RE:aktion

Nye tider
Der er to begivenheder, der har påvirket vores syn på privatliv de seneste år. Den ene er forfølgelsen af celebritys – og med amatørers indtog i denne verden, forfølgelsen af disse personer. Den anden er Internettet og dets muligheder for at producere, indsamle, håndtere og distribuere data om dig. Det er sidstnævnte, der har min interesse.

Frygt, paranoia, idealisme, pragmatik, ligegyldighed, uvidenhed, sensation og meget mere, præger en debat om privatlivet på Internettet, der både må forholde sig til etisk filosofiske dimensioner såvel som kapitalistiske mekanismer. Information skriver i artiklen “Ville du dele feriebilleder med Stasi?” i en pervers tone om hvordan vores privatliv er truet. Google og Facebook sammenlignes med en manipulerende og morderisk organisation, og ved at kaste om sig med eksempler til højre og venstre eksemplificerer den en journalistisk tilgang til en kompleks problemstilling.

Big Brother fremstilles ofte i et negativt lys. Supermarkedernes indsamling af data ved hjælp af kassebonnens lille tabel, der afslører at flertallet af købere af Ariel vaskepulver også handler Lambi køkkenruller, hjælper Supermarkedet til ikke at sætte begge ting på tilbud i samme uge. Er du bange for, at et system, der tænker ikke selv, er klogere end dig og at du derfor ikke kan træffe dine egne valg?

Dine oplysninger på nettet er en handelsvare
Jeg har i snart 11-12 år brugt Google som søgemaskine. I 3-4 år har jeg været på Facebook og et enkelt år er netop passeret på Twitter. På intet tidspunkt har jeg betalt dem en eneste krone.

Internettet er kommet for at blive. Google er kommet for at blive. Facebook er kommet for at blive. Vi bruger tjenesterne mod at udlevere vores data. Det er vores handelsvare i en verden, der ikke er gratis, men tilgængelig.

Det er ikke min hensigt at diskutere mekanismerne ved og implicationerne af Freeconomics [Bogen] [Wired]. Men free betyder paradoksalt nok, at forbrugeren ikke er helt fri. Den information jeg afgiver, bliver brugt overfor mig selv, personligt, såvel som data der adderes til en større mængde, hvor min adfærd lægges i bunken af andres adfærd.

Lovgivning, relevans og mig selv
Når jeg opretter mig på sociale medier (Facebook, Youtube, wordpress, etc.), hvor jeg skaber og deler indhold, så siger jeg ja til en række betingelser. Det skal jeg af flere årsager. Hvis ikke tjenesterne havde mit samtykke, kunne de slet ikke publicere mine handlinger. Det ville stride imod lovgivningen og derved umuliggøre tjenesten i sin natur (muligvis er straffelovens § 263 og § 264, persondataloven § 7 og § 8 samt forvaltningsloven § 28 den direkte reference i danske sammenhænge, men jeg ved det egentlig ikke). De handlinger jeg foretager bliver for så vidt deres ejendom (for det meste ikke-eksklusiv). Den viden de opnår, kan de så anvende til at forbedre deres tjeneste.

Når jeg søger på Google er det deres hensigt at gøre resultaterne mere relevante. Deres kendskab til mine præferencer gennem tidligere søgninger er medhjælpende til dette. De reklamer der vises kan have en tendens til at fremstår som relevant indhold. Men så længe de overholder markedsføringsloven, så har jeg ikke noget problem med det.

Internettet rummer nogle helt nye muligheder inden for markedsføring i forhold til målretning og måling af vores handlinger. Selvfølgelig skal det udnyttes. Lad mig citere Information, hvor Stephan Humer siger:

“Det største problem med privatliv og internet er folks manglende evne til at omgås problemet. Det er et spørgsmål om teknisk kompetence. Det kan vi fastslå igen og igen. Mange mennesker har ganske enkelt svært ved at håndtere problematikken, og de handler, før de tænker,” [Han] nævner debatten om VHS-maskinens skadelige indvirkning på ungdommen i 80′erne som et eksempel på manglende viden om nye medier.

“Hvis folk var klar over, hvilke betingelser de går ind på, ville det ikke være så slemt.”

Privatlivet er en social norm
Ovenstående er i bloggens udgangspunkt et udtryk for mine private holdninger. Jeg siger ikke, at Big Brother er godt. Men jeg mener, at Constanze Kurz (citat igen fra Information) har ret, når hun siger:

“Jeg tror, vi skal til at opfinde nye sociale normer, men også nye juridiske regler, der kan forhindre, at teknologiens indtog i privatsfæren opfattes som noget selvfølgeligt,”

Hvad mine bedsteforældre eller forældre opfattede som privatliv er ikke det samme som jeg opfatter som privatliv. Og de yngre generationers (kritiske og naturlige) anvendelse af sociale medier vil ligeledes påvirke mine normer. Privatlivet er en social norm og vi er først lige begyndt at stille spørgsmålene.

Et godt eksempel: IBM giver software og andre ressourcer gratis til Linux samarbejdspartnere. I bytte får IBM viden og mulighed for at anvende Linux styresystem på deres maskiner og dermed levere en computer til en konkurrencedygtig pris.

”Anarconomy er lig med nye økonomiske spilleregler, for logikken udfordrer ikke alene traditionelle monopoler. Den udfordrer selve firmaet som værdiskabende konstruktion, den hierarkiske organisationsstruktur og traditionel prisdannelse; hvad der før kostede formuer, bliver i fremtiden gratis.”

Ovenstående citat er for mig essentielt. Det er Klaus Æ. Mogensen fra Instituttet for Fremtidsforskning, der står bag rapporten ”Anarconomy” (#3, 2009). Den er skrevet letlæseligt og fordeler sig på fire kapitler. Det første er introducerende til begrebet. Det næste handler om to scenarier for hvordan fremtiden kan se ud i forhold til ophavsret på ideer (immaterialret). Der er et kapitel, der handler om hvordan anarconomy kommer til udtryk netop nu. Og endelig er der et kapitel om ”Forretningsmodeller under anarconomy”. Det er sidstnævnte, der i denne sammenhæng er mest interessant, selvom f.eks. Godmorgen Danmark i mandags brugte mere tid på 3D printere. Måske fordi det er en håndgribelig målestok for hvor tæt denne anarkistiske økonomi er på os – og at det ikke kun handler om Internettet, men også kan gribe ind i vores fysiske hverdag?

Der er en enorm vækst i tjenester på Internettet, hvor brugerne selv skaber og distribuerer (gratis) indhold. Det rykker ved vores normale forestillinger om især ejerskab / copyright, som jeg ikke vil komme nærmere ind på i denne sammenhæng. Men det har konsekvenser for hvordan vi kan tjene penge i fremtiden. Teknologiens tilgængelighed i form af let, billig udbredelse bærer en del af æren/ skylden (om man vil).

Rapporten nævner en række eksempler på hvordan vi kan tjene penge i en sådan økonomi:

• Opmærksomhed fra brugere er i høj kurs. Det gælder den reklamefinansierede del, hvor det er visninger, pay per click eller action, der tæller. Det kan også være enheder, der tidligere var svært målbare. F.eks. individers holdninger og købsadfærd, hvor især opinionsdannere er de mest interessante.
• Frivillige donationer er baseret på en lyst hos brugeren til at give udbyderen en mønt for at være tilstede. Varen er gratis, men brugerne ved godt, at hvis de vælger ikke at donere, så kan det være, at produktet ikke findes i længden.
• Freemium er et begreb, der dækker over, at produktet er gratis. Men ønsker man ekstra ydelser, så koster det typisk et mindre beløb. Rapporten kommer også med et eksempel fra den fysiske verden. Ryan Air tilbyder flybilletter fra London til Barcelona til 20$ selvom det koster 70$ at flyve en passageren den strækning. Resten kommer ved tillægsbetaling for bagage, salg om bord og reklameindtægter.
• Vi kan også vælge at give produktet væk, for at kunne sælge et andet. Det gælder musikbranchen, der lægger deres musikindspilninger ud til gratis, lovlig download, for derefter at tjene penge på merchandise, koncerter og lignende. Det kunne også være, af man stillede software gratis til rådighed, men at det var support og ekstra udstyr koster.

Især ”Peer 2 peer” får meget opmærksomhed i kapitlet, hvilket der i mine øjne også er god grund til. På mange måder er brugerne de anarkistiske enheder, der omvælter økonomien ved at være med i produktudvikling, markedsføring, kvalitetssikring, produktion og levering af ydelsen. Anbefalingen er, at det bør ses som en mulighed frem for en trussel. Godt nok er det svært at acceptere, at vi kun skal tjene 10% af hvad vi tjente før i forhold til ikke at tjene noget. Så må der da være andre løsninger. Muligvis. Men løsningen er ikke at fortsætte som hidtil.

Det er ikke fordi rapporten er blind for negative sider af de tendenser, som den opstiller. Der er forskel på kommercielle og gratis produkter, hvorfor der på intet tidspunkt påstås, at det ene kommer til at erstatte det andet. Andre gode ting at sige om rapporten er det fine motivationsbarometer og andre ”fakta bokse” fordelt over de godt 48 sider. Jeg synes, at der gøres noget ud af at konkretisere alle ideer og analyser/ fortolkninger med reelle hændelser og eksisterende ting.

Mogensen henviser til George Bernards Shaws sympatiske ligning:

”Hvis du har et æble og jeg har et æble og vi bytter disse æbler, så vil du og jeg stadig have et æble hver. Men hvis du har en idé og jeg har en idé og vi bytter disse ideer, vil vi begge have to ideer.”

Og det er når man behersker denne tankegang, at det bliver muligt at kapitalisere på disse ideer – hvis jeg skal komme med min vurdering. De enkelte eksempler på forretningsmodeller i en ”gratis” verden, som jeg fra rapporten har gengivet ovenfor, er allerede kendte i dag. Fremtiden ligger i hvordan vi angriber vores eget produkt og sikrer dets værdi: for brugeren og for sponsoren.

Rapporten kan downloades på IFFs hjemmeside.