RE:aktion

Nye tider
Der er to begivenheder, der har påvirket vores syn på privatliv de seneste år. Den ene er forfølgelsen af celebritys - og med amatørers indtog i denne verden, forfølgelsen af disse personer. Den anden er Internettet og dets muligheder for at producere, indsamle, håndtere og distribuere data om dig. Det er sidstnævnte, der har min interesse.

Frygt, paranoia, idealisme, pragmatik, ligegyldighed, uvidenhed, sensation og meget mere, præger en debat om privatlivet på Internettet, der både må forholde sig til etisk filosofiske dimensioner såvel som kapitalistiske mekanismer. Information skriver i artiklen “Ville du dele feriebilleder med Stasi?” i en pervers tone om hvordan vores privatliv er truet. Google og Facebook sammenlignes med en manipulerende og morderisk organisation, og ved at kaste om sig med eksempler til højre og venstre eksemplificerer den en journalistisk tilgang til en kompleks problemstilling.

Big Brother fremstilles ofte i et negativt lys. Supermarkedernes indsamling af data ved hjælp af kassebonnens lille tabel, der afslører at flertallet af købere af Ariel vaskepulver også handler Lambi køkkenruller, hjælper Supermarkedet til ikke at sætte begge ting på tilbud i samme uge. Er du bange for, at et system, der tænker ikke selv, er klogere end dig og at du derfor ikke kan træffe dine egne valg?

Dine oplysninger på nettet er en handelsvare
Jeg har i snart 11-12 år brugt Google som søgemaskine. I 3-4 år har jeg været på Facebook og et enkelt år er netop passeret på Twitter. På intet tidspunkt har jeg betalt dem en eneste krone.

Internettet er kommet for at blive. Google er kommet for at blive. Facebook er kommet for at blive. Vi bruger tjenesterne mod at udlevere vores data. Det er vores handelsvare i en verden, der ikke er gratis, men tilgængelig.

Det er ikke min hensigt at diskutere mekanismerne ved og implicationerne af Freeconomics [Bogen] [Wired]. Men free betyder paradoksalt nok, at forbrugeren ikke er helt fri. Den information jeg afgiver, bliver brugt overfor mig selv, personligt, såvel som data der adderes til en større mængde, hvor min adfærd lægges i bunken af andres adfærd.

Lovgivning, relevans og mig selv
Når jeg opretter mig på sociale medier (Facebook, Youtube, wordpress, etc.), hvor jeg skaber og deler indhold, så siger jeg ja til en række betingelser. Det skal jeg af flere årsager. Hvis ikke tjenesterne havde mit samtykke, kunne de slet ikke publicere mine handlinger. Det ville stride imod lovgivningen og derved umuliggøre tjenesten i sin natur (muligvis er straffelovens § 263 og § 264, persondataloven § 7 og § 8 samt forvaltningsloven § 28 den direkte reference i danske sammenhænge, men jeg ved det egentlig ikke). De handlinger jeg foretager bliver for så vidt deres ejendom (for det meste ikke-eksklusiv). Den viden de opnår, kan de så anvende til at forbedre deres tjeneste.

Når jeg søger på Google er det deres hensigt at gøre resultaterne mere relevante. Deres kendskab til mine præferencer gennem tidligere søgninger er medhjælpende til dette. De reklamer der vises kan have en tendens til at fremstår som relevant indhold. Men så længe de overholder markedsføringsloven, så har jeg ikke noget problem med det.

Internettet rummer nogle helt nye muligheder inden for markedsføring i forhold til målretning og måling af vores handlinger. Selvfølgelig skal det udnyttes. Lad mig citere Information, hvor Stephan Humer siger:

“Det største problem med privatliv og internet er folks manglende evne til at omgås problemet. Det er et spørgsmål om teknisk kompetence. Det kan vi fastslå igen og igen. Mange mennesker har ganske enkelt svært ved at håndtere problematikken, og de handler, før de tænker,” [Han] nævner debatten om VHS-maskinens skadelige indvirkning på ungdommen i 80′erne som et eksempel på manglende viden om nye medier.

“Hvis folk var klar over, hvilke betingelser de går ind på, ville det ikke være så slemt.”

Privatlivet er en social norm
Ovenstående er i bloggens udgangspunkt et udtryk for mine private holdninger. Jeg siger ikke, at Big Brother er godt. Men jeg mener, at Constanze Kurz (citat igen fra Information) har ret, når hun siger:

“Jeg tror, vi skal til at opfinde nye sociale normer, men også nye juridiske regler, der kan forhindre, at teknologiens indtog i privatsfæren opfattes som noget selvfølgeligt,”

Hvad mine bedsteforældre eller forældre opfattede som privatliv er ikke det samme som jeg opfatter som privatliv. Og de yngre generationers (kritiske og naturlige) anvendelse af sociale medier vil ligeledes påvirke mine normer. Privatlivet er en social norm og vi er først lige begyndt at stille spørgsmålene.

I går signede jeg op til et af de mest grænseoverskridende communities, som jeg har deltaget i … indtil videre. Blippy.com lader dig dele dine transaktioner med venner, bekendte og fremmede. Det vil sige, at alt hvad jeg køber på Amazon, Threadless og iTunes vil fremover kunne ses på min Blippy konto. Havde jeg en amerikansk bank ville jeg også kunne knytte mit Visa eller Mastercard til tjenesten. Og ligeledes er et par andre - primært amerikanske - tjenester tilknyttet såsom Zappos, GoDaddy, Audible og Blockbuster og man kan forvente, at flere kommer til i takt med at sitet vokser.

Techcrunch har lavet en video med CEO Philip Kaplan, der forklarer hvad tjenesten går ud på og hvorfor han synes, at det er en god ide til et community. Se den her: http://www.youtube.com/watch?v=SSibRDdKG04

Facebook afprøvede egentlig ideen med Beacon. Tjenesten blev udsat for massiv kritik og lukkede igen i slutningen af 2009. I mine øjne var problemet i første omgang, at personer på Facebook aldrig blev spurgt om de ville være med og at de ikke havde kontrol med den information, som flød mellem sites og andre brugere. I anden omgang kan det så diskuteres, hvor meget information folk er villige til at dele. Men selvom der har været en række reaktioner på Facebooks seneste ændringer i forhold til hvilke informationer, der er private på Facebook, så er det min overbevisning, at det ikke bliver færre informationer, som vi er villige til at dele. Selvom Blippy netop får en til at tænke på privatliv, vil jeg dog undlade at lade dette blogindlæg handle om denne problemstilling yderligere.

Det interessante er den relation, der er mellem transaktion og køber og potentiel køber.

Christoffer Rolleyson skriver i en artikel på ofte interessante SocialMedia.biz, at:

“Federated identity + social will rapidly become a mechanism for people to ask their friends for input on buying decisions. It will change how people buy.”

1. Almindelige menneskers bedømmelser og anmeldelser har været et af de første skridt i retning af tjenester, der tilbyder sociale elementer til vurdering af produktet. Vi kan i flere tilfælde være trygge og få mere valid information om et produkt eller service, når mange mennesker har afgivet deres vurdering, end når der kun er tale om én eksperts vurdering. På samme måde kan Googles og Facebooks Friend Connect give sites med produkter eller services muligheder for at skelne mellem hvad de nære venner mener og hvad den store mængde af mennesker har sagt.

2. Blippy gør produktanbefalinger endnu mere nærværende. Vi bedømmer ikke alt hvad vi køber. Og vi fortæller ikke om alt hvad vi i vores dagligdag bruger igen og igen. Det er to sidet: for det første promoveres det enkelte produkt overfor vennerne. For mit vedkommende gælder det hvis et nyt album er udkommet uden min viden. Det kan også gælde gode tilbud på f.eks. tøj. Jeg frygter ikke, at mine nære venner køber præcis samme T-shirt på Threadless som jeg gør. Men de vil givetvis blive inspirerede til at købe en anden vare på grund af prisen. For det andet vil tjenester, hvor vi afholder vores transaktioner, blive promoveret. Hvis jeg er interesseret i produktet, så ved jeg både hvor det kan købes og til hvilken pris.

3. Når Jason Calacanis køber PacMan til sin iPhone, så vil der potentielt være folk der følger ham, som går ud og gør præcis det samme. Køber PacMan til iPhone. Ydermere åbner det op for markedsføringstiltag i form at sponsorerede køb, fordi penetrationen sker gennem genkendelige og troværdige personer – venner og indflydelsesrige eller respekterede personer. Det er ikke nyt, men det er mere direkte og lettere end nogensinde før.

4. De data jeg efterlader på Blippy er tilgængelige for andre personer på nettet. Og virksomheder. Disse virksomheder vil kunne se mig som potentiel kunde og vil måske kunne finde på at markedsføre sig direkte overfor mig. Det er måske meget omkostningstungt at markedsføre sig overfor den enkelte, hvor prisen for en vare eller ydelse er lav. Men sælger virksomheden et produkt, der kræver færre salg pr måned, for at opnå en tilfredsstillende indtjening, så er det måske interessant? Mere interessant er det dog, hvis problemstillingen omkring automatisering af markedsføring af varer til lav pris kan løses uden at det betyder, at forbrugeren spammes med tilbud eller føler sit privatliv invaderet.

5. At være en tjeneste som Blippy, som har data på brugeren og på de produkter der er købt, kan blive en særdeles givtig forretning. Ikke fordi mine private data sælges, men fordi de opnår information om købemønstre, geografiske forskelle, trends, relationers indflydelse, deres strukturelle udvikling, etc., etc. Det er ikke noget som er forbeholdt Blippy og noget jeg er specielt bekymret omkring. Vi kender det i dag fra supermarkeder, der laver analyser på hvilke varer og tilbud, som optræder sammen i de handlendes indkøbskurv.

Jeg er klar over, at min tilgang er alt for positiv, ubekymret og naiv. Men jeg synes blufærdigheden omkring privatliv kan være hæmmende for udviklingen. Det er ikke et spørgsmål om narcissisme eller at gå rundt i offentligheden uden bukser på. Det er et spørgsmål om at være bevidst om hvilke data jeg efterlader hvor og at tage kontrol over det.  I sidste ende vil min tilgang måske efterlade så meget information, at jeg i mig selv er et informationsoverload? Jeg siger det ud fra devisen, at hvis det ser ud som om ingen informationer om mig er hemmelige, så er ingen informationer om mig interessante. Så langt ud behøver man ikke komme. Men det jeg ønsker, at andre også tænker over, er, at de informationer, der kan findes om mig på nettet ikke er anderledes end dem, der kan findes om mig i den fysiske verden. Forskellen er måske hvor nemt tilgængelige de er.

Hvordan ser fremtiden ud for Blippy? Vi kan forvente, at lignende sites skyde op. Blippy har allerede 2.500 brugere og 10.000, der venter på at blive lukket ind i deres beta version. Jeg fik min invite i går og har 20 invites tilbage til, såfremt nogen måtte have lyst til at afprøve det. Min konto er her: http://www.blippy.com/scherz/

Vores forståelse af “privatliv” og “offentlighed” er under forandring. I de seneste dage har det været på flere af mine venners læber, fordi Facebook nu giver mulighed for at jeg kan se mine venners venners billeder.

danah boyd holdt et klart og interessant foredrag ved årets ‘Le Web’, hvor hun fik adresseret nogle interessante spørgsmål omkring privatliv og tilgængelighed. Cirka otte minutter inde i foredraget fremhæver hun et eksempel med en pige, der har dræbt sin mor. Medierne drejer opmærksomheden hen på, at pigen har en MySpace profil og får pigen til at fremstå som “skør”. Men da danah boyd ser efter, så har pigen dokumenteret moderens misbrug gennem årene på sin profil. Og veninderne forsvarer pigen på MySpace.

danah boyd stiller det relevante spørgsmål:

“What happens when we have this massive amounts of visibility, but nobody is looking?”

Og så starter hun ellers en tankerække: “Hvad tænker vi om information vi kan se online? Hvad tænker vi det betyder for informationen at den er online? Blot fordi noget er offentligt tilgængeligt betyder det ikke, at alle mennesker på tværs af tid og sted også kigger.”

Hun fortsætter spørgsmålene “Hvem kigger? Hvorfor kigger de? Og i hvilken kontekst fortolker de hvad de ser?”. Hun fremhæver, at de observerende, ofte er dem, der har magt over de observerede. Forældre, lærere, arbejdsgivere, regeringen, virksomheder. Disse mennesker føler, at de opnår noget ved at kigge og mener, at de har en ret til at kigge. “If it’s public, I’m allowed to look”.

Men hvad hvis det ikke kun er en ret, men også en pligt?

Foredraget kan ses her. Det er 18 minutter kort og både analytisk, følsomt og klogt: http://www.ustream.tv/recorded/2836730. Jeg er blevet opmærksom på det via http://thenumerati.net/index.cfm?postID=470.