at gøre resultaterne mere relevante. Deres kendskab til mine præferencer gennem tidligere søgninger er medhjælpende til dette. De reklamer der vises kan have en tendens til at fremstår som relevant indhold. Men så længe de overholder markedsføringsloven, så har jeg ikke noget problem med det.

Internettet rummer nogle helt nye muligheder inden for markedsføring i forhold til målretning og måling af vores handlinger. Selvfølgelig skal det udnyttes. Lad mig citere Information, hvor Stephan Humer siger:

“Det største problem med privatliv og internet er folks manglende evne til at omgås problemet. Det er et spørgsmål om teknisk kompetence. Det kan vi fastslå igen og igen. Mange mennesker har ganske enkelt svært ved at håndtere problematikken, og de handler, før de tænker,” [Han] nævner debatten om VHS-maskinens skadelige indvirkning på ungdommen i 80′erne som et eksempel på manglende viden om nye medier.

“Hvis folk var klar over, hvilke betingelser de går ind på, ville det ikke være så slemt.”

Privatlivet er en social norm
Ovenstående er i bloggens udgangspunkt et udtryk for mine private holdninger. Jeg siger ikke, at Big Brother er godt. Men jeg mener, at Constanze Kurz (citat igen fra Information) har ret, når hun siger:

“Jeg tror, vi skal til at opfinde nye sociale normer, men også nye juridiske regler, der kan forhindre, at teknologiens indtog i privatsfæren opfattes som noget selvfølgeligt,”

Hvad mine bedsteforældre eller forældre opfattede som privatliv er ikke det samme som jeg opfatter som privatliv. Og de yngre generationers (kritiske og naturlige) anvendelse af sociale medier vil ligeledes påvirke mine normer. Privatlivet er en social norm og vi er først lige begyndt at stille spørgsmålene.

Siden sidste uge (og frem) er et af de store samtaleemner på nyhedssites og blogs, at NewsCorp - personifiseret i Robert Murdoch - vil blokere for, at Google indekserer alle deres aviser online indhold (The Times, The Sun, The Sunday Times, New York Post, Wall Street Journal, etc. etc. og dertil Fox og alle dets subbrands).

På den ene side står nogle journalister og klapper i hænderne over at bladet tages fra munden og kampen mod mægtige Google tages op. På den anden side står net-medierne og tager sig til hovedet over den gammeldags måde at anskue virkeligheden på. Jeg kan henvise til Ole Nørskov (MediaWatch) på den ene side og Danny Sullivan (Searchengineland) på den anden side.

TRAFIK PÅ INTERNETTET

Rationalet fra nyhedsmediernes side er for så vidt lige til:

Murdoch siger, at han ikke er interesseret i den tilfældige trafik. Han kan godt se, at man kan fortælle annoncørerne, at der er så og så mange brugere af avisen online, men han foretrækker loyale brugere, der kommer igen for det indhold de finder interessant - og betaler for det - frem for tilfældigt omstrejfende brugere, der ikke betaler for det.

Men udgangspunktet er forkert. Erick Schonfeld har i en artikel fra april 2009 skrevet, at Google News, Yahoo News og andre aggregatorere ikke er selve nyhederne, men blot standeren, som de står i. Og skal nyhedsmediernes frygt for Google i samme grad overføres til Digg, Delicious og lignende tjenester?

Og med ovennævnte artikel fra Danny Sullivan, så er der ingen grund til at blokere for Google. Det er nyhedsforbrugerne, der bør holdes ude, hvis de ikke vil betale - hvis branchen altså vil og tror på den forretningsmodel.

SPEKULATIONER: NewsCorp vs Google

Jeg har set fremhævet, at Google om under et år betaler sidste rate af rekordaftalen med Myspace (NewsCorp) om websøgning fra Myspace - se TechCrunch maj 2009. Men er det ikke rigelig konspiratorisk at tro, at disse ting skal blandes sammen? Myspaces problem med at forrente den købssum der oprindeligt blev udbetalt skal findes andetsteds - musikbranchen (nuff said).

Og det er også kun spekulationer, at NewsCorp kunne gå til Bing og sige, at Microsoft kan betale for at få lov til at indeksere indholdet, og derefter markedsføre sig overfor brugerne, at de - i modsætning til konkurrenterne - har alt indhold på nettet. For det første går Murdoch ikke specielt efter Google. Han nævner i interviewet Microsoft og Ask i samme åndedrag. For det andet handler det i højere grad om avisernes forretningsmodel. At abonnementstallene falder - nogle steder drastisk. Så i stedet for at være afhængig af printede aviser, så skal Murdoch se muligheder online.

Spekulationerne er rejst efter i denne video på YouTube med Jason Calacanis, som jeg har set via en anden artikel på TechCrunch.

FRI ADGANG TIL INDHOLD

Men tanken er for så vidt interessant nok at forfølge. Ikke i forhold til at gå efter Google. Men i forhold til copyright og adgang til information på Internettet.

Får NewsCorp (og andre) held til at indføre microbetaling og holde søgetjenester ude, så vil Internettet som vi kender det i dag forandres i sin grundlæggende struktur. Enten bliver det nyhedsmediernes selvmord, fordi andre med glæde ønsker at opfylde brugeres behov for nyheder og brugerne ikke ser ’kvaliteten’ i de gamle aviser som journalister og redaktører ser. Eller også får nyhedsmedierne succes med at tæmme befolkningen i en grad musikbranchen længe har fejlet med.

FREMTIDEN

Og i bund og grund tror jeg ikke på det. Og det gør du sikkert heller ikke. De traditionelle aviser risikerer i disse år et blodbad af dimensioner i kraft af konkurrencen fra andre utraditionelle nyhedskanaler. Twitter er ikke en avis-killer. Men det er brugernes adfærd måske?

Hvis aviserne ikke formår at fastholde positionen som punktet, hvor jeg som bruger går hen, når jeg skal være opdateret og få den korrekte information, så deres tid ovre. I bedste fald lever de et mere ydmygt liv side om side med rene brugerskabte nyhedsmedier, aggregatorer som newser.com, Yahoo/ Google News og nye skud på stammen online magasiner, der samler nicheindhold fra f.eks. blogs og skaber interessante kilder til information.

Det kommer til at betyde, at mange mennesker med en journalistisk stilling og/ eller uddannelse, må redefinere deres faglige identitet, hvilket nogle nok allerede er i gang med. Både i kraft af ændringerne i mediebilledet. Og fordi der ikke er brug for så mange betalte reportere.

Google har taget patent på deres hjemmeside. Det betyder, at Google har retten til en hjemmeside bestående af et stort søgefelt med to knapper nedenunder og et par links rundt omkring.
Den originale nyhed er at finde på Gawker.com. Og nyhed er måske så meget sagt, når der er tale om en 4½ år lang tvist mellem advokater, der er blevet afgjort til Googles fordel.

IBM er i gang med at søge patent på en fjernbetjening, der twitter, blogger eller opdaterer din status på f.eks. Facebook, når du ser fjernsyn (som ovenstående så jeg det først på Slashdot).

Jeg ved ærlig talt ikke hvad virksomheder tænker på i dag. Tænk hvis kirken tog patent på korset og Kongen af Danmark havde sikret sig retten til hjertet. Eller mere seriøst, hvis Ford havde udfyldt et patent på bilen, hvor havde vi så været i dag?

“Ford patenterer motordrevet køretøj på hjul”

Jeg forstår udmærket godt, at investering i forskning og udvikling af produkter er dyrt og at produkter skal beskyttes af en form for ophavsret. Og det må være med en bismag i munden, at Novo Nordisk kræver så mange penge for livsvigtig medicin, der kan redde menneskeliv i den tredje verden. Men uden markedsmekanismerne ville medicinen måske aldrig være blevet udviklet i mangel på forretningspotentiale.

Men set i lyset af citatet om æbler og ideer i forrige blogindlæg, så forekommer det mig noget gammeldags at holde tingene for sig selv. Jeg undlod at berette om de to scenarier, som der beskrives i rapporten ”Anarconomy”, selvom de nu er interessante nok.

Den ene vej det kan gå, er at nogle vil kæmpe for en strammere lovgivning. Microsoft lader til at have en interesse i, at der skal være et global patent system (se artikel på CNET News). Det kan ses som en reaktion på den globale indflydelse vi er under. Men ud fra et magtperspektiv er forslaget kun med til at underbygge monopoler.
Piratpartiets succes i Sverige og fremvækst i andre europæiske lande er egentlig med til at optrappe det scenarie af en konflikt.

Et andet scenarie som jeg gerne vil være fortaler for, er hvor Open Source ses som en velkommen konkurrent til det kommercielle. Der vil stadig være penge at tjene i at udstede garantier (på at det virker). Det kan Open Source ikke rigtigt, da der egentlig ikke er en ansvarshavende at pege tilbage på og evt. sagsøge. Indtægtsgrundlaget vil stadig eksistere, men blot manifestere sig i andre produkter eller i stedet i oplevelser. Det kommercielle vil have nogle muligheder for skræddersy løsninger og have fokus på det specielle i de generelle løsninger på en anden måde end det, der er gratis.

I det hele taget har jeg svært ved at forstå, at folk har så travlt med at beskytte deres ideer mod at andre bygger videre på dem. Hvis det er fordi jeg aldrig selv har fået en original ide, så er det måske en holdning med kortstakket frist. I så fald er det bare idealisten, der taler lige nu. Og senere bliver det så kynikeren, uanset om jeg er blevet rig på ideen eller ej.