Jeg er ikke ved at falde ned af stolen af begejstring. Designet er Googles sædvanlige, simple hvide flade i tre spalter. Og det er bare ikke cool og lækkert som havde Apple stået bag. Funktionalitet er ikke anderledes end på Facebook. Og med både Facebook og Twitter (og LinkedIn) til hver deres netværks formål føler jeg ikke det store behov for endnu et netværk.

Men alligevel tror jeg, at Google lykkes med hvad de ikke kunne med Orkut, Wave, Buzz, hvad ved jeg. Med Youtubes mulige designmæssige ændringer med Cosmic Panda er der måske blødt op for brud på andre tjenester på noget der ellers lignede et livstidsdogme? Hvorvidt funktionaliteten (f.eks. cirkler) bliver bedre udnyttet – eftersom vi de seneste år er blevet dygtigere til at anvende sociale medier – vil tiden vise. Og endelig vil en række psykologiske ting spille ind.

Paul Ford skriver indlevende og klarsynet i NYmag om hvorledes en historie må ende. Sociale mediers natur

“has no understanding of anything aside from the connections between individuals and the ceaseless flow of time: No beginnings, and no endings.”

og efter historier om ophobninger af hukommelse og oplevelser vi har delt på Facebook, Franzen der ønsker at vi har mere LOVE end LIKE i vores liv og om det enkelte individs adgang til taletid til potentielt milliarder af mennesker, så skriver han i sidste paragraf:

“We’ll still need professionals to organize the events of the world into narratives, and our story-craving brains will still need the narrative hooks, the cold opens, the dramatic climaxes, and that all-important “■” to help us make sense of the great glut of recent history that is dumped over us every morning. No matter what comes along streams, feeds, and walls, we will still have need of an ending.”

Linda Nørgaard Framke er ligeledes klar i mælet, når hun skriver, at det er slut med illusionen om venskaber [link]. Relationer er ikke hvad de har været og på den måde giver Google + også Framke en mulighed for at starte forfra. Hun fremhæver ligeledes, at Google+ er mere seriøst end Facebook, hvor mange informationer i hendes newsfeed er irrelevante. Nogen vil være uenige i hvad der opfattes som relevant, men pointen om at Google+ er mere seriøst er den samme, som jeg oplevede, da jeg i sin tid vente MySpace ryggen tilfordel for Facebook.

Der går nok et par måneder og nogle first movers, der opnår en tilstrækkelig feedback til at de vil fortsætte, før Google opnår en kritisk masse af brugere. Lidt som manden i en video (der gik viralt for to år siden) forsøger at sætte gang i en fest til en Santagold koncert. I klippet nedenfor har manden allerede danset i flere minutter. Men det hele tager pludselig fart 53 sekunder inde i videoen. “I got to be unstoppable,” synger Santagold. Det er lige hvad Google er.

“Også søgemaskiner, sociale netværk og medier bliver i stigende grad tilpasset den enkelte bruger, og selvfølgelig er det en besnærende tanke: Færre unyttige informationer og et net, der er skræddersyet til os selv. Men ifølge Parisers nye bog ‘the Filter Bubble’ har personaliseringen en alvorlig slagside. For jo mere informationerne skræddersys til os, desto sjældnere bliver vi præsenteret for modsatte synspunkter. Den uusynlige redigering af informationer lukker os inde i filterboblen: vores eget, personlige univers af informationer. Vi bestemmer ikke selv, hvad der kommer ind i den, og vi kan ikke se, hvad der bliver redigeret væk.
Hvor nettet plejde at være et vindue mod verden, er det ved at udvikle sig til et spejl, der kun viser os selv.”

David Jacobsen Turner har skrevet artiklen i vidende stil og gør emnet let tilgængeligt. Thore Husfeldt, Lektor ved IT universitetet i København såvel som Lund, inddrages i artiklen (og skriver kort om dét på sin blog). Han har følgende gode pointe om en “algoritmiske linse”, der er skudt ind mellem borger og information. Og det udfordrer demokratiet negativt:

“I blogosfærens egen skabelsesmyte var mediebilledet [radio, TV, aviser] indtil 90erne kontrolleret af en lille gruppe magtfulde dørvogtere, som kontrollerede informationsstrømmen. Redaktørerne afgjorde hvilke informationer der nåede ud til borgerne. Medierne var organiseret hierarkisk, og kommunikationen gik én vej: fra medie til modtager.
Med nettets fremkomst blev dette billede revolutioneret. I dag kan ethvert menneske med en computer og den rigtige idé skabe sit eget mini-medie, og mennesker over hele verden kan frit udveksle information og dermed skabe en global, debatterende offentlighed. Internettet gør det nemlig muligt at ‘skære mellemmanden væk’, hvad enten der er tale om pladeselskaber, varehuse – eller redaktører.
Men ifølge Eli Pariser er de menneskelige dørvogtere blot blevet erstattet af algoritmiske dørvogtere.”

Læs mere på Thefilterbubble.com

Frygt, paranoia, idealisme, pragmatik, ligegyldighed, uvidenhed, sensation og meget mere, præger en debat om privatlivet på Internettet, der både må forholde sig til etisk filosofiske dimensioner såvel som kapitalistiske mekanismer. Information skriver i artiklen “Ville du dele feriebilleder med Stasi?” i en pervers tone om hvordan vores privatliv er truet. Google og Facebook sammenlignes med en manipulerende og morderisk organisation, og ved at kaste om sig med eksempler til højre og venstre eksemplificerer den en journalistisk tilgang til en kompleks problemstilling.

Big Brother fremstilles ofte i et negativt lys. Supermarkedernes indsamling af data ved hjælp af kassebonnens lille tabel, der afslører at flertallet af købere af Ariel vaskepulver også handler Lambi køkkenruller, hjælper Supermarkedet til ikke at sætte begge ting på tilbud i samme uge. Er du bange for, at et system, der tænker ikke selv, er klogere end dig og at du derfor ikke kan træffe dine egne valg?

Dine oplysninger på nettet er en handelsvare
Jeg har i snart 11-12 år brugt Google som søgemaskine. I 3-4 år har jeg været på Facebook og et enkelt år er netop passeret på Twitter. På intet tidspunkt har jeg betalt dem en eneste krone.

Internettet er kommet for at blive. Google er kommet for at blive. Facebook er kommet for at blive. Vi bruger tjenesterne mod at udlevere vores data. Det er vores handelsvare i en verden, der ikke er gratis, men tilgængelig.

Det er ikke min hensigt at diskutere mekanismerne ved og implicationerne af Freeconomics [Bogen] [Wired]. Men free betyder paradoksalt nok, at forbrugeren ikke er helt fri. Den information jeg afgiver, bliver brugt overfor mig selv, personligt, såvel som data der adderes til en større mængde, hvor min adfærd lægges i bunken af andres adfærd.

Lovgivning, relevans og mig selv
Når jeg opretter mig på sociale medier (Facebook, Youtube, wordpress, etc.), hvor jeg skaber og deler indhold, så siger jeg ja til en række betingelser. Det skal jeg af flere årsager. Hvis ikke tjenesterne havde mit samtykke, kunne de slet ikke publicere mine handlinger. Det ville stride imod lovgivningen og derved umuliggøre tjenesten i sin natur (muligvis er straffelovens § 263 og § 264, persondataloven § 7 og § 8 samt forvaltningsloven § 28 den direkte reference i danske sammenhænge, men jeg ved det egentlig ikke). De handlinger jeg foretager bliver for så vidt deres ejendom (for det meste ikke-eksklusiv). Den viden de opnår, kan de så anvende til at forbedre deres tjeneste.

Når jeg søger på Google er det deres hensigt at gøre resultaterne mere relevante. Deres kendskab til mine præferencer gennem tidligere søgninger er medhjælpende til dette. De reklamer der vises kan have en tendens til at fremstår som relevant indhold. Men så længe de overholder markedsføringsloven, så har jeg ikke noget problem med det.

Internettet rummer nogle helt nye muligheder inden for markedsføring i forhold til målretning og måling af vores handlinger. Selvfølgelig skal det udnyttes. Lad mig citere Information, hvor Stephan Humer siger:

“Det største problem med privatliv og internet er folks manglende evne til at omgås problemet. Det er et spørgsmål om teknisk kompetence. Det kan vi fastslå igen og igen. Mange mennesker har ganske enkelt svært ved at håndtere problematikken, og de handler, før de tænker,” [Han] nævner debatten om VHS-maskinens skadelige indvirkning på ungdommen i 80′erne som et eksempel på manglende viden om nye medier.

“Hvis folk var klar over, hvilke betingelser de går ind på, ville det ikke være så slemt.”

Privatlivet er en social norm
Ovenstående er i bloggens udgangspunkt et udtryk for mine private holdninger. Jeg siger ikke, at Big Brother er godt. Men jeg mener, at Constanze Kurz (citat igen fra Information) har ret, når hun siger:

“Jeg tror, vi skal til at opfinde nye sociale normer, men også nye juridiske regler, der kan forhindre, at teknologiens indtog i privatsfæren opfattes som noget selvfølgeligt,”

Hvad mine bedsteforældre eller forældre opfattede som privatliv er ikke det samme som jeg opfatter som privatliv. Og de yngre generationers (kritiske og naturlige) anvendelse af sociale medier vil ligeledes påvirke mine normer. Privatlivet er en social norm og vi er først lige begyndt at stille spørgsmålene.

På den ene side står nogle journalister og klapper i hænderne over at bladet tages fra munden og kampen mod mægtige Google tages op. På den anden side står net-medierne og tager sig til hovedet over den gammeldags måde at anskue virkeligheden på. Jeg kan henvise til Ole Nørskov (MediaWatch) på den ene side og Danny Sullivan (Searchengineland) på den anden side.

TRAFIK PÅ INTERNETTET

Rationalet fra nyhedsmediernes side er for så vidt lige til:

Murdoch siger, at han ikke er interesseret i den tilfældige trafik. Han kan godt se, at man kan fortælle annoncørerne, at der er så og så mange brugere af avisen online, men han foretrækker loyale brugere, der kommer igen for det indhold de finder interessant – og betaler for det – frem for tilfældigt omstrejfende brugere, der ikke betaler for det.

Men udgangspunktet er forkert. Erick Schonfeld har i en artikel fra april 2009 skrevet, at Google News, Yahoo News og andre aggregatorere ikke er selve nyhederne, men blot standeren, som de står i. Og skal nyhedsmediernes frygt for Google i samme grad overføres til Digg, Delicious og lignende tjenester?

Og med ovennævnte artikel fra Danny Sullivan, så er der ingen grund til at blokere for Google. Det er nyhedsforbrugerne, der bør holdes ude, hvis de ikke vil betale – hvis branchen altså vil og tror på den forretningsmodel.

SPEKULATIONER: NewsCorp vs Google

Jeg har set fremhævet, at Google om under et år betaler sidste rate af rekordaftalen med Myspace (NewsCorp) om websøgning fra Myspace – se TechCrunch maj 2009. Men er det ikke rigelig konspiratorisk at tro, at disse ting skal blandes sammen? Myspaces problem med at forrente den købssum der oprindeligt blev udbetalt skal findes andetsteds – musikbranchen (nuff said).

Og det er også kun spekulationer, at NewsCorp kunne gå til Bing og sige, at Microsoft kan betale for at få lov til at indeksere indholdet, og derefter markedsføre sig overfor brugerne, at de – i modsætning til konkurrenterne – har alt indhold på nettet. For det første går Murdoch ikke specielt efter Google. Han nævner i interviewet Microsoft og Ask i samme åndedrag. For det andet handler det i højere grad om avisernes forretningsmodel. At abonnementstallene falder – nogle steder drastisk. Så i stedet for at være afhængig af printede aviser, så skal Murdoch se muligheder online.

Spekulationerne er rejst efter i denne video på YouTube med Jason Calacanis, som jeg har set via en anden artikel på TechCrunch.

FRI ADGANG TIL INDHOLD

Men tanken er for så vidt interessant nok at forfølge. Ikke i forhold til at gå efter Google. Men i forhold til copyright og adgang til information på Internettet.

Får NewsCorp (og andre) held til at indføre microbetaling og holde søgetjenester ude, så vil Internettet som vi kender det i dag forandres i sin grundlæggende struktur. Enten bliver det nyhedsmediernes selvmord, fordi andre med glæde ønsker at opfylde brugeres behov for nyheder og brugerne ikke ser ’kvaliteten’ i de gamle aviser som journalister og redaktører ser. Eller også får nyhedsmedierne succes med at tæmme befolkningen i en grad musikbranchen længe har fejlet med.

FREMTIDEN

Og i bund og grund tror jeg ikke på det. Og det gør du sikkert heller ikke. De traditionelle aviser risikerer i disse år et blodbad af dimensioner i kraft af konkurrencen fra andre utraditionelle nyhedskanaler. Twitter er ikke en avis-killer. Men det er brugernes adfærd måske?

Hvis aviserne ikke formår at fastholde positionen som punktet, hvor jeg som bruger går hen, når jeg skal være opdateret og få den korrekte information, så deres tid ovre. I bedste fald lever de et mere ydmygt liv side om side med rene brugerskabte nyhedsmedier, aggregatorer som newser.com, Yahoo/ Google News og nye skud på stammen online magasiner, der samler nicheindhold fra f.eks. blogs og skaber interessante kilder til information.

Det kommer til at betyde, at mange mennesker med en journalistisk stilling og/ eller uddannelse, må redefinere deres faglige identitet, hvilket nogle nok allerede er i gang med. Både i kraft af ændringerne i mediebilledet. Og fordi der ikke er brug for så mange betalte reportere.

IBM er i gang med at søge patent på en fjernbetjening, der twitter, blogger eller opdaterer din status på f.eks. Facebook, når du ser fjernsyn (som ovenstående så jeg det først på Slashdot).

Jeg ved ærlig talt ikke hvad virksomheder tænker på i dag. Tænk hvis kirken tog patent på korset og Kongen af Danmark havde sikret sig retten til hjertet. Eller mere seriøst, hvis Ford havde udfyldt et patent på bilen, hvor havde vi så været i dag?

“Ford patenterer motordrevet køretøj på hjul”

Jeg forstår udmærket godt, at investering i forskning og udvikling af produkter er dyrt og at produkter skal beskyttes af en form for ophavsret. Og det må være med en bismag i munden, at Novo Nordisk kræver så mange penge for livsvigtig medicin, der kan redde menneskeliv i den tredje verden. Men uden markedsmekanismerne ville medicinen måske aldrig være blevet udviklet i mangel på forretningspotentiale.

Men set i lyset af citatet om æbler og ideer i forrige blogindlæg, så forekommer det mig noget gammeldags at holde tingene for sig selv. Jeg undlod at berette om de to scenarier, som der beskrives i rapporten ”Anarconomy”, selvom de nu er interessante nok.

Den ene vej det kan gå, er at nogle vil kæmpe for en strammere lovgivning. Microsoft lader til at have en interesse i, at der skal være et global patent system (se artikel på CNET News). Det kan ses som en reaktion på den globale indflydelse vi er under. Men ud fra et magtperspektiv er forslaget kun med til at underbygge monopoler.
Piratpartiets succes i Sverige og fremvækst i andre europæiske lande er egentlig med til at optrappe det scenarie af en konflikt.

Et andet scenarie som jeg gerne vil være fortaler for, er hvor Open Source ses som en velkommen konkurrent til det kommercielle. Der vil stadig være penge at tjene i at udstede garantier (på at det virker). Det kan Open Source ikke rigtigt, da der egentlig ikke er en ansvarshavende at pege tilbage på og evt. sagsøge. Indtægtsgrundlaget vil stadig eksistere, men blot manifestere sig i andre produkter eller i stedet i oplevelser. Det kommercielle vil have nogle muligheder for skræddersy løsninger og have fokus på det specielle i de generelle løsninger på en anden måde end det, der er gratis.

I det hele taget har jeg svært ved at forstå, at folk har så travlt med at beskytte deres ideer mod at andre bygger videre på dem. Hvis det er fordi jeg aldrig selv har fået en original ide, så er det måske en holdning med kortstakket frist. I så fald er det bare idealisten, der taler lige nu. Og senere bliver det så kynikeren, uanset om jeg er blevet rig på ideen eller ej.

En af dem er augmentet reality, hvor f.eks. papir med 3D billede holdt op mod et webkamera bliver til en lille vindmøllepark i et naturlandskab, hvor lidt pusten i mikrofonen får dem til at dreje rundt. Og Layar, som er en Augmentet reality mobilbrowser kan fortælle mig om hvad jeg kigger på og oplyse mig om data der nu måtte være knyttet til dette. Se endnu en video.

Jeg har ferie. Det betyder at jeg får ryddet op. Hvilket bringer mig til den anden ting, der har rusket i min opfattelse af muligheder inden for teknologi.
En af de ting jeg har misset her i foråret er Google Wave. Jeg fik kun skimmet nyheden om hvad der er os i vente engang når det lanceres for offentligheden. At Google Wave skulle være noget med et nyt dokument produktions redskab for flere deltagere på samme tid. Men det er altså meget mere end det.

Denne video præsenterer Google Wave på ca. 1½ time. Den er optaget ved Google I/O maj 2009, hvor Stephanie Hannon, Lars Rasmussen og Jens Rasmussen gennemgår en tidlig udgave af Google Wave for ca. 4.000 udviklere.

Google Wave er open source, nøjagtig som brødrene Rasmussens tidligere frembringelse Google Maps. Det betyder, at det bliver muligt (og at der opfordres til) at bygge applikationer/ gadgets og anvende APIet til egen brug af Wave som stand alone eller i en eksisterende tjeneste.

Der kan ikke herske tvivl om, at Google Wave udmærker sig ved at sætte nye standarder inden for Real Time Web. Google Wave forandrer brugen af email, forbedrer Instant Messaging, styrker mulighederne for billeddeling, håndtering af diskussionsgrupper, etc. etc.
Google Wave er i første omgang et kommunikativt værktøj. Det påvirker publiceringsprocessen ved at gøre mig uafhængig af tjenester, platforme og distributionskanaler.

Wave anvender drag-n-drop teknologi, hvilket får det til at se enormt nemt ud. Men den har også mange andre features som er state of the art. Til eksempel anvender deres spellchecker Natural Language Processing til at forstå syntaks og ord. Der er allerede bygget en ekstension til Wave i form af en ”oversætter” (40 sprog) og oversættelsen sker live. Lige som alt andet kan både afsender og modtager se hvad hinanden gør.

Det mest inspirerende er for mig muligheden for, at flere personer retter i et dokument på samme tid. At den samtidig kan lave en ”playback” af ændringerne, der er lavet undervejs, gør, at produktet i mine øjne er tænkt langt ud af boksen uden at have tabt forbindelsen til virkeligheden. Det er meget imponerende. Men måden at tilføje links og kommentere på tværs af tjenester giver baghjul til alt og alle.

For et stykke tid siden læste jeg på Computerworld om Opera, der var i gang med at udbygge deres browser til at være en server. Der er med sikkerhed nogle sammenhænge her og der vil ske noget med den måde vi er på Internettet på inden for de næste par år. Når jeg er hjemme privat, er begyndt at anvende Flock 2.5, som er en Firefox browser med sociale features. Features omkring Facebook og Twitter er rigtig gode. En bedre WordPress integration og en integration af Last.fm ville gøre det endnu sjovere. Jeg ved ikke om Flock kommer til at gøre det for mig. Men så er der nok nogen andre, der kommer til det.

Google udfordrer nu Microsoft og deres Internet Explorer med at lancere Google Chrome:

• På deres officielle blog skriver en produktchef lidt om intensionerne bag: http://googleblog.blogspot.com/2008/09/fresh-take-on-browser.html
• Google har endda udgivet en pædagogisk tegneserie, der fortæller om browserens funktionaliteter: http://www.google.com/googlebooks/chrome/

En kollega gjorde mig for nyligt opmærksom på, at den kommende Internet Explorer 8 har en indbygget “InPrivate Blocking”. Onde tunger på nettets fora og blogs skriver, at det er et anti-Google våben, der skal forhindre tjenester som f.eks. Google eller andre (Gemius, Wonderloop, etc.) at opsnappe information om brugere eller “Ad targets”. Ligeledes forholder det sig således, at IE8 automatisk vil videresende søgninger efter adresser til Microsoft Live Maps.

Det er ikke kun Internet Explorer, der kan blive påvirket af Google Chrome. Til trods for at Firefox også de næste tre år (ny kontrakt netop underskrevet http://news.cnet.com/) til dels er finansieret af Google, ved at have dem som standard søgemaskine i browseren, så kan det betyde et farvel til udviklingen af denne browser, såfremt Google får større succes med deres egen?

Umiddelbart er det ikke fordi vores danske onlinetjenesters forretning er truet af Google Chrome, men situationen omkring nye browsere rejser alligevel en række problemstillinger, der er værd at tænke over.

GOOGLE
Når 68% af danskerne besøger Google, og nummer to i rækken, Krak.dk, besøges af 37% bliver det tydeligt hvor synonymt Google er med internettet i Danmark. 50% af tiden bliver brugt på søgning, efterfulgt af 6% på Gmail, mens den øvrige tid fordelte sig på en lang række af de mindre Google tjenester.

VIDEO
Youtube er den af danskerne 5. mest besøgte internettjeneste. Det mest iøjefaldende er nok, at intet dansk site har formået at slå igennem med video trods den store interesse.

OVERRASKELSER
Kelkoo er den på besøg mest brugte prissammenligningstjeneste på nettet. Større end Pricerunner, EDBpriser.dk, DinPris og andre lignende sites. Det, der overrasker mig mest, er størrelsen. Knap 500.000 brugere i januar, hvilket svarer til hvad jp.dk og placerer dem på en 26. plads.
123hjemmeside med lidt mere end 400.000 brugere synes jeg også er voldsomt meget. Men jeg har åbenbart lukket øjnene for amatørernes land?

INTERESSANT
Mænd foretrækker Ekstrabladet.dk, mens kvinder foretrækker MSN. Der kan der analyseres meget på, så det vil jeg lade være med.

BLOGS
Blogger.com havde 370.000 brugere i januar måned, WordPress 170.000 og blogspot 80.000. Det siger ikke noget om hvor mange der skriver, men hvor mange der læser. Med til forklaringen er dog også, at brugergenereret indhold efterhånden vægter højt i Googles rankering. Det vil altså sige, at søgninger på Google næsten pr automatik betyder besøg på blogs, debatter og lignende frem for andre sites om emnet.

Rapporten kan downloades her:
http://www.fdim.dk/downloads/Dansk%20internetbrug%202008_web.pdf