RE:aktion

UDGANGSPUNKTET

I artikel 5, stk. 3 i EU’s Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation hedder det:

“Medlemsstaterne sikrer, at anvendelse af elektroniske kommunikationsnet med henblik på lagring af oplysninger eller med henblik på at opnå adgang til oplysninger, der er lagret i en abonnents eller brugers terminaludstyr, kun er tilladt på betingelse af, at abonnenten eller brugeren får klare og fyldestgørende oplysninger, bl.a. om formålet med behandlingen i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF og ret til at nægte den registeransvarlige en sådan behandling. Dette er ikke til hinder for teknisk lagring eller adgang til oplysninger, hvis det alene sker med det formål at overføre eller lette overføring af kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet eller er absolut påkrævet for at levere en informationssamfundstjeneste, abonnenten eller brugeren udtrykkelig ønsker.”

Det er denne baggrund, der danner ramme for IT og Telestyrelsen implementering af en ny lovgivning om udgiveres ansvar for lagring af data på computere og mobiltelefoner. Udkast til bekendtgørelsen kan findes på Borger.dk

BRANCHEN KAN FORTSAT GØRE HVAD DEN ØNSKER

FDIM afholdt et informativt arrangement onsdag den 16.03. hos Advokatfirmaet Horten. Oplægsholderne lagde generelt et positivt syn på den kommende lovgivning, da internetbranchen stadig må præcis det samme som de allerede gør/ kan gøre idag. Forskellen er blot, at branchen skal fortælle forbrugerne om det. EuroPark eksemplet er allerede fremhævet i nogle medier [Comon], men jeg synes Poul Melbye (fra JP/Pol) også havde en glimrende pointe omkring forbrugere, der gik ned af strøget. Hvad ville den enkelte forbruger synes om at få sat en chip på sig ved Københavns Rådshusplads, der registrerede de butikker (og varer) den enkelte kiggede på undervejs og så ved Kongens Nytorv fik en henvendelse om at den jakke de havde kigget kunne fås til et givent tilbud. I så fald er det nok fair at oplyse brugeren om chippen inden, så man kan fravælge den.

INFORMATION OG SAMTYKKE

Under seminaret ventede publikum tålmodigt på instruktioner om hvordan hjemmesideudgivere skulle komme videre. Ændringen i lovgivningen handler principielt set om to ting:
1) Samtykke. At det er givet frivilligt (og er muligt at tilbagekalde). At det er specifikt (konkretiseret mod et anvendelse og formål). At det er informeret (hvilket vil sige, at informationen er på et niveau der giver mulighed for at træffe et valg).
2) Fyldestgørende informationer om udgiverens lagring af data på brugerens computer (eller anden enhed)

Fra IT og Telestyrelsen er der lagt op til en selvregulering i branchen, hvor der er fokus på følgende fire områder. Det gælder:
Gennemsigtighed - Og her er Danmark muligvis lidt skrappere på informationspligten.
Samtykke - nævnt ovenfor
Brugervenlige løsninger - det er popups ikke.
Effektiv håndhævelse - klageadgang og sanktionsmuligheder

FÆLLESINDSATS I BRANCHEN

FDIM har efterfølgende givet fremlagt deres tre indsatsområder, hvor de som brancheforening påtager sig et ansvar på medlemmernes vegne
Der kommer en dansk version af http://www.youronlinechoices.com/
Udarbejdelse af ikon, så website udgivere kan lede sine brugere hen til ovennævnte site
Forslag til privatlivspolitiker, som udgivere kan lade sig inspirere af.

FREMTIDEN

Kresten Bay lagde skarpt ud og sagde, at denne lovstramning blot skulle ses som et første skridt og opfordrede webudgivere til at tænke privacy og privatlivslovgivning ind i alt hvad de laver. Thomas Myrup fra Microsoft fulgte op og henviste til, at der ventede flere ting i forbindelse med direktiv 95/46 der handler om behandling af personoplysninger.
For selvom de fremmødte rigtigt gjorde opmærksom på Flash cookies og andre tracking metoder, så skal man ikke forvente, at den slags ville slippe igennem lovgivningen.
I den kommende tid skal vi altså ikke forvente pop-ups, hvor brugeren skal godkende hver eneste cookie der placeres på sin computer. Det er en væsentlig pointe, at selvregulering i branchen skal udmønte sig i fornuftige løsninger, der tager hensyn til brugerens privatliv og online forretningsmodeller.

Nye tider
Der er to begivenheder, der har påvirket vores syn på privatliv de seneste år. Den ene er forfølgelsen af celebritys – og med amatørers indtog i denne verden, forfølgelsen af disse personer. Den anden er Internettet og dets muligheder for at producere, indsamle, håndtere og distribuere data om dig. Det er sidstnævnte, der har min interesse.

Frygt, paranoia, idealisme, pragmatik, ligegyldighed, uvidenhed, sensation og meget mere, præger en debat om privatlivet på Internettet, der både må forholde sig til etisk filosofiske dimensioner såvel som kapitalistiske mekanismer. Information skriver i artiklen “Ville du dele feriebilleder med Stasi?” i en pervers tone om hvordan vores privatliv er truet. Google og Facebook sammenlignes med en manipulerende og morderisk organisation, og ved at kaste om sig med eksempler til højre og venstre eksemplificerer den en journalistisk tilgang til en kompleks problemstilling.

Big Brother fremstilles ofte i et negativt lys. Supermarkedernes indsamling af data ved hjælp af kassebonnens lille tabel, der afslører at flertallet af købere af Ariel vaskepulver også handler Lambi køkkenruller, hjælper Supermarkedet til ikke at sætte begge ting på tilbud i samme uge. Er du bange for, at et system, der tænker ikke selv, er klogere end dig og at du derfor ikke kan træffe dine egne valg?

Dine oplysninger på nettet er en handelsvare
Jeg har i snart 11-12 år brugt Google som søgemaskine. I 3-4 år har jeg været på Facebook og et enkelt år er netop passeret på Twitter. På intet tidspunkt har jeg betalt dem en eneste krone.

Internettet er kommet for at blive. Google er kommet for at blive. Facebook er kommet for at blive. Vi bruger tjenesterne mod at udlevere vores data. Det er vores handelsvare i en verden, der ikke er gratis, men tilgængelig.

Det er ikke min hensigt at diskutere mekanismerne ved og implicationerne af Freeconomics [Bogen] [Wired]. Men free betyder paradoksalt nok, at forbrugeren ikke er helt fri. Den information jeg afgiver, bliver brugt overfor mig selv, personligt, såvel som data der adderes til en større mængde, hvor min adfærd lægges i bunken af andres adfærd.

Lovgivning, relevans og mig selv
Når jeg opretter mig på sociale medier (Facebook, Youtube, wordpress, etc.), hvor jeg skaber og deler indhold, så siger jeg ja til en række betingelser. Det skal jeg af flere årsager. Hvis ikke tjenesterne havde mit samtykke, kunne de slet ikke publicere mine handlinger. Det ville stride imod lovgivningen og derved umuliggøre tjenesten i sin natur (muligvis er straffelovens § 263 og § 264, persondataloven § 7 og § 8 samt forvaltningsloven § 28 den direkte reference i danske sammenhænge, men jeg ved det egentlig ikke). De handlinger jeg foretager bliver for så vidt deres ejendom (for det meste ikke-eksklusiv). Den viden de opnår, kan de så anvende til at forbedre deres tjeneste.

Når jeg søger på Google er det deres hensigt at gøre resultaterne mere relevante. Deres kendskab til mine præferencer gennem tidligere søgninger er medhjælpende til dette. De reklamer der vises kan have en tendens til at fremstår som relevant indhold. Men så længe de overholder markedsføringsloven, så har jeg ikke noget problem med det.

Internettet rummer nogle helt nye muligheder inden for markedsføring i forhold til målretning og måling af vores handlinger. Selvfølgelig skal det udnyttes. Lad mig citere Information, hvor Stephan Humer siger:

“Det største problem med privatliv og internet er folks manglende evne til at omgås problemet. Det er et spørgsmål om teknisk kompetence. Det kan vi fastslå igen og igen. Mange mennesker har ganske enkelt svært ved at håndtere problematikken, og de handler, før de tænker,” [Han] nævner debatten om VHS-maskinens skadelige indvirkning på ungdommen i 80′erne som et eksempel på manglende viden om nye medier.

“Hvis folk var klar over, hvilke betingelser de går ind på, ville det ikke være så slemt.”

Privatlivet er en social norm
Ovenstående er i bloggens udgangspunkt et udtryk for mine private holdninger. Jeg siger ikke, at Big Brother er godt. Men jeg mener, at Constanze Kurz (citat igen fra Information) har ret, når hun siger:

“Jeg tror, vi skal til at opfinde nye sociale normer, men også nye juridiske regler, der kan forhindre, at teknologiens indtog i privatsfæren opfattes som noget selvfølgeligt,”

Hvad mine bedsteforældre eller forældre opfattede som privatliv er ikke det samme som jeg opfatter som privatliv. Og de yngre generationers (kritiske og naturlige) anvendelse af sociale medier vil ligeledes påvirke mine normer. Privatlivet er en social norm og vi er først lige begyndt at stille spørgsmålene.

I går signede jeg op til et af de mest grænseoverskridende communities, som jeg har deltaget i … indtil videre. Blippy.com lader dig dele dine transaktioner med venner, bekendte og fremmede. Det vil sige, at alt hvad jeg køber på Amazon, Threadless og iTunes vil fremover kunne ses på min Blippy konto. Havde jeg en amerikansk bank ville jeg også kunne knytte mit Visa eller Mastercard til tjenesten. Og ligeledes er et par andre – primært amerikanske – tjenester tilknyttet såsom Zappos, GoDaddy, Audible og Blockbuster og man kan forvente, at flere kommer til i takt med at sitet vokser.

Techcrunch har lavet en video med CEO Philip Kaplan, der forklarer hvad tjenesten går ud på og hvorfor han synes, at det er en god ide til et community. Se den her: http://www.youtube.com/watch?v=SSibRDdKG04

Facebook afprøvede egentlig ideen med Beacon. Tjenesten blev udsat for massiv kritik og lukkede igen i slutningen af 2009. I mine øjne var problemet i første omgang, at personer på Facebook aldrig blev spurgt om de ville være med og at de ikke havde kontrol med den information, som flød mellem sites og andre brugere. I anden omgang kan det så diskuteres, hvor meget information folk er villige til at dele. Men selvom der har været en række reaktioner på Facebooks seneste ændringer i forhold til hvilke informationer, der er private på Facebook, så er det min overbevisning, at det ikke bliver færre informationer, som vi er villige til at dele. Selvom Blippy netop får en til at tænke på privatliv, vil jeg dog undlade at lade dette blogindlæg handle om denne problemstilling yderligere.

Det interessante er den relation, der er mellem transaktion og køber og potentiel køber.

Christoffer Rolleyson skriver i en artikel på ofte interessante SocialMedia.biz, at:

“Federated identity + social will rapidly become a mechanism for people to ask their friends for input on buying decisions. It will change how people buy.”

1. Almindelige menneskers bedømmelser og anmeldelser har været et af de første skridt i retning af tjenester, der tilbyder sociale elementer til vurdering af produktet. Vi kan i flere tilfælde være trygge og få mere valid information om et produkt eller service, når mange mennesker har afgivet deres vurdering, end når der kun er tale om én eksperts vurdering. På samme måde kan Googles og Facebooks Friend Connect give sites med produkter eller services muligheder for at skelne mellem hvad de nære venner mener og hvad den store mængde af mennesker har sagt.

2. Blippy gør produktanbefalinger endnu mere nærværende. Vi bedømmer ikke alt hvad vi køber. Og vi fortæller ikke om alt hvad vi i vores dagligdag bruger igen og igen. Det er to sidet: for det første promoveres det enkelte produkt overfor vennerne. For mit vedkommende gælder det hvis et nyt album er udkommet uden min viden. Det kan også gælde gode tilbud på f.eks. tøj. Jeg frygter ikke, at mine nære venner køber præcis samme T-shirt på Threadless som jeg gør. Men de vil givetvis blive inspirerede til at købe en anden vare på grund af prisen. For det andet vil tjenester, hvor vi afholder vores transaktioner, blive promoveret. Hvis jeg er interesseret i produktet, så ved jeg både hvor det kan købes og til hvilken pris.

3. Når Jason Calacanis køber PacMan til sin iPhone, så vil der potentielt være folk der følger ham, som går ud og gør præcis det samme. Køber PacMan til iPhone. Ydermere åbner det op for markedsføringstiltag i form at sponsorerede køb, fordi penetrationen sker gennem genkendelige og troværdige personer – venner og indflydelsesrige eller respekterede personer. Det er ikke nyt, men det er mere direkte og lettere end nogensinde før.

4. De data jeg efterlader på Blippy er tilgængelige for andre personer på nettet. Og virksomheder. Disse virksomheder vil kunne se mig som potentiel kunde og vil måske kunne finde på at markedsføre sig direkte overfor mig. Det er måske meget omkostningstungt at markedsføre sig overfor den enkelte, hvor prisen for en vare eller ydelse er lav. Men sælger virksomheden et produkt, der kræver færre salg pr måned, for at opnå en tilfredsstillende indtjening, så er det måske interessant? Mere interessant er det dog, hvis problemstillingen omkring automatisering af markedsføring af varer til lav pris kan løses uden at det betyder, at forbrugeren spammes med tilbud eller føler sit privatliv invaderet.

5. At være en tjeneste som Blippy, som har data på brugeren og på de produkter der er købt, kan blive en særdeles givtig forretning. Ikke fordi mine private data sælges, men fordi de opnår information om købemønstre, geografiske forskelle, trends, relationers indflydelse, deres strukturelle udvikling, etc., etc. Det er ikke noget som er forbeholdt Blippy og noget jeg er specielt bekymret omkring. Vi kender det i dag fra supermarkeder, der laver analyser på hvilke varer og tilbud, som optræder sammen i de handlendes indkøbskurv.

Jeg er klar over, at min tilgang er alt for positiv, ubekymret og naiv. Men jeg synes blufærdigheden omkring privatliv kan være hæmmende for udviklingen. Det er ikke et spørgsmål om narcissisme eller at gå rundt i offentligheden uden bukser på. Det er et spørgsmål om at være bevidst om hvilke data jeg efterlader hvor og at tage kontrol over det.  I sidste ende vil min tilgang måske efterlade så meget information, at jeg i mig selv er et informationsoverload? Jeg siger det ud fra devisen, at hvis det ser ud som om ingen informationer om mig er hemmelige, så er ingen informationer om mig interessante. Så langt ud behøver man ikke komme. Men det jeg ønsker, at andre også tænker over, er, at de informationer, der kan findes om mig på nettet ikke er anderledes end dem, der kan findes om mig i den fysiske verden. Forskellen er måske hvor nemt tilgængelige de er.

Hvordan ser fremtiden ud for Blippy? Vi kan forvente, at lignende sites skyde op. Blippy har allerede 2.500 brugere og 10.000, der venter på at blive lukket ind i deres beta version. Jeg fik min invite i går og har 20 invites tilbage til, såfremt nogen måtte have lyst til at afprøve det. Min konto er her: http://www.blippy.com/scherz/

Vores forståelse af “privatliv” og “offentlighed” er under forandring. I de seneste dage har det været på flere af mine venners læber, fordi Facebook nu giver mulighed for at jeg kan se mine venners venners billeder.

danah boyd holdt et klart og interessant foredrag ved årets ‘Le Web’, hvor hun fik adresseret nogle interessante spørgsmål omkring privatliv og tilgængelighed. Cirka otte minutter inde i foredraget fremhæver hun et eksempel med en pige, der har dræbt sin mor. Medierne drejer opmærksomheden hen på, at pigen har en MySpace profil og får pigen til at fremstå som “skør”. Men da danah boyd ser efter, så har pigen dokumenteret moderens misbrug gennem årene på sin profil. Og veninderne forsvarer pigen på MySpace.

danah boyd stiller det relevante spørgsmål:

“What happens when we have this massive amounts of visibility, but nobody is looking?”

Og så starter hun ellers en tankerække: “Hvad tænker vi om information vi kan se online? Hvad tænker vi det betyder for informationen at den er online? Blot fordi noget er offentligt tilgængeligt betyder det ikke, at alle mennesker på tværs af tid og sted også kigger.”

Hun fortsætter spørgsmålene “Hvem kigger? Hvorfor kigger de? Og i hvilken kontekst fortolker de hvad de ser?”. Hun fremhæver, at de observerende, ofte er dem, der har magt over de observerede. Forældre, lærere, arbejdsgivere, regeringen, virksomheder. Disse mennesker føler, at de opnår noget ved at kigge og mener, at de har en ret til at kigge. “If it’s public, I’m allowed to look”.

Men hvad hvis det ikke kun er en ret, men også en pligt?

Foredraget kan ses her. Det er 18 minutter kort og både analytisk, følsomt og klogt: http://www.ustream.tv/recorded/2836730. Jeg er blevet opmærksom på det via http://thenumerati.net/index.cfm?postID=470.

INDLEDNING
Som det er med trends, så kan vi allerede have set tendenser til at noget udvikler sig. F.eks. har økologi været igennem flere faser. Til at begynde med var bæredygtighed i sig selv en trend. I dag er det hvorledes bæredygtigheden kontekstualiserer sig. Ligeledes var det at være online forbundet (sociale netværk) en trend. I fremtiden vil trenden handle om hvordan den adfærd vi har på sociale netværk blander sig med andre online og offline aktiviteter. Forrester har i øvrigt lavet en rigtig god analyse af fremtiderne for (det sociale) internet. http://www.destinationcrm.com/Articles/CRM-News/Daily-News/Social-Media-The-Five-Year-Forecast-53635.aspx

TREND: FORRETNING SOM USÆDVANLIG
Bæredygtighed har været og er stadig en trend. Mere end nogensinde før skal en virksomhed udvise godt borgerskab og samfundsnytte. Virksomheder må opføre sig så transparente og være så åbne, som personer er på nettet. Samtalen skal dyrkes i højere grad frem for den traditionelle envejskommunikation (som hører TV-tidsalderen til). Og virksomheder må forvente, at succes kommer gennem samarbejde med forbrugeren frem for at arbejde med et os/dem skisma.

TREND: SPOR & ALARMER
Måske kan man anskue det at lægge spor (tracking) og få alarmer (alerts) som det nye ”søg”. På den ene side er det en måde at håndtere vores sult efter information. På den anden side sparer det tid, vi glemmer i ringere grad ting og det giver os et niveau af kontrol.
En alarm kan anvendes således, at det ikke er forbrugeren, der finder et særligt produkt, men produktet, der finder forbrugeren med de relevante præferencer.
Twitter og lignende tjenester kan spille en rolle i opdragelsen og brugeres adfærd, mens Augmentet Reality tilføjer en ny dimension. Digg og delicious var vel en slags tracking 1.0. Tracking 2.0 er på vej og en vigtig del i det filter, der er nødvendigt for at begå sig i de vældige informationsstrømme.

TREND: REAL TIME BEDØMMELSER
Som følge af det liv folk lever i nuet sammen med ønsket om at udtrykke sig om alt ting fra sit eget perspektiv, vil mængden af bedømmelser og kommentarer til produkter blive øget. Hastigheden vil være så hurtig, at vi får adgang til viden om vores potentielle anskaffelser, oplevelser, events og meget andet i ’nuet’ (ikke først i morgen). Internettet understøtter den enkelte forbrugers magt og vi er klar til at bruge den (på massere af enkeltsager). Hvorfor? Fordi det er blevet nemt og kræver få ressourcer.

TREND: MASSE FORSAMLINGER
Masse kommunikationen er blevet moden og tager internettets karakteristika med sig. Fra at være en-vejs til at være fler-vejs giver teknologien os nye muligheder for at mødes i en ny grad. De medier, der er blevet spået vil gemme os væk inde i hjemmet, får os altså til at komme mere ud. Hvorfor? Fordi sociale medier først og fremmest handler om andre mennesker. Life Streaming bliver tydeligere, mere udbredt og åbner for spørgsmål om at gentænke privatliv og kontrol.
En af de teknologie,r som har hjulpet til i udviklingen er mobiltelefonen, og den vil også i fremtiden være en brobygger mellem det at være online og offline.
Der vil være flere spontane, midlertidige møder mellem fremmede, grupper eller ligefrem masser med fælles interesser, hobbyer, politiske præferencer, en fælles god sag og protester. Og disse masse forsamlinger vil tiltrække offentlig opmærksomhed. Endnu et element, der demokratiserer magten.

TREND: MODEN MATERIALISME
Trenden har på engelsk fået betegnelsen ’maturalisme’. Vores hverdag er gennemsyret af materielle ting. Men som personer i et modent forbrugersamfund tolererer vi ikke længere at blive behandlet som var vi sidste årtis uinformerede, nemt provokerede, uerfarne forbrugere, som vælger den gyldne mellemvej.
Trenden understøtter samtalen mellem forbruger og virksomhed. Uddannelse af forbrugeren til at maksimere udbyttet af produktet er en nøgle til at knytte bånd. Nemmest og sværest er det nok at skabe en platform for forbrugerne til selv at kunne hjælpe hinanden.
Men det er tydeligt, at for at overkomme den modne forbruger, så må virksomheder være gennemsigtige og åbne, som forbrugeren selv.

TREND: ONLINE PROFIL MINING
Egentlig er begrebet på engelsk MYning ud fra tanken om et ‘mig’. Det superspændende her er spørgsmål, der relaterer sig til ejerskab og profit på min online profil.
Som forbrugere vil vi gerne offentliggøre vores interesse for at købe. Men hvem gør det mainstream for virksomheder at byde os på netop det, som vi har sagt vi har interesse i?
Den personlige online profil har en værdi. Den kan være emotionel i forhold til egne private omgivelser og finansiel i forhold til virksomheder. Der vil blive rejst interessante spørgsmål de næste par år omkring beskyttelse af profiler, lagring af data, juridisk håndtering i forbindelse med ulykke og død.

TREND: (f)LUKSUS

Luksus er hvad du vil have det til at være.

Og herved ordet ’fluksus’, altså at være i bevægelse. Først definerer jeg hvad jeg synes, der er luksus. Herefter påberåber jeg min autoritet til at kunne erklære dette. Og endelig rammer jeg det rette publikum og får tilkendegivelser tilbage om at det er rigtigt: Det er sgu luksus!
Det handler om det unikke frem for det største og dyreste. Eksklusivitet må være kodeordet. Det kan være en begrænset lokation (som befinder sig udenfor e-shoppens grænseløshed). Og det må gerne være forgængeligt, så der er en tidsmæssig begrænsning, der øger værdien af luksus. Tid er jo ikke noget hvad du og jeg har rigeligt af i dag?

TREND: INKORPORERET VELGØRENHED
Med inkorporeret velgørenhed mener jeg, at en donation fra virksomheden aktiveres ved forbrugerens handling med virksomheden. I dag skaber virksomheder en social profil ved (Corporate Social Responsibility) at støtte en bestemt god sag – og den værdi skal lægges til produktet (økonomisk såvel som image).
I fremtiden kan vi ligeledes forvente, at forbrugeren selv må vælge, hvad virksomheden skal donere til. Social Vibe er et eksempel. Men når vi er gennem fasen og alle virksomheder tilbyder donationer, så vil forskellen ligge i den værdi og identitet, der er i den enkelte donation. Og hvem der gør det nemmest og mest meningsfyldt for forbrugeren i den situation forbrugeren er i, når produktet eller servicen erhverves.

Kilde og videre læsning: http://www.trendwatching.com/